De sejlede ud – søen var blank og stille, og vi andre sad udenfor og nød vores morgenkaffe – lige indtil det pludselig blæste kraftigt op. Især tre voldsomme vindstød fik os op af stolene.

Mine bedsteforældre var kørende i taxa, så chaufføren var der stadig. Min bror og jeg fik ham til at køre af Vædebrovej rundt langs søen. Vi regnede med, at de nok var sejlet om til Fuldbro Mølle og op i åen der.

Da vi kom dertil, hvor der i dag er rasteplads lige før det sidste bratte sving, var der fyldt med mennesker, og der holdt også en ambulance.

Nede på stranden var kanoen drevet i land; men Kaj og Kirsten var ikke at se.

Vi måtte jo hjem og fortælle det frygtelige, og så blev vi nødt til at gøre noget. Bare et eller andet. Vi kunne ikke bare sidde stille. Så vi satte vor egen robåd i vandet og satte kursen mod ulykkesstedet. Men søen var for hård. Vi landede ovre under Boes land, der hvor Amtmanden havde sin hytte. Og motorbåden lå der. Den ville vi snuppe; men nåede det ikke før, to af sønnerne kom farende ud ad skuret. Rigtig netop de to sønner, som havde siddet fast i isen.

Den ældste tog så med os, og vi krydsede Mossø i noget af det værste stormvejr, jeg nogensinde har været ude i.

Men vores styrmand kunne sit kram, og vi kom sikkert over.

Men ingen kunne jo gøre noget i det vejr – men de forsøgte. Falck fra Aarhus var tilkaldt, men havde egentligt ikke noget udstyr med, så vi lånte bare et par vandkikkerter af dem.

Men dagen efter, da stormen havde lagt sig, kom der gang i sagerne: Jens Aage Sørensen, der var Hjemmeværnsmand, fik tilkaldt Hjemmeværnet fra Ry, som kom og hjalp. Lottekorpset stillede op med at servere kaffe og snitter.

Kolonnen fra Banen blev sendt ned og hjælpe, og desuden en mængde frivillige fra Alken og omegn. Roklubben fra Skanderborg stillede også op, samt fiskerne (Toftegaard) fra Voerladegård var også med hele vejen igennem.

Vi fandt Kaj om torsdagen. Da var han kommet op til overfladen. Kirsten fandt vi først om søndagen ved middagstide.

Chefen for Hjemmeværnet, Kyster Andreasen, foreslog, at vi familien skulle tage hjem og spise, for vi havde jo været der næsten uafbrudt hele ugen.

Det gjorde vi så; men var dårligt blevet færdige med at spise, før han kom og fortalte os, at de havde fundet Kirsten, og hun var kørt til sygehuset.

Vi tror, at nogen havde observeret hende, og mente det var bedst hendes forældre ikke lige skulle se hende sådan.

Det var en mærkelig uge. Den var tragisk, sørgelig og uhyggelig. Men når jeg mindes den, så er det den varme og hjælpsomhed, jeg husker allerbedst. Alken og hele egnen stod sammen om os. Især Jens Aage er jeg en stor tak skyldig.

Ja den dag i 1952 var en sort dag i egnens historie og har til trods for det forsynet mig med nogle varme minder.

Rudolf Foustad