Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Alken Bryghus
Natur
Alken Saftklub
Alken Have
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
1490 Alkens første kendte beboere
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1924-1993 Pigen fra Enggården
1931-1969 Julens Glæde
1930'erne Da en snedig hævert skaffede vand til Svejstrup
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1946-1994 Ejner og Anna
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1949-1992 Holger Vivike
1950 Casper Jacobsen fortæller
1951-1967 Far havde selv skovl med
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelters i Alken
 

 

 

Dramatik ved Mossø

Om en dramatisk aften ved Mossø, der involverede næsten alle borgerne i Alken.

 

Det var i vinteren 1948. Mossø havde været tilfrosset en tid, og nu var isen brudt op, og lå som pakis oppe i vores ende.

 

I Boes boede Amtmanden (det blev han kaldt – angiveligt fordi det var amtet der forsørgede ham) og hans familie. De ernærede sig som fiskere i Mossø. De havde et lille skur og en båd nede ved søen, der hvor Mosbjerggårds marker dannede skel til Gertrudsmindes marker.

 

Hver dag kunne man se den lille familie traske ned til søen, for senere på dagen at traske hjem igen. Hvad de fangede aner jeg ikke; men i 1948 havde de voksne sønner anskaffet en gammel motorbåd. Og nu var isen væk, og så skulle de ud og prøve den.

 

De sejlede om til den gamle banebro (ved rensningsanlægget) og gik derfra op til købmanden (Jacobsen) og ville så sejle hjem igen.

 

Men godt ude på søen stoppede den gamle motor, og de kunne ikke få den i gang igen. Men de prøvede og prøvede – i sådan en grad, at de ikke så, hvor båden drev hen, og pludselig lå de et stykke inde i pakisen og kunne ikke komme nogen steder.

 

Min Far (Oluf Foustad) ville lige gå en lille tur inden spisetid; men den blev ikke så lang, for nu hørte han nogen råbe om hjælp.

 

Han kunne hurtigt se, at han ikke selv kunne stille noget op, så han løb ind og ringede 000 - var det vist dengang - og desuden ringede han til købmanden, hvorfra budskabet så spredte sig i byen.

 

Snart var alle Alkens mænd samlede ved søen – Oluf Sørensen med sin lastbil og nogle stiger, samt det meste af det reb, købmand Jacobsen havde i butikken.  Zonen kom med en kranvogn, og Politiassesor Jungløv arriverede også. Han var dog ikke så heldig. Han kørte op bagved ved Oluf Sørensens lastbil, uden se den stige, der rakte bagud af den – ikke før stigen smadrede hans forrude.

 

Jeg selv var andenkarl på Gertrudsminde det år, så jeg anede intet om det før bagefter. Men der blev prøvet alt muligt fra mange vinkler.

 

Min storebror cyklede om til Mosbjerggård - jeg tror nok, at ejeren dengang hed Hermansen – for at låne hans båd, så man kunne komme til de nødstedte ude fra det åbne vand. Hermansen tog med; men de havde ikke større held, end andre havde haft.

 

Pakis er virkelig pakket godt sammen. Til sidst lykkedes det dog min far og Agner Jørgensen at komme så nær til dem, at de kunne lægge et par granrafter over til deres båd som en bro, som de måtte kravle over, for at blive hjulpet.

 

Denne redningsbåd var blevet forsynet med et kraftigt tov, så folk i land kunne hive dem ind. Da var klokken 23, og det hele startede kl 16:30.

 

Da sad der stadig syv både rundt omkring i isen, og de kom først i land, da isen smeltede.

 

Rudolf Foustad