I Boes boede Amtmanden (det blev han kaldt – angiveligt fordi det var amtet der forsørgede ham) og hans familie. De ernærede sig som fiskere i Mossø. De havde et lille skur og en båd nede ved søen, der hvor Mosbjerggårds marker dannede skel til Gertrudsmindes marker.
Hver dag kunne man se den lille familie traske ned til søen, for senere på dagen at traske hjem igen. Hvad de fangede aner jeg ikke; men i 1948 havde de voksne sønner anskaffet en gammel motorbåd. Og nu var isen væk, og så skulle de ud og prøve den.
De sejlede om til den gamle banebro (ved rensningsanlægget) og gik derfra op til købmanden (Jacobsen) og ville så sejle hjem igen.
Men godt ude på søen stoppede den gamle motor, og de kunne ikke få den i gang igen. Men de prøvede og prøvede – i sådan en grad, at de ikke så, hvor båden drev hen, og pludselig lå de et stykke inde i pakisen og kunne ikke komme nogen steder.
Min Far (Oluf Foustad) ville lige gå en lille tur inden spisetid; men den blev ikke så lang, for nu hørte han nogen råbe om hjælp.
Han kunne hurtigt se, at han ikke selv kunne stille noget op, så han løb ind og ringede 000 - var det vist dengang - og desuden ringede han til købmanden, hvorfra budskabet så spredte sig i byen.
Snart var alle Alkens mænd samlede ved søen – Oluf Sørensen med sin lastbil og nogle stiger, samt det meste af det reb, købmand Jacobsen havde i butikken. Zonen kom med en kranvogn, og Politiassesor Jungløv arriverede også. Han var dog ikke så heldig. Han kørte op bagved ved Oluf Sørensens lastbil, uden se den stige, der rakte bagud af den – ikke før stigen smadrede hans forrude.
Jeg selv var andenkarl på Gertrudsminde det år, så jeg anede intet om det før bagefter. Men der blev prøvet alt muligt fra mange vinkler.
Min storebror cyklede om til Mosbjerggård - jeg tror nok, at ejeren dengang hed Hermansen – for at låne hans båd, så man kunne komme til de nødstedte ude fra det åbne vand. Hermansen tog med; men de havde ikke større held, end andre havde haft.
Pakis er virkelig pakket godt sammen. Til sidst lykkedes det dog min far og Agner Jørgensen at komme så nær til dem, at de kunne lægge et par granrafter over til deres båd som en bro, som de måtte kravle over, for at blive hjulpet.
Denne redningsbåd var blevet forsynet med et kraftigt tov, så folk i land kunne hive dem ind. Da var klokken 23, og det hele startede kl 16:30.
Da sad der stadig syv både rundt omkring i isen, og de kom først i land, da isen smeltede.
Rudolf Foustad |