Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Alken Bryghus
Natur
Alken Saftklub
Alken Have
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Darios Julekalender 2009
Julemarked 2008
Darios Julekalender 2007
Julemarked 2007
Fastelavnsoptog 2006
Nationalsang Nepal
Dover Kirke
2011 Nytårsaften
Liv i byen 2008
Liv i byen 2009
Liv i byen 2010
Liv i byen 2011
Liv i byen 2012
Liv i byen 2014
Liv i byen 2015
2020 Sko-happening
Alken Friplejehjem
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelters i Alken
 

 

 
 
 
Liv i byen
 
 
 
 
 
30. okt. 2022 * Julemarked i Bjedstrup. På Bjedstrupvej 31A bliver der julemarked i weekenden 3.-4. december kl 10-16, tegner og skriver Helle Kjærsgaard.
25. okt. 2022 * Hyggelige hekse. I år falder Allehelgensaften mandag 31. oktober. At Halloween eller Allehelgensaften har fået en opblomstring de seneste år, er ikke gået ubemærket hen hos de fleste af børnene i Alken, skriver Julie Abildgaard. Man kan derfor opleve at der drager små grupper af hyggelige hekse, spøgelser og børn rundt på vejene i Alken, i de tidlige aftentimer, på mandag. De fleste børn går rundt til de huse de “kender”, mellem 17 og 20. Hvis man synes det kunne være hyggeligt at få besøg af disse små skumrings-væsener, så kan man sætte et græskar eller en lygte med lys i, ved huset, vejen eller hoveddøren - så ved børnene at de må komme på besøg. De er mest på jagt efter slik og søde sager. 
 
12. okt. 2022 * SIF-flaget her er rejst på langfart i selskab med en gruppe trofaste fodboldfans fra Alken og Laven. Turen går til Bukarest i Rumænien, hvor holdet fra Silkeborg skal møde landets mesterhold FCSB i turneringen Europe Conference League. Flaget er skabt af Karin Fosdal, og går det, som det plejer, vil det tiltrække et tv-kamera, og så kan SIF'erne vinke hjem til Alken. Her fra landsbyen deltager Jan Andresen, Eric Ballowitz, Poul Ravn og Poul Westesen. (Tekst: Peter Abildgaard)
25. sept. 2022 * Modlys. Det er dagen efter jævndøgn. En af Alkens fine heste nyder en smuk solnedgang over engene. (Foto Peter Abildgaard)

Hesten på billedet hedder Joy. Jeg købte hendes mor for 11 år siden, importeret fra Holland, skriver Birgit Bune. Efter et halvt år hos mig syntes jeg, at hendes krop ændrede sig, og kaldte på dyrlægen. Det viste sig, at hun havde medbragt en blind passager, som ingen vidste af. Der kom et føl en måned efter - og det var Joy. Det var et eventyr, for vi vidste jo ikke, hvem faderen var. Men vi kunne se, at hun var en ægte fuldblods araber og fik opsporet faderen gennem den hollandske avlsforening, så hun kunne få sig en stamtavle. Så jeg fik en ekstra hest, kvit og frit. Hun er en dejlig gave.

 
18. sept. 2022 * Mette samler sammen til børnehjem i Ukraine. Jeg har en kollega, der tager til Ukraine for at hjælpe til på et børnehjem, skriver Mette yde fra Anes Høj. Der er tale om, at nogle børn har mistet deres familier i krigen. Hvis nogle ligger inde med ting og sager, de ikke skal bruge mere, ja så kan det doneres til børnehjemmet. Jeg henter gerne. Jakker, varme trøjer, sko, legetøj, skolegrej, rulleskøjter mm. Kan kontaktes på tlf. 21830737. Skal bruge tingene senest torsdag 22. september eller fredag 23. september.
 
  
6. sep. 2022 * Red Barnet. Behørigt på afstand af toget samlede Elia og Kristen søndag ind til Red Barnet på et af Alkens mest befærdede steder. (Foto: Kristen Hofgaard Warming)
 
31. aug. 2022 * Tyverier fra ulåste biler. Søndag aften har en række bilejere i Alken fået stjålet værdier fra ulåste biler - flere dankort, hævekort, kørekort og sygesikringsbeviser, fremgår det Alken Facebook Gruppe.
 
29. aug. 2022 * Nada-café igen. Nu begynder de mørke aftner og måske også behovet for lidt ekstra omsorg for sig selv. Og endnu en gang bliver der mulighed for jævnlig Nada-behandling hos Karin Fosdal. Man kan også møde Hanne Ravn, Estrid Bek og Vibeke Sandberg som behandlere. Nada-cafeen foregår på Alkenvej 67c via kælderindgangen mandage og torsdage fra kl. 17-18.15 - første gang mandag 10. oktober - sidste gang torsdag 24. november. Læs pjecen. Eller ring til Karin for at høre nærmere - 6131 7237.
27. aug. 2022 * Røgelse, blomster og lys. Fredag aften tog Birgit Bune og Tove Nyholm ud til Boesvej med røgelse, blomster og lys med et ønske om at bringe en form for healing til stedet - og kunne se, at naboer og andre også havde været der (Foto: Tove Nyholm)

27. aug. 2022 * Vantro, forfærdelse og medfølelse. Begivenheden, der i denne uge foregik i vores lokalområde, har ramt dybt ind ikke blot hos alle naboer, venner og bekendte til de tre nu afdøde og deres pårørende. Men også hos alle os andre. Vantro og forfærdelse over forbrydelsen blander sig med medfølelse over for efterladte børn og andre pårørende. På alken.dk har vi viderebragt politiets oplysninger og undlader indtil videre at nævne de navne, som mange af læserne nu kender til - uanset hvor tæt på man selv har været. Ifølge politiet er alle pårørende nu underrettet. Og efterforskningsarbejdet i området vil fortsætte en tid endnu.  (Af Knud Abildtrup)

25. aug. 2022 * Dobbeltdrab. En midaldrende kvinde og mand er fundet dræbte mellem Ry og Skanderborg, oplyser Sydøstjyllands Politi. Det er politiets klare formodning, at der er tale om en 54-årig kvinde og en 55-årig mand, der er fundet på deres bopæl. Det er ligeledes formodningen, at en død mand, der er fundet i en skov i nærheden er kvindens 58-årige tidligere mand. På baggrund af omstændighederne ved hændelsen og på baggrund af den allerede gennemførte efterforskning, er det Sydøstjyllands Politis foreløbige vurdering, at der er tale om, at kvindens tidligere ægtefælle, der er bosiddende i København, er kørt til gerningsstedet og har dræbt kvinden og dennes nuværende samlever på deres fælles bopæl. Han har derefter begået selvmord.
Det betyder dog ikke, at sagen er afsluttet. Der følger nu helt rutinemæssigt en omfattende og bred efterforskning for at afdække om der måtte være forhold, der taler imod det beskrevne hændelsesforløb. Indledningsvist skal der gennemføres endelige identifikation og obduktion af de afdøde. Der skal ligeledes fx gennemføres tekniske undersøgelser, eventuelt laves yderligere søgning med hunde, foretages afhøringer af vidner og efterforskes i forholdet mellem parterne og forløbet op til hændelsen.
Det var onsdag ca. kl. 16.30, at Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse om, at en mand var fundet dræbt på bopælen ved Skanderborg. Ved politiets ankomst kort efter fandt man også den dræbte kvinde. I forbindelse med den indledende efterforskning på gerningsstedet fandt politiets hunde ved 19 – tiden kvindens tidligere mand død i et nærliggende skovstykke.
På baggrund af disse fakta målrettedes efterforskningen i nat mod den nu formodede gerningsmands færden m.v. På pågældendes bopæl i København fandtes klare indikationer på, at han ønskede at begå selvmord. En foreløbig undersøgelse i politiets registre viser også, at bruddet mellem de tidligere ægtefæller, der blev skilt i 2017, har været konfliktfyldt og turbulent. Dette element vil indgå i de videre undersøgelser. Efterforskningen fortsætter nu som beskrevet. Sydøstjyllands Politi har aktuelt ikke flere oplysninger til offentligheden i sagen.
 
18. aug. 2022 * Åben Vild Have hos Eva. Oplev Eva Nikolajsens markhave skabt fra bar mark på syv år. Her er der blomstrende hjemmehørende planter, kvashegn, vandhuller, grøntsagsbed, regnvandsopsamling og kompost. Markhaven ligger uden for byskiltet, ned mod banelegemet. Haven er åben i weekenden 20. og 21. august kl. 11–16. Gratis entré. Foreningen Praktisk Økologi.
 
18. aug. 2022 * Fra 100 til 110 elever. Vi er i dette skoleår i alt 110 elever, når de sidste tre børn ruller ind i 0. årgang til november, fortæller skoleleder Lars Søgaard Andersen. Den nye årgang har i alt 20 børn, og i alt er det en stigning fra 100, så den gode udvikling i elevtal fortsætter. Indskolingen har 58 børn fordelt med 20 i 0. årgang, 23 i 1. årgang og 15 i 2. årgang. 3-4. klasse har 23 børn fordelt med 8 børn i 3. og 15 i 4.
5-6. klasse har 29 børn fordelt med 11 børn i 5. og 18 i 6. Naturbørnehaven ligger stabilt på omkring 20 børn. Børnehaven har ca. 45 børn, hvoraf de 10 er i vuggestuegruppen. Alt i alt er vi ca. 175 børn fra 0 til 12 år, og vi oplever fortsat god interesse fra både lokalområde og vores nabodistrikter. Det er en god fornemmelse, at de tunge prognoser, som blev trukket frem i forbindelse med skolelukningen er gjort til skamme.
 
  
8. aug 2022 * Gud mildner luften for de klippede får. Således også på markerne lige øst for Alken. Sentensen er bl.a. brugt i den 268 meter lange frise, som løber på Christiansborgs gange. Den blev udført af den satiriske maler, Rasmus Larsen, ved Borgens indvielse. Han blev af samtiden kaldt 'den onde maler'. Der er mange syrligheder. En anden lyder: Ikke enhver hane, der galer, melder en ny dag. Men fårene i Alken kender ikke til satire. De håber bare, at uldtotterne er vokset ud igen, inden kulden kommer. (Foto og tekst: Peter Abildgaard)
 
  
2. juli 2022 * Kvas søges! Vi har fået et kvashegn på skolen, skriver Trine Fredsøe Hassl. Det er blevet opført for enden af sportspladsen, doneret af Renosyd. Alle i lokalområdet er inviteret til at fylde de lokale hegn med kvas fra haven i stedet for at køre det på genbrugspladsen. For hver eneste trillebør med grene er man med til at producere mindre affald og mere natur.

Et kvashegn er et hegn, hvor man banker pæle i jorden i to rækker. Så fylder man mellemrummet op med grene fra haven og kommunens grønne områder. Det skaber levevilkår til fugle, insekter og smådyr. Desuden binder 1 m3 kvas 400 kg CO2.

Det er vores affaldsselskab Renosyd, der sammen med Odder og Skanderborg Kommune, kvit og frit opfører kvashegn hos os og ved en lang række andre skoler og fællesarealer. I alt bliver der mere end 1 km kvashegn.

Renosyds formål er at finde gode veje til at nedbringe de 134 kg haveaffald, som hvert enkelt menneske i Skanderborg og Odder årligt producerer – affald som ikke behøver at være affald. Grene og kviste er en naturressource, hvis de ender i et kvashegn og ikke på genbrugspladsen, hvor de skal forarbejdes.

Hvorfor kvashegn på en skole? Vi har sagt ja til et kvashegn, fordi vi som skole gerne vil bidrage positivt til de stigende mængder affald, den truede biodiversitet, og være med til at nedbringe CO2-udledningen.

Vi har også et mål om, at kvashegnet skal lære os mere om ressourceforbrug, affald og natur. Desuden spiller kvashegnet sammen med Folkeskolens første formålsparagraf, hvor der står, at skolen skal bidrage til elevernes forståelse for menneskets samspil med naturen. Med et kvashegn får vi et biodiversitetslaboratorium lige uden for vinduerne, hvor vi kan gå ud og følge med i, at insekterne flytter ind, og at kvaset langsomt nedbrydes. Hegnet bliver opført med solide pæle, og man må gerne lege i det.

Vores kvashegn vil blive fulgt af biologer fra Aarhus Universitet, som vil forske i, hvilke dyrearter, der kommer til at bo i hegnet. Viden fra kvashegnet bliver desuden til undervisningsmateriale, der sammen med affaldsagendaen vil danne rammen om mulige læringsforløb. Kom med havens kvas allerede fra i dag.

Vi håber, at I alle sammen flittigt vil fylde skolens kvashegn med grene, kviste og hækafklip fra haven. Spred også budskabet til naboer. Kvashegnet er altid åbent i modsætning til genbrugspladsen.


 
1. juli 2022 * Endnu mere natur ved skolen. Nordea-fonden har doneret 50.000 kr. til at gøre store dele af skolens grund til en natur- og sanseoplevelse for både børn, voksne og biodiversitet, oplyser Ugebladet Skanderborg. Trine Fredsøe Hassl fra Bjedstrup leder projektet.
 
21. juni 2022 * Skoldkopper. Knap er corona-bølgen klinget ud lokalt, så er der gang i ny smitte. Den ene børnefamilie efter den anden melder om skoldkopper i den store stil. Nogle af de alleryngste ser ud til at klare det lettere, men flere skolebørn har haft drøje omgange.
 
  
 
 
 

 
  
  
   
13. jan. 2022 * Femte gang Nada-café - i januar, ikke marts. Karin Fosdal oplyser, at der igen bliver Nada-café på en række mandage og torsdage kl. 17-18.15 på Alkenvej 67c. Se nærmere om, hvad det går ud på, på opslaget. Første gang mandag 24. januar - sidste gang torsdag 10. marts. Udover Karin er også Vibeke Sandberg, Hanne Ravn og Estrid Bek Nada-behandlere. (Ved en fejl stod der i første omgang startdato i marts ...)
 
  
 Foto: Tor Birk Trads 
10. jan. 2022 * Alle prognoser sprængt. Bjedstrup Skole har sprængt alle prognoser og forudsigelser, når det gælder elevtal, fortæller skoleleder Lars Søgaard Andersen:
  • Skoleår 2018/19: 69 elever
  • Skoleår 2019/20: 69 elever
  • Skoleår 2020/21: 83 elever
  • Skoleår 2021/22: 100 elever

Det er en stor stigning. I efteråret 2020, hvor vi var lukningstruede, blev der lavet forhåndsindskrivninger til skolen, og selv ikke her kunne vi spore så stor en stigning. Mine egne optimistiske gæt er også blevet overhalet. Det ser ud til, at vi også til kommende år kan se endnu en stigning. Vi har i 8 elever i 6. klasse, og jeg regner med, at der til den kommende 0. klasse indskrives 20 børn. Det giver med lidt hovedregning 112 børn til kommende år. Der er flere årsager. Først og fremmest er der flyttet rigtig mange børnefamilier til området. Samtidig har vi oplevet en lille stigning i børn fra andre skoledistrikter, og endelig vælger en større og større andel af distriktets børn skolen til. Tidligere har op mod hver tredje familie fra vores distrikt valgt andre skoler. Både naboskoler og friskoler.

Lokalsamfundet har gjort et stort stykke arbejde for skolen i forbindelse med skolelukningen, og vi arbejder hårdt på, at Bjedstrup Skole skal være det naturlige første valg for børnene i vores distrikt, så jeg er naturligvis meget glad for denne udvikling. Og så viser tallene, at Bjedstrup Skole er levedygtig og bæredygtig. Af de 100 børn er ca. 85 indmeldt i SFO/Klub. Også vores dagtilbud er vokset. Hvor vi for få år siden havde en børnehave med 35 børn, har vi nu Naturbørnehave med 20 børn og Bjedstrup Børnehave med 46 børn, hvoraf 11 er vuggestuebørn. Så alt i alt er de seneste års udvikling i børnetal bare en rigtig god historie.


 
25. nov. 2021 * Keramikværksted åbent. Keramiker Tove Lundby Thorvaldsen, Mossøbrå 27, holder åbent i sit keramikværksted i weekenden 11.-12. december kl. 10-17, hvor alle er hjertelig velkomne. Der er kaffe og te på kanden, gaveideer på hylderne.
 
25. nov. 2021 * Findus er tilbage. Else Sandberg Kristensen skriver, at hendes kat Findus er vendt tilbage - i en noget slankere tilstand. Han blev fundet ved søen og er tilsyneladende ok. Alle er glade igen.
 
 6. nov. 2021 * God Alken-repræsentation til Folkets Klimamarch. Omkring 35 fra Alken og omegn deltog i den Folkets Klimamarch, der i Skanderborg foregik som et af 25 steder i hele landet og samlede 165, fortæller Hans Hornbek, en af arrangørerne. Pernille Schiøtz sang en klimasang, Troels Dilling-Hansen stod bag. Det hele gik ud på at kræve klimahandling af lokalpolitikere.
 
 1. nov. 2021 * Alken-folk med i Folkets Klimamarch. Folkets Klimamarch foregår i år i 25 kommuner i Danmark, nu også i Skanderborg: Lørdag 6. november kl. 13-15 foran kulturhuset. Marchens formål er at vise lokalpolitikerne op til kommunalvalget, at vi er en voksende gruppe af bekymrede borgere, som kræver klimahandling af vore lokalpolitikere bl. a. ved at
  • Indregne en pris på 850 kr. pr. ton udledt CO2 i kommunens indkøb og investeringer
  • Give plads til mere vild natur, ved at beskytte de biologisk mest værdifulde arealer
  • Sikre nye grønne arbejdspladser

Er du enig i dette, så mød op og støt sagen sammen med ligesindede. Yderligere info kan findes på folketsklimamarch.dk eller Facebook.
På initiativgruppens vegne Hanne Lisbeth Nielsen og Hans Hornbek.

 
16. okt. 2021 * Bæredygtig saunaklub. Kære alle - vi er en gruppe der gennem en periode har arbejdet med at lave en bade- og sauna klub, skriver Pernille Benzon. Tanken er at lave en bæredygtig sauna med et koldtvand-bassin i nær adgang til søen. I første omgang i mobil form og senere med permanent placering. For at gå videre skal vi lige mærke interessen. Skriv til mig, hvis I kunne være interesseret i at bruge en sådan og blive medlem af "det varme fællesskab" – på benzon.pernille@gmail.com.
 
25. sept. 2021 * Julie med i demokrati-debat. Julie Abildgaard er med i et panel i en af debatterne under DemokratiDag, som Hotel Democracy står for lørdag 9. oktober kl. 10.15-11.15 i Store Sal i Kulturhuset. Temaet er "Hvordan kan nærdemokratiet praktiseres" - med afsæt i forløbet om skolelukninger? Se hele programmet.
 
 20. sep. 2021 * For femte gang åbner Nada cafeen på Alkenvej 67c hos Karin Fosdal mandage og torsdage kl .17-18.15. Start 11. oktober - uge 41 - til 25 november - uge 47. Der vil blive lagt folder hos Købmanden i uge 38. Se nærmere om Nada-cafeen.
 
  
 1. sep. 2021 * Åbent i Jens Thors tiny house. Flere folk og firmaer, der har det til fælles, at de gerne vil bygge i træ og med ventilationsvinduer for at skabe et sundt indeklima og mere miljøvenligt hjem i boliger, er gået sammen om en åbent hus-dag søndag 19. september kl. 15, hvor Jens Thors tiny house ved Enggården kan beses. Bemærk: Tilmelding til info@fabulas.eu.
 
  
29. juli 2021 * Vejboden og køkkenhaven på Alkengård. I køkkenhaven på Alkengård har vi lidt forskelligt grønt, der løbende vil blive sat til salg i vejboden, skriver Rikke Munksgaard. - Vi har forsøgt os med aspargeskartofler i år, men må erkende, at de endnu ikke er store nok. Lige nu er der godt gang i squash, salat, bladbeder, løg, rødbeder og flotte store fennikel. Det vil komme i vejboden, som vi nu får det høstet. Derudover har vi en del gamle høns, som ikke lægger så mange æg længere, men af Carl Johan Bruun Hansen på Johannesminde har jeg købt nogle unge høns, som snart begynder at lægge æg, så der vil komme flere i vejboden i løbet af sensommeren. Alt er dyrket uden kemi og med gødning fra egen besætning af høns og heste, samt vores nye uldgødningspiller.
Såvidt Rikke, hvis mand, Per Nielsen, driver Hedegaard Lam. Så deraf det med uldgødningen.

 
19. juli 2021 * De fem nye i Alken. Go’daw. Jeg er den bedste tyr i Alken. De kalder mig Boss. De fire kvier her er mine forlovede. De hedder Isabella, Elfriede, Alba og Daisy. Muuuli’vis får vi børn sammen. Det håber vores mennesker også, Jonas og Anna. Egentlig skulle vi bo på deres gård ved det andet byskilt. Men i disse uger græsser vi på marken ved Henrik i det, de gode mennesker kalder Alken West End eller Alken-haverne. Om få dage skal vi hjælpe dem med at græsse på en anden mark ved Dakbjerg. Til sidst skal vi hjem til Jonas og Anne. Hvorfor, at vi ikke må være hjemme lige nu? Det er noget med, at om sommeren gror der sjældne blomster på deres mark, Maj-gøgeurt. Jonas og Anne har lovet kommunen at passe på urterne. Vi fem har lovet at hjælpe, og det gør vi ved at græsse på denne særlige mark om foråret og efteråret. Så bliver der plads til gøgeurten.

Men om sommeren, når blomsterne er der, er det bedst, at vi holder os væk. Ellers kunne vi muuuuli’vis tage fejl og spise en blomst. Vi synes nemlig, at de smager godt. Vi er af den skotsk-engelske race Galloway, men vi fem er født i Danmark. De fire piger har samme far, siger Jonas, men de har ikke samme mor. Jeg er ældre end dem, og vi er ikke søskende.
Vores store familie af Galloway-kvæg kan have andre farver. Som du ser, er vi lyse. Læg mærke til vores store klove. Vi er gode til at gå i pløre på engen eller ved mosen. Vi kan lide at være ude hele året. Om vinteren får vi en fin pels af uld. Jonas og Anna har to drenge, Emil og Anton. Vi kan godt lide, når de besøger os, for så har de gulerødder med. (Interview og foto: Peter Abildgaard)



 
11. juli 2021 * Politi kaldt ud til fest. Helle Petersen beklager på smalltalken, at nogen har følt sig forstyrret af en fest lørdag og ringede efter politiet. Hun ville foretrække en direkte henvendelse og spørger på Alken Facebook Gruppe, om vi fremover skal varsle en fest i Alken på de sociale medier?
På alken.dk følger vi med på de sociale medier - også hvis der kommer gode svar på det med eventuelt at varsle fester - men man er også velkommen til at bruge smalltalken.
Ikke alle bruger Facebook.

 
7. juli 2021 * Held i uheld. Ved de pludselige stormstød tirsdag eftermiddag - hvor et lynnedslag i en transformator tog strømmen - væltede et træ ind over Alkenvej nær Illerup Ås udløb. Ud af seks biler, der blev stoppet af stormfaldet, var de tre tilfældigvis udrustede med motorsave i bagagerummet, så både stammen og flere mindre træer, der røg med i købet, hurtigt blev savet over og vejen gjort farbar igen.
 
  
4. juli 2021 * Vandvidscyklisme. I kådhed og efter indtagelse af op til flere Sports Colaer fejrer Ole Nielsen her 4-0-sejren over Wales med en tur på en sagesløs barnecykel. Ole er sidst set på vej mod Svejstrup. (Foto: Eric Ballowitz)
 
  
14. juni 2021 * Langt uden for Enggården kunne det søndag høres, at der var inciterende flamenco på besøg hos Ella Jørgensen og Henrik Grønborg. Henriks tømrerfirma har ombygget hestevogne til mobile scener og barer for Lakelands, og de blev indviet med et brag af en udendørs forestilling med Flamenco Teatret med flere fremtrædende spanske flamencokunstnere, sanger Rasmus Dissing, Fusion Triando og det klassiske ensemble Lydenskab. Thorbjørn Carl Hjalager fra Lakelands stod for paella fra kæmpepander. "Flamencolegenderne" kan til august opleves i Musikhuset i Aarhus, og det kan bare anbefales - uden forbehold. (Foto: Peter Abildgaard.)
 
(Dronefoto: Rasmus Arentsen) 
6. juni 2021 * Det går rigtigt fint med Alken Have. 19 havelodder er i gang – nogle hvor enkeltpersoner kreerer og passer det hele, og andre hvor det er et familieprojekt med børn og forældre eller på tværs af generationer. Der kan blive endnu to lodder i kanten – det midterste er fælles blomsterhave. Hvis du/I er interesseret i et lod, er det sidste udkald i kommende uge. Derefter sår vi kålroe og majs i resten. I sommeren 2020 fremavlede mange børn deres eget græskar til Halloween i Alken Have. Der afsat plads i haven til, at det er muligt igen i år. Vi planter græskar søndag 20. juni kl. 10. Græskar er sat til forspiring og vi håber, de når at blive store og flotte. Vi ved jo ikke om der er nok, så hvis I har græskarfrø derhjemme, kan der forspires i vindueskarmen også.
Henrik har en masse sække med høvlspåner fra produktionen. De kan ikke bruges til strøelse hos husdyr, da der er en del støv i, men kan fint bruges i haven til stier eller til start af bål. I kommer blot forbi og henter, hvis det har interesse.
Venlig hilsen Henrik Grønborg og Ella Jørgensen, Enggården.

 
30. maj 2021 * Cykelrytter påkørt ved Vædebro. Søndag ved middagstid blev en cykelrytter under et løb ramt af en bil ved Vædebro, oplyser Horsens Folkeblad. En bilist overhalede feltet og da han trak ind igen, ramte han rytteren, der røg i asfalten og måtte på skadestuen.
 
  
10. maj 2021 * Bruger du udeområderne ved Bjedstrup Skole og Børnehus? Bjedstrup Skole og Børnehus råder over et område på over 4 hektar som benyttes af både skolen, SFO og Klub, børnehaverne, vuggestuen, dagplejerne, Dover GF, Fafner og alle os lokale. Skolen og Børnehuset er gået i gang med et større projekt, hvor der er fokus på at skabe flere levende udendørs læringsmiljøer til gavn for alle. Jeg er i gang med at videreuddanne mig inden for Permakultur og er blevet tilknyttet projektet, skriver Trine Fredsøe fra Bjedstrup. Jeg er interesseret I har høre fra jer, hvor og hvordan I bruger udeområdet på hele skolens matrikel, og/eller om I har nogle ønsker til hvad der skulle være anderledes? (f.eks stier, shelter eller hvad I nu kunne have af behov). Alle ønsker er velkomne, men selvfølgelig kan intet garanteres. I er velkommen til at skrive en mail på trinefredsoe@gmail.com. Jeg indsamler informationerne frem til 23. maj. Tak for hjælpen.
 
 25. april 2021 * Mogens og Margit har doneret flotte økologiske sættekartofler, som de har fået tilovers, til Alken Have. Har du planer om et kartoffelstykke, et stykke med grønt eller blomster eller at være en del af fællesstykket - så kom forbi søndage kl.16. Der mødes vi alle hvis muligt. Derudover passes og besøges haverne i eget tempo. Ring blot til Ella på 22597206, hvis du er forhindret om søndagen, men gerne vil være med alligevel. Vi ses med frø. Venlig hilsen Henrik Grønborg og Ella Jørgensen, Emborgvej 97.
 
14. apr. 2021 * Dover Sogn har flest nysmittede pr. indbygger i Skanderborg. Ud af de 26 sogne i Skanderborg Kommune er Dover for tiden sognet med højeste incidens - nemlig 204 i dag. Tallet dækker over fire nysmittede - onsdag var det tre. I hele kommunen er der i dag 11, og positivprocenten på 1,0 er også den højeste blandt sognene. Find udviklingen, tal og diagrammer her.
 
13. apr. 2021 * Roser fra børnene. Over hele landet har de mindste skolebørn haft travlt med at gøre rent i naturen. Også i Bjedstrups skoledistrikt. Tirsdag blev børnene fra indskolingen delt op og travede rundt langs vejkanterne i og uden for landsbyerne, selvfølgelig under opsyn. Men de var flittige. På den anden side var de også lidt skuffede, for der var næsten for pænt ude på ruterne. I Bjedstrup, Alken, Boes, Svejstrup og Illerup er vi åbenbart meget gode til at holde vores sti ren. Men til sidst blev affaldsposerne samlet i en bunke på Bjedstrup Skole og sorteret til genbrug eller småt brændbart. Største stykke viste sig at være en (måske tabt) hjulkapsel. Missionen var dermed fuldført af de tilfredse børn. På billedet ses de i Gl. Alken lige før afgang til de forskellige ruter. Landsindsamlingen er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening. (Foto og tekst: Peter Abildgaard)
 
  
                                                                                                (Foto: Margit Szlavik) 
4. apr. 2021 * Fornøjelse for øje og sind. Kære Alken-borgere. Vi har igen lejet jord af Søren Næsborg, som nu er klar til at blive en fælles have for dem, som har lyst til at deltage. Haven ligger på Enggården, Emborgvej 97. I kan få eget stykke jord til dyrkning af grønsager. kan være en del af blomsterhaven til bier, insekter og fornøjelse for øje og sind. I kan få udleveret græskarfrø til forspiring og så være en del af græskardyrkning til Halloween. I kan også bare komme forbi søndage kl.16. Der prøver vi at ”hakke i takt”, snakke på tværs af havelodder og sprede gode ideer. I anledning af påsken mødes vi kl.16 mandag 5.april. Formen på marken var sidste år en regnbue med blomster i haven. Her i 2021 bliver det en påfuglefjer.
Vi vil glæde os til at se jer. Venlig hilsen Henrik Grønborg og Ella Jørgensen.

 
  
23. marts 2021 * Op over huset, det er, hvad mange husejere og firmaer oplever, hvis de skal udvide på bagsiden og ikke har en stor indkørsel. Således også Thomas Glud og Kristina Bliksted, Emborgvej 111. De har hyret den lokale tømrermester Henrik Grønborg til at stå for udvidelsen, og i dag kom han med en meget stor kran og fem-seks tunge træ-elementer. Meget store Lego-klodser, kunne man sige. Det vakte opsigt i kvarteret, ofte omtalt som West End i Alken. Sagerne blev sænket med stor præcision på byggepladsen, og ved 16-tiden kunne Thomas og Kristina invitere til rejsegilde. Hvorfor udvide med ca. 50 kvadratmeter? De tre børn i familien, Jo Anna, Lily Marie og Ebbe Louis vokser i sagens natur, og rummene i det gamle og nye hus skal blandes efter alles behov. Thomas Glud er bibliotekar i Horsens, og nyt for ham er, at han også derhjemme får plads til en bogsamling i et af lokalerne. (Foto og tekst: Peter Abildgaard.)
 
21. mar. 2021 * Qigong udendørs. Vi træner Qigong ved Mossø eller på legepladsen i Alken hver onsdag kl.17.30 -19, skriver Susanne Emmysdatter. Kom og vær med. Nu hvor vi er tvunget til at være udendøre, har vi erfaret at det at træne Qigong ude i det fri er en ekstra stor gave. Qigong hører til i naturen, Qigong bevægelserne er inspireret af naturens former. Det er langsomme stående bevægelser, med fokus på åndedræt, elegance og sindsligevægt. Vi arbejder med grundfundamentet i Qigong energi, LydHealing Qigong og Nei Yang Gong. Kan du li at bevæge dig? Så kom glad – også selvom du ikke har prøvet Qigong før, Førstegang onsdag 31. marts er gratis. Derefter kan du købe klippekort på fem gange til 300 kr. Henvendelse: Susanne på tlf: 26257408, www.UrmoderensSang.dk, se også YouTube.
 
13. mar. 2021 * Ok med foto i bog? Mia Bay og Marianne Purup fra Foreningen Søhøjlandet/Greenways.dk vil gerne bringe dette billede (taget af Bendt Nielsen, der stiller billedet til rådighed) i en jubilæumsbog om Ry og omegn i anledning af, at byen fylder 150 år 2. maj. Sportspladsen i Alken er nemlig et af de 50 steder, der bliver omtalt i bogen. Er der nogen, der har indvendinger imod det, så skriv straks til mb@greenways.dk. Tusind tak fra Marianne Purup og Mia Bay. (Foto: Bendt Nielsen)
 
 
7. mar. 2021 * Midt i naturen. Nu er der ingen tvivl om, hvad der gemmer sig bag træerne i Bjedstrup. Tømrer Kristen Hofgaard Warming fra topkap.dk har lagt sidste hånd på de nye skilte på robiniestolper til skole og børnehus. (Foto: Iben Vind Abildtrup)
 
26. feb. 2021 * Blotter ved Mossøbrå. En af alken.dk's læsere, der i denne sag ikke ønsker sit navn nævnt, var onsdag ude for en blotter ved p-pladsen ved Mossøbrå. En mand med bare ben og kort nederdel satte sig på en bænk og begyndte at onanere. Med nummerpladen nøje indprentet kunne læseren kort efter skrive bogstaver og tal med en pind i jorden for at kunne huske dem og ringede til politiet, der med det samme ville tage affære.
 
  
8. feb. 2021 * Paola og Teddy. På landsplan er der under corona flere end ellers, der anskaffer sig hund. Og fra Anes Høj skriver Helga Lund - på opfordring - om, hvordan "det gode liv" kommer op til revision i denne tid: Strikketøj, fællessang, brødbagning og nu med hundehvalp: Teddy giver masser af glæde, motion, smårifter og smelter vore hjerter. Hun er såå søøød. (Foto: Helga Lund)
 
29. jan. 2021 * Fritidsklubben bringer ud. Fritidsklubben på Bjedstrup Skole går nye veje for at hilse på børnene under corona nedlukningen. Fredag kører pædagoger fra Bjedstrup rundt med en lille hilsen. Der kommer et brev og en lille ting i hver af børnenes postkasser.

”Vi har igennem de sidste par uger holdt online klub på Teams nogle timer hver uge, og vi har fået god respons fra børnene, men vi syntes at de skulle have en særlig hilsen i postkassen, noget mere håndgribeligt.” Siger Christina Gjern som er pædagog i Bjedstrup. Hilsenen består, ud over et brev, af et ”kreakit”: Nemlig en saml selv minikatapult af ispinde og elastikker (alt sammen selvfølgelig behørigt rengjort og af sprittet) så børnene kan bygge og skyde til måls i weekenden.

”Vi vil gerne nå ud til alle vores børn, for at sige at vi tænker på dem og at vi godt ved det er kedeligt at sidde derhjemme. Det er fint med teams møderne, men det er ikke alle som deltager og det kan være lidt svært at føle sig helt set og hørt på en skærm når man går i 3. klasse. Med den her lille ”gavepakke” håber vi at det enkle barn føler sig særligt set, udvalgt og tænkt på. Samtidig vil vi genskabe følesen af at du stadig er en del af vores fælleskabet. En kærlig hilsen, vi leverer som er fysisk konkret og tydligt viser der er lagt energi og tanke bag. Vi ved at børnene har det svært, keder sig og føler sig isoleret, uden fysisk kontakt til vennerne og fælleskabet. Vi prøver, i det små, at skabe trivsel og glæde.”

Hvis det bliver en succes har Bjedstrup klubben planer om at lave et kit mere i næste uge, som vil blive lagt frem i skolegården ved fritidsklubben. Så må børnene op på cyklen og ned og hente det. ”Så får vi også presset lidt frisk luft og motion ind.”


 
19. jan. 2021 * 11 børn nødundervises. Jeg tror, at vi har fået smittespredningen under kontrol, oplyser skoleleder Lars Søgaard Andersen fra Bjedstrup Skole, der op til jul havde fire smittede med corona. Vi har ikke konstateret yderligere smittede siden nytår, og vi har ikke haft nogen hjemsendt til testning og isolation. Børnehuset har fortsat åben, og vi har et fremmøde på omkring 65 %, så en del forældre har fortsat mulighed for at have deres børn hjemme. I skolen er der nødundervisning og nødpasning for de 11 tilmeldte. Der er skole hver formiddag, hvor de følger deres kammerater, som er hjemme. Hjemmeundervisningen udvikler sig uge for uge, og der bliver mere og mere online undervisning over computeren. Det fungerer under omstændighederne fint, men alle – både børn og voksne – håber, at vi snart kan få gang en almindelig skoledag.
 
   
12. jan. 2021 * Thallis' nye film om skolen. Vi har fået lavet dene fine video som trækplaster til vores fantastiske skole, skriver Feline Schiøtz. Videoen er lavet på initiativ af skolebestyrelsen og "Bevar Bjedstrup Skole" i forbindelse med en særlig corona-udgave af åbent-hus i både skole og børnehus. Den er filmet og klippet af Thallis Aslan Ville Vestergaard fra Kirstinelund. Thallis har selv gået på skolen fra 1996-2003. Den varer knap ti minutter.
 
4. jan. 2021 * Lima Empanadas produceres på Boesvej. De empanadas, der siden november har kunnet købes på frost i Købmanden i Alken, produceres nu i den tidligere gårdbutik på Johannesminde på Boesvej 13. Martin Juel Iversen faldt under en jordomrejse for empanadas-konceptet - og sin nuværende kone - i Peru. For to år siden åbnede han cafeen Lima i Guldsmedgade i Aarhus og siden lokalerne på Boesvej, hvorfra to ansatte både forsyner cafeen og vil sprede empanadas ud til hele Danmark via online bestillinger. Lima Empanadas satser på flere lokale samarbejder som i Alken. Carl Johan Bruun Hansen driver gården, efter Jan og Tine Thybo flyttede til Djursland, og har ikke noget forretningsmæssigt med Lima at gøre.
 
   
27. dec. 2020 * Anti-madspild på Alken Østergård. Med overskuds-grøntsager og blomster fra Rema 1000 i Skanderborg er der i mellemjulen tag-selv på Alken Østergaard, oplyser Morten Larsen, der henter lidt nye forsyninger, så der kan hentes grønt til og med mandag 28. december.
 
23. dec. 2020 * Drukneulykke i Vrold. Tirsdag eftermiddag var politi og beredskab med udrykning gennem Alken. Politiet oplyser, at det skyldtes en drukneulykke ved regnvandsbassinet, hvor motorvejen krydser Mossøvej.
 
17. dec. 2020 * Fire smittede. Vi fik i sidste weekend besked om to smittede, og det blev i løbet af mandag til fire, skriver skoleleder Lars Søgaard Andersen om corona-situationen i Bjedstrup Skole og Børnehus. Vi har i samarbejde med Sundhedstjenesten i Skanderborg og Styrelsen for Patientsikkerhed lavet smitteopsporing. Hele 3.-4. klasse, halvdelen af naturbørnehaven, og yderligere et bar børn fra børnehave/indskolingen har været sendt hjem til testning og i isolation. Heldigvis har vil til nu kun fået negative test-svar tilbage, så jeg håber, at vi har fået inddæmmet smitten. Det vil være rigtig træls at sende alle på juleferie sammen med coronaen. 3.-4. klasse er så småt genåbnet i dag.
 
   
11. dec. 2020 * Lysene på jernbanebroen slukket igen. Efter en klage har en kommunalt ansat desværre beordret Kristen og Marlies Warmings julelys på gelænderne ved jernbanebroen slukket og fjernet, men vi slipper for en bøde, skriver Kristen. Mange har ellers været glade for dem, og mange er kommet med søde kommentarer.
 
   
14. nov. 2020 * Ovis har skiftet navn til Hedegaard Lam. Fåreavler Per Nielsen fra Svejstrup fortæller til alken.dk, at det gamle navn jo betyder får på latin, og at det nye navn skal gøre det tydeligt, hvad det handler om: Får og lam. Det handler om gerne at ville sælge mere lammekød til private – hvilket for Alkens vedkommende foregår i godt samarbejde med Købmanden i Alken. Per opfordrer også Alken-kunderne til at følge facebooksiden Ovis med opskrifter hver fredag, der skal inspirere til lammeretter. Bedriften er vokset stille og roligt, så i år er der 300 moderfår, der her i november ilæmmes – bedækkes - så der forhåbentlig kommer omkring 500 lam til april. Vokseværket bringer Hedegaard Lam langt omkring – nu er fårene ikke blot i Alken Enge men også ved Øm Kloster, hvor der før gik geder. Firmaet er også kommet med i et projekt til fremme af biodiversitet med vinter-afgræsning ved Brabrand, og samler også data i et fårerådgivningsprojekt om slagtelams klimaaftryk for at blive klogere på, hvordan fåreavlere kan mindske CO2-udledningen.
 
Lars Søgaard Andersen – gør klar til en fest for børnene.  
2. nov. 2020 * Op med flaget – skolen er reddet. Flaget i skolegården var hejst allerede klokken 9 i morges. Men det var, fordi en gruppe børn fra børnehaven skulle flyttes og have første skoledag. Altid en festdag. Først klokken halv ti fik skolens leder, Lars Søgaard Andersen, en besked, som pludselig gjorde dagen MEGET festlig. Fra rådhuset på Fælleden meddelte direktør Frederik Gammelgaard, at et flertal i byrådet havde indgået et skoleforlig, som reddede landsbyskolerne fra lukning. Der ville komme et pressemøde en time senere med alle detaljerne. Det ventede Lars ikke på. Han skyndte sig at tage en runde i hver enkelt klasse, i børnehaven og lærerværelset. Overalt blev nyheden modtaget med jubel, lettelse og lidt rørelse.
- Men der var også enkelte, der udtrykte skuffelse over, at jeg ikke havde forberedt en fest, siger Lars. Men helt ærligt, så havde jeg ikke regnet med, at byrådet havde indgået en aftale så hurtigt. Du må gerne skrive, at de tog fusen på os. Men det er helt OK for mig. Jeg vil gerne holde en stor fest for børn, forældre og personale og for den sags skyld hele lokalområdet, men det kan vi jo ikke i disse tider. Lige nu er min tanke, at vi begynder med noget for børnene, måske på fredag.
 
   
5. okt. 2020 * Græskarlandet. I forne tiders fine tegneserie ’Radiserne’ havde den finurlige Thomas et flip med det mest 'oprigtige' græskarbed, hvor selveste den store græskarmand ville vise sig allehelgensaften, som nogle steder er kendt som halloween. I Alken Haverne hos Ella Jørgensen og Henrik Grønborg har børnene haft mange oprigtige græskar, og dem opsøgte de ved høstfesten i søndags og tog med hjem. Netop i skrivende stund anbefaler sundhedsmyndighederne, at børnene ikke går rundt og rasler til halloween, når den aften kommer, men nøjes med at feste i meget små og kendte grupper. På billedet ses optoget i haverne med børnene nøje delt med afstand ved det lange tov. Musikanterne er Margit Szlavik og Lene Bay. Ella og Henrik havde den nyhed, at jordstykkerne med Alken Haverne også kan benyttes næste år. (Foto og tekst: Peter Abildgaard)
 
   
26. sep. 2020 * Høstkomsammen i Alken Have. En initiativgruppe omkring Alken Have vil gerne invitere til høstkomsammen søndag 4. oktober kl. 14-18 med mad fra haven, børnenes præsentation af Halloween græskar, rundvisning i haven, hule- og halmbyggeri, gættekonkurrencer m.m. Måske kommer der også musik på Henriks nybyggede scene her på Enggården. Der vil være et program for dagen ved ankomst. Arrangementet er på Enggården, Emborgvej 97, er udendørs og følger corona regler. Derfor skal alle medbringe eget tæppe/stole til at sidde på, kaffe og drikkevarer og en dyb tallerken og ske til græskarsuppen. Både suppe, squashkage og gulerodsboller vil blive serveret på coronasikker vis.
Tilkendegiv gerne om du har lyst til at deltage på enten Alken facebook gruppe eller ved mail til Ella (ejor@via.dk). Så får vi en fornemmelse for deltagerantal og suppemængde.
Med de bedste hilsener Jan Mikael og Anne-Mette Granner, Jens Thor, Lone Adamsen, Margit Szlavik, Birgitte Abildgaard, Henrik Grønborg og Ella Jørgensen
 
8. sep. 2020 * Nye i bestyrelsen for skole og børnehus. Forleden blev der nyvalgt forældrerepræsentanter, oplyser bestyrelsen på facebooksiden. Rasmus Hedegaard Sørensen fra Svejstrup, far til Aske i børnehaven og Sigurd i dagplejen. Ida Mølgaard Gundersen fra Svejstrup, mor til Agnes i børnehaven (starter i skolen til november) og Eske i Naturbørnehaven og lille Asser, der forsøder bestyrelsesmøderne med babylyde. Line Sangild Thimmer (suppleant) fra Alken, mor til Selma i Naturbørnehaven og Sofus, der bliver et af de første børn i vuggestuen. Mikkel Mørk Hegnhøj (ene halvdel af formandsskabet) fra Boes, far til Sofie i børnehaven (starter i skolen til november) og Villads i 5. klasse.
 
 2. sep. 2020 * Lille vuggestuegruppe i børnehuset er vedtaget. Leder Else Sørensen oplyser, at der 1. oktober kan begynde fire og 1. november yderligere fire vuggestuebørn - med den nødvendige pædagog-normering. De eksisterende bygninger skal rumme nyindskrivningen.
 
29. aug 2020 * Majestæten i området. Midt i ugen drejede en limousine fra Skanderborgvej ned mod Alken, oplyser Tom Frandsen, der selv kom kørende og pludselig så, at det var 'Krone 1' med dronningen på bagsædet og livvagter i en bil bagved. Måske har majestæten hørt om en lukketruet landsbyskole, der godt kunne bruge en slags royal benådning?
 
   
16. aug. 2020 * Boder og tøjstativer rundt i byen. Julie Abildgaard, Emborgvej 137, har opfordret til loppemarked i dag søndag rundt om ved carporte og terrasser, og det er blevet fulgt op af Helga Lund og Torben Nielsen, Anes Høj 2, der sælger tøj, sjove hatte, klovnenæser, kegler og tasker, mens Gitte Møller Madsen, Emborgvej 102A, har en børnebod, hvor det hele koster 2 kr. Maria Malmø og Asger Jacobsen har åbent fra 10-12.30 på Alkenvej 66, og der er også noget at finde hos Jytte Elleby på Søbjergvej 19, Helle Kjærsgaard på Emborgvej 143, Signe og Anne Grete Viborg på Alkenvej 167A, samt Sanne Gry Hansen, Emborgvej 102.
 
   
 (Foto: Lærke Lilholt)  
5. aug. 2020 * Fremtidssikring af Bjedstrup Skole? Vores lille vidunderlige skole har været omdrejningspunkt for et turbulent forår. Vi kan ikke tage Bjedstrup Skoles fortsatte eksistens for givet, og derfor har vi brug for at samle vores forældrekræfter, så vi sammen kan fremtidssikre Bjedstrup Skole og Børnehus. Sidste år inviterede bestyrelsen til årsberetning pakket lækkert ind i tapas og taletid om det nære og hverdagen. I år har corona sat en stopper for tapas, men vinbaren holder vi fast i, når vi skal høre om årets gang og sammen diskutere skolens fremtidssikring via en faciliteret debat, og sidst men virkelig vigtigt: ALLE interesserede forældre fra skole og børnehave kan opstille til skolebestyrelsen. Det foregår i salen, men tag en sweater med, for hvis sensommeren tillader det, foregår dele af programmet udenfor. Vi håber at se jer alle til en både hyggelig og vigtig aften onsdag 19. august kl. 19-21.30.

Hilsen bestyrelsen for Bjedstrup Skole og Børnehus, Jacob Hornbæk, Nina Hagbarth Bjerring, Marie Nybro Grimstrup, Majbritt Hvam Sølund, Anne Marie Thierry, Mette Billenstein Schriver og Lærke Lilholt Hansen.


 
   
21. juli 2020 * Alken fra 900 meters højde. Claus Madsens bror var i maj på svæveflyvetur fra Kalundborg, overfløj på turen Alken i 900 meters højde og fløj tilbage igen over Samsø.
 
24. juni 2020 * Hovedløs høne lagde æg. En af Alkens hønseholdere, Helle Petersen, Emborgvej, var forleden plaget af både sygdom og mår-angreb i hønsegården. Efter at have kappet hovedet af en syg høne, så hun den løbe videre, lægge sig igen og under sine sidste krampetrækninger lægge sit sidste æg.
 
15. juni 2020 * Bil ned af skrænt. Søndag eftermiddag skete et biluheld på Ryvej tæt ved T-krydset til Emborgvej. Føreren i en personbil, der kom fra Skanderborg-siden, mistede herredømmet og kørte ind i en modkørende bil, der ved sammenstødet ikke bare endte i grøften, men røg helt ned ad skrænten på marken ved Alken Østergård, oplyser Sydøstjyllands Politi. Der var ingen personskade.
 
   
24. maj 2020 * I Alken Have, som er et stykke jord i tilknytning til Enggården på Emborgvej 97, er der gang i små og store stykker have. Det er vildt hyggeligt, skriver Ella og Henrik Jørgensen. Der er stadig ledige jordstykker til fri dyrkning, og Henrik har lige harvet. Sammen med andre haveholdere har vi brygget på en ide om, at børnene kunne dyrke deres eget Halloween græskar. Mon der er interesse for det? Det kræver jo en lille indsats fra barn og familie og måske også indkøb af et græskarfrø eller to. Skriv en sms til Ella på mobil 2259 7206 eller kom forbi Haven søndag kl. 16 – så ser vi.
 
   
26. apr. 2020 * Alken Have. Så fik vi snakket om strukturen på haven, fik målt op og sat pinde i jorden, skriver Ella Jørgensen. Nogle er meget engageret i at få etableret og regnet ud hvordan vi får de rette blomster i regnbuen. Andre kigger på eget jordstykke og fælles laver vi et børnestykke. Har du frø, du ikke skal bruge alligevel, eller overskud af planter – så tager vi gerne imod. Vi har aftalt at mødes hver søndag kl.16. Har du lyst til at kigge på, være med eller blot komme forbi – så er du hjertelig velkommen. Der er stadig jordstykker der er ledige. Og – så har vi lige taget gulerødder op af jorden. Vi har for mange – så kom og hent ved 16 tiden søndag – til kaniner, gulerodssaft eller? Helt gratis. (Foto: Lene Bay)

 
25. apr. 2020 * Tre løse kvier. Tre Limousine-kvier er brudt ud af indhegningen fra Johannesminde på Boesvej, oplyser Carl Johan Bruun Hansen. De løb ned mod Mossø og i retning mod Alken. De er blevet meget sky, men var ellers nogle rolige dyr, siger Carl Johan, der kan træffes på 2396 4540.
 
   
 Victoria Juul Frommelt, Ingrid Liim Bomholt og Sif Mikkelsen Lihn regner så det knager, så de kan nå i mål med dagens matematikløb. (Foto og tekst Ida Mølgård Gundersen)  
19. apr. 2020 * Gode udearealer gjorde åbningen af Bjedstrup Skole gnidningsfri. Med lidt hjælp fra lokalsamfundet og nogle gode, fysiske rammer gjorde det forholdsvis problemfrit at genåbne Bjedstrup Skole efter omkring halvanden måned med corona-lukkede døre. Spørger man lærer Lars Bitsch Skifter har krisen ført til en smuk læring blandt skolens børnSom væddeløbsheste sætter nogle i spring hen over sportspladsen ved Bjedstrup Skole. Andre tager det mere stille og roligt. Matematik er på skemaet for fjerde- og femteklassen, og lærer Lars Bitsch Skifter har forsikret de 12 elever om, at øvelsen går ud på at blive skarp i addition og radiusberegning og den slags – ikke at komme først. Clara Kjær Anderson og makkeren tager det derfor stille og roligt: ”Jeg vil hellere have flere rigtige end at komme først, siger Clara, hvis stærke matematiske selvtillid hviler i de målrettede og stabile skridt, som har retning mod den næste post. Rundt om på træer og buske har matematiklæreren hængt små opgaver, som eleverne skal finde og løse. Selv står han på en solbeskinnet plet på sportspladsen og tager imod de løbende resultater, som eleverne skal have godkendt. Det er ikke usædvanligt for undervisningen, at den foregår i det fri. For udeskole er en fast del af skemaet en gang om ugen for alle skolens elever, hvilket har gjort omstillingen med Corona-forholdsregler overkommelig. - Det er gået gnidningsfrit med at åbne skolen. Vi har en kæmpe fordel, fordi vi er en lille skole med store udearealer, og vi har masser af erfaring med udeundervisning, siger Lars Bitsch Skifter. Naturskolen mellem Skanderborg og Ry sætter sig på førstepladsen som kommunens mindste med 75 elever. Hvis vi ikke kan klare det, så er der ingen, der kan, var skoleleder Lars Søgaard Andersens første tanke, da statsministeren bekendtgjorde, at skolerne skulle genåbne til og med femte klasse efter påske. Alligevel åd forberedelserne til åbningsdagen en god bid af hans påskeferie: - Dagene gik blandt andet med at opmåle lokaler, tælle håndvaske, skaffe telte i lokalsamfundet til udeundervisning og skrive beskeder til personale og forældre.  Onsdag kunne skolen slå dørene op for de håndvaskende elever. - Jeg er utrolig glad for, at vi ikke skulle tage imod og koordinere håndvask og klasselokaler til 500 børn ligesom på de store skoler, siger skolelederen. - Nejnejnej, har I allerede lavet det?, udbryder matematiklæreren Lars Bitsch Skifter. Tilbage på sportspladsen er Ida Nybro Grimstrup og Enna Hagbarth Bjerring i mål med matematikopgaverne. Med fejlfri besvarelser, tilmed. På sin indre lystavle gennemgår han dagens læreplaner og når frem til, at pigerne fortjener tidlig pause. Det var for nemt med plusstykkerne, konstaterer Enna, mens hun og makkeren har kastet sig ud i en armgang på sportspladsens klatrestativ. Pigerne beklager sig ikke over udeundervisningen:  - Vi er meget mere ude nu. Og det er sjovt, for det er kedeligt at sidde stille indenfor, siger Ida, selvom det indimellem kan være en fordel at være indenfor. Det er også rart at være inde indimellem. For eksempel når vi har musik. Ud over nogle telte, som leder tankerne hen på vejfest, et obligatorisk sæt med håndsprit, spand og klud i klasselokalerne og nogle borde, som står længere fra hinanden, end de plejer, ligner det meste sig selv på Bjedstrup Skole. Men spørger man læreren Lars Bitsch Skifter, lurer også nogle mindre synlige følger af krisen blandt skolens børn. Nemlig en vigtig læring: - Børnene er vant til at leve i en verden, hvor intet rigtig kan gå galt, siger han. Nu mærker de, at ikke alt er ligegyldigt: - Nu må vi stå sammen, både som skole og som samfund om at skabe en fælles kultur, hvor vi holder afstand og vasker hænder. Eleverne mærker, at deres handlinger kan have konsekvenser for andre end dem selv. Det er godt for dem at opleve. Det er faktisk ret smukt, slutter han. #BevarBjedstrupSkole - Hjertet i vores lokalmiljø.

 
   
19. apr. 2020 * Fåreflokken flyttes. Folk fra Ovis i Svejstrup flyttede i denne weekend får og lam fra den ene til den anden græsning, og Jan Mikael Granner fangede flokken ved viadukten. (Video: Jan Mikael Granner)
 
5. apr. 2020 * Mosbjerg Folkefest aflyser. Mosbjerg Folkefest, der nu kalder sig selv 'Danmarks største patriotiske sammenkomst' bliver ikke til noget i år. Foreningerne bag, Den Danske Forening og Grundlovsforeningen Dansk Kultur, har aflyst på grund af regeringens retningslinier. Programmet ville have budt på talere fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Dansk Samling.
 
 
   
 På billedet ses det lokale, som onsdag skal tage imod syv nye skolestartere. De får en første skoledag ud over det sædvanlige og vil formentlig huske den i mange år. (Foto: Bjedstrup Skole)  
14. apr. 2020 * Glade gensyn bliver den store dagsorden, når Bjedstrup Skole og Børnehuset åbner onsdag morgen. I påskedagene og især denne sidste tirsdag har skolens ledelse, pedellen og alle de andre voksne lavet planer, flyttet borde og købt håndsprit – samt en hel masse andet. For at sikre tilpas adskillelse mellem børn og voksne ved åbningen onsdag, er der aftalt disse tider for aflevering i skolegården: Kl. 8.20 møder de yngste. Kl. 8.30 møder 2.-3. klasserne og kl. 8.40 møder 4.-5. klasserne. Der er regler om afstande mellem bordene, om håndvask og ophold i de forskellige lokaler, så den ellers normale sammenblanding og fælles leg kan undgås. Nu skal det foregå i mindre grupper. Alt dette er meldt ud til forældrene på det såkaldte Aula-system. Kun for nogle få har forældre valgt at lade børnene blive hjemme indtil videre, men ellers venter børnehusets leder, Lars Søgaard Andersen, at 65 ud af 69 elever møder i skolen og 30 i børnehaven samt fire i naturbørnehaven. At alle børnehavens børn alligevel bliver sendt udendørs det meste af tiden er en anden del af planen. Lærerne har forberedt undervisning i skolen, så alle fag dækkes så vidt muligt. - Men det er ikke sikkert, at f.eks. engelsk- og matematik- timerne bliver, som de plejer. Men det bliver godt, at vi kan mødes igen, siger Lars. I skolen har man en særlig begivenhed, rulledagen. Den foregår normalt 1. april og er oprykningen fra det ene klassetrin til det næste. I år bliver det denne onsdag. Dermed vil seks børn fra børnehaven blive rykket op i børnehaveklassen og få deres første skoledag, lidt forsinket. Lars tilføjer, at der har været opbakning med telte udefra, så det bliver muligt at finde den plads, som de nye afstandsregler mellem bordene kræver. Teltene skal rejses i løbet af onsdag med hjælp fra de ældste elever og en kasse med nye tommestokke. Så kan børnene lære matematik på den måde. Denne travle tirsdag sammenfatter Lars på denne måde: - Jeg er spændt, men jeg er også glad. Det bliver en skolestart, som vi aldrig har oplevet før. (Tekst: Peter Abildgaard)
 
   
 12. apr. 2020 * Alken Have - info og møde søndag 19. april kl.16 – se nederst i opslag. Kære alle have-, kunst- og fællesskabsinteresserede. I februar inviterede vi til åbent hus på Enggården. I samme indbydelse inviterede vi til at være med i en fælles have – kaldet Alken Have. Vi har fået lov at leje en ½ hektar af jorden af nuværende forpagter Søren Næsgård - det markerede område med grønt og blomster på ovenstående billede. Corona og sent forår har sat vores initiativ lidt på pause, men nu ser vi igen muligheder. Nogle har allerede meldt sig som interesserede deltagere. Der er plads til flere, så her lidt om hvad vi tænker. Der må kun dyrkes økologisk, og der skal være mange blomster. Der bliver sået en blomsterkant langs Emborgvej på hele marken, og vi forsøger at få en kant om vores del også. Ella drømmer om at så en regnbue af blomster på marken, se illustration nederst. Når man kommer gående fra Alken skråner marken lidt- så måske kan den ses. Lige nu har vi tegnet marken op i en form med tillempet engelsk havestil med stramme former og lige havegange. Det giver en masse ’lodder’ på ca. 250m2. På hvert lod SKAL der også være blomster, men måske blot en stribe. I midten vil vi bygge et rundt samlingssted med bål og træstubbe afgrænset med et lille hegn. Lige i nærheden af samlingsstedet og grænsende op til Regnbuen kunne der være børneHAVER, hvor der leges, spises og arbejdes i børnehøjde. Hvem er med? Allerede nu ved vi, at der er ideer om en skærehave med blomster i Karen Blixen stil, grønsagshave for dem der venter på egen have på Anes Høj, nogle vil gerne dele et stykke og nogle unge mennesker i vores familie ønsker lidt jord. JAMEN DET ER JO EN KUNSTINSTALLATION – en PERFORMANCE. Linjer, former og blomster på kryds og tværs. En udstilling, happening i Coronaåret, hvor vi er mest hjemme og ude? Vi har kun lejet gård og jord til sommeren 2021 – så det er HIT OG RUN, som Henrik siger. Haven er i alt 125 x 45m. = ½ hektar. Søndag 19. april holder vi møde på marken, så vi kan ses og tale i passende afstand. I sender en sms på 2259 7206, hvis I gerne vil høre mere, være med eller har gode ideer. Vi kan mødes kl. 16. Vi bekræfter tidspunkt og søger for, at vi ikke bliver for mange af gangen og at vi holder afstand. Herunder er en mulig skitse. Vh Henrik og Ella Jørgensen.  
   
   
11. apr. 2020 * Påskeløb med afstand. 14 familier med tilsammen 22 børn fra Alken, Svejstrup og Bjedstrup var med til påskeløb, fortæller arrangør Winnie Pohle. Alle var gode til at holde afstand, og der var bare god stemning. (Foto: Winnie Pohle)
 
   

Der var ’dansk-sommer-varmt’ i Portugal, men her i bjergbyen Monsaraz blæste det da vi spiste aftensmad fra hjemmekøkkenet i bilen.

 
11. apr. 2020 * 'De eneste turister i Portugal'. Kære naboer, så er vi omsider vendt hjem fra vores fem ugers roadtrip i Portugal. Da vi tog afsted, var vores destination, det sydlige Portugal, en af de få regioner, hvor der ikke var Corona endnu. Så snart vi var ankommet under sydens varme sol, lukkede Danmark grænserne og andre europæiske lande fulgte trop de kommende dage og uger. Vi kunne ikke få os til at vende hjem nu hvor vi lige var ankommet, på trods af mange bekymrede henvendelser hjemmefra. Den danske ambassade i Lissabon var enig med vores vurdering: Sålænge vi ikke var afhængige af flyselskab el.lign. og ikke skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt, kunne vi lige så godt blive og leve livet med de forholdsregler som gradvist blev indført. Og det gjorde vi. Det var helt enestående at være ene turist i Portugal. Vi hoppede i bølgerne på mennesketomme strande, gik ture i romantiske, øde bjergbyer og vandrede helt alene ad snoede klippestier. Kulinariske oplevelser gik vi glip af, da stort set alle restauranter og caféer var lukkede. Det blev hvad vi kunne bikse sammen i vores VW-rugbrød. De få mennesker vi mødte på gaden eller når vi var på indkøb, var generelt gode til at holde afstand. Mange bar masker og handsker, men virkede venlige og imødekommende. Vi har ikke oplevet noget i retning af ’turistlede’ eller frygt for at turister spreder smitten mere end andre. Efterhånden som situation i Spanien spidsede til, besluttede vi os for at tage hjem. Ved grænsen mellem Portugal og Spanien blev vores nummerplade noteret og vi blev opfordret til at rejse lige igennem. Det var nu også det, vi havde tænkt os. Få kilometer inden grænsen til Frankrig holdt vi en ’ammepause’ i udkanten af en mindre by. Elia og Marlies blev stoppet af spanske politifolk, da de gik tur langs et vandløb inden vi kørte videre - vi måtte ikke bevæge os udenfor. Vi slap dog for en bøde, da vi forsikrede dem at vi ville køre videre til Frankrig med det samme. Ved de næste grænser, Frankrig-Tyskland og Tyskland-Danmark, blev vi kontrolleret, men passerede uden ventetid. Vi havde vejene for os selv på hjemturen. Antallet af personbiler, vi så på de 600 km motorvej i Spanien, kan tælles på 2 hænder. I Tyskland derimod virkede livet og trafikken nærmest almindeligt - bortset fra at der ikke var kø omkring Hamburgs Elbtunnel, som der plejer at være. Det er sørgmodigt at se, at nogle lande rammes så forfærdeligt hårdt. Og det er trist at vores Europa ikke formår at udleve den solidaritet, som Lissabon-traktaten ellers lægger op til. Nu er vi landet igen i vores trygge lille smørhul og vi blev da også helt euforisk glade over at dreje af til Alken - nogle måtte have bemærket at vi kørte en dyttende glædestur igennem byen torsdag aften. Vi holder 2 uger karantænetid nu, men vi glæder os til at vinke til jer fra broen eller møde jer i byen om et par uger. God påske og mange hilsner fra Lui, Elia, Kristen og Marlies  

10. apr. 2020 * Skolen og børnehuset efterlyser telte og tipier. Skolen og Børnehuset i Bjedstrup har travlt. Måske kan du hjælpe os, skriver de: 'I forbindelse med genåbning af skolen, fritidsklubben og børnehaven efterlyser vi fire-fem festtelte, tipier eller lignende, så vi kan rykke så meget som muligt af undervisning og aktiviteter udendørs. Der skal være plads til ca. 10 børn/voksne, og gerne så der kan holdes god afstand. Måske vi kan lave en hyggelig happening med opstilling af telte mv. 2. påskedag - i god afstand til hinanden. Kontakt Lars Søgaard Andersen på 21640375.
 
   
21. mar. 2020 * Lones Lady Lunters kalder de sig: Her Estrid Bek, Helene Hennings, Ingrid Robak, Lene Bay, Ella Jørgensen og Lone Adamsen. Gangarten ser måske lidt underlig ud, men de løber på opfordring baglæns, gerne sammen med flere - og måske igen søndag kl. 9. (Foto: Knud Abildtrup)
 
   
16. mar. 2020 * Alsang var i 1940 og 1941 danskernes markering af sammenhold og protest mod den tyske besættelse. Store menneskemængder sang danske sange. I de seneste dage er danskerne samlet igen for at synge for at markere sammenhold samt omsorg for de syge. Derfor er forsamlingerne ikke så store. Her ses alsangen i Alken mandag eftermiddag. Læg mærke til den store afstand imellem deltagerne. Denne gang sang vi 'Grøn er vårens hæk' og 'Jeg ved en lærkerede'. Måske er der alsang igen tirsdag kl. 16.30. (Foto: Peter Abildgaard)
 
   
16. mar. 2020 * Første dag i hjemmeskolen. Nødplanen for Bjedstrup Skole og SFO virkede uden komplikationer fra dag eet, meddeler lederen, Lars Søgaard Andersen. Der var to børn i SFO fra morgenstunden, og ellers formoder han, at alle skolens elever sidder hjemme og arbejder med det, som lærerne har sendt. Nødplanen omfatter, at personalet møder i SFO på skift, så evt. smittespredning begrænses. Men lige nu er ingen, hverken elever eller personale ramt af virus, understreger han. Selv har han fulgt budskabet om at arbejde hjemme og siger:
- Jeg har fulgt med i morgenens åbning af SFO, og ellers arbejder jeg dels med indberetning til skoleforvaltningen og kommunens øvrige kriseberedskab, men jeg skal også arbejde med skemaplanlægning for næste år. Lærerne sidder hjemme og forbereder fjernundervisning til eleverne, og jeg ved, at forældrene er helt med på at samarbejde.
På billedet sender Lars hjemme fra privaten en hilsen til alle børnene.
 
13. mar. 2020 * Hjælpegruppe. Jan Mikael Granner har på Facebook oprettet hjælpegruppen 'Hjemme Karantæne Alken Omegn', hvor man kan tilbyde og spørge om hjælp i forbindelse med denne karantæne. De første ti er med.
 
   
12. mar. 2020 * Fem børn i skolen, fem i Børnehuset. Allerede, da statsministeren onsdag aften holdt pressemøde om de meget omfattende regler for vores hverdag, var lederen af Bjedstrup Skole og Børnehus i gang med telefon og forældre-netværk på nettet, Aula, samt Facebook.
- Nej, jeg har ikke sovet meget i nat, og jeg kom sent i seng, sagde Lars Søgaard Andersen til alken.dk ved middagstid torsdag. Det meste af personalet mødte torsdag morgen. De vidste, at fem børn ville møde i skolen og fem i børnehaven. Resten af familierne havde fulgt anmodningerne og holdt børnene hjemme.
-Vi ringede rundt til alle med børn under ni år og fik aftaler. I løbet af i dag beskriver vi en nødplan for personalet og fordeler opgaver. Nogle kommer, og nogle bliver hjemme. Vi opretholder undervisning, så godt det lader sig gøre. Fra lærerne får eleverne opgaver via nettet eller med brev, siger Lars. Han regner med, at der ind i næste uge fortsat vil være behov for pasning af cirka10 børn. Her er der tale om familier, hvor forældrene er på arbejde og varetager de kritiske funktioner ude i samfundet. Alle forældrene vil flere gange om dagen blive opdateret via Aula. Skolelederen har erfaret, at ingen i familierne er ramt af sygdommen. (Tekst: Peter Abildgaard. Foto: Bjedstrup Skole og Børnehus)

 
8. mar. 2020 * Alle forslag stadig i spil. Undervisnings- og børneudvalget havde fredag møde, hvor de bad om yderligere beregninger på nogle af de 20 forslag  spil til ny skolestruktur. Derudover vil de også have undersøgt nye elementer - bl.a. det fra Liv i landsbyerne om at bruge det tidligere plejecenter Ryvangen til skoleformål. Se hele udvalgets pressemeddelelse.
 
   
 7. mar. 2020 * Fik du set TV2 Østjylland fra stormødet? Mikkel Schwab, Virgil Sletskov, Sofia Damholt Bergin og Ditte Jensen udtaler sig fra skolesiden - og Søren E. Pedersen (V) og Martin F. Poulsen (DF) fra politikersiden. #BevarBjedstrupSkole - Hjertet i vores lokalmiljø.
 
   
5. mar. 2020 * Fyld skolen op til 200 elever - og kør Ry-børn til Bjedstrup. Stormødet torsdag på et proppet bibliotek blev - efter to sammenholds- og anti-centraliseringssange fra bedstefar Lars Lilholt - præsenteret for Liv i Landsbyernes grundige alternativ til at lukke skolen. Lukning lægger to af de 20 forslag fra Undervisnings- og Børneudvalget nemlig op til med stigende børnetal i kommunen. Det lokale, gennemarbejdede forslag #21 bevarer og udbygger skolen til 200 elever i et udvidet skoledistrikt med børn fra Vessø- og Kildebjerg-området, som skal køre i bus til Bjedstrup. Ditte Jensen præsenterede, hvordan vuggestuepladser i Bjedstrup skal løse det akutte pasningsbehov og skabe en endnu mere bæredygtig enhed. Konkret foreslås Plejecenter Ryvang anvendt til nyt udskolingscenter i Ry, så der ikke skal bygges en ny skole i Kildebjerg, som er blandt de 20 forslag. Fire fremmødte lokalpolitikere - bl.a. Anne Heeager (R) - lagde vægt på udvalgets ønske om en åben proces, hvor lokalsamfundenes forslag vil blive inddraget. I første omgang blev #21 taget godt imod, og på moderator Victor Reddersens spørgsmål svarede Heeager, at udvalget meget muligt vil tage det med på linje med de første 20. Det beslutter udvalget. Mikkel Schwab fik korrigeret Heeagers tal på, hvor dyre elever på skoler er i forhold til elever på større skoler, med de allernyeste tildelings-tal fra august 2020. Og så var forskellen langt fra så stor. Flere indlæg fra stormødet gik på at værdsætte og værdisætte de bløde værdier - samt de indlysende fordele ved at udvikle på et attraktivt lokalmiljø i stedet for at afvikle. #BevarBjedstrupSkole - Hjertet i vores lokalmiljø. (Foto: Tor Birk Trads)
 
 3. mar. 2020 * Dagplejere søges. Kommunen søger dagplejere i Bjedstrup hurtigst muligt - med ansøgningsfrist 16. marts - se opslaget.
 
 3. mar. 2020 * Hvis du på nogen måde kan, så er det mega vigtigt, at du kommer til stormødet på torsdag 5. marts på skolen klokken 17-18.30. Vi har været super gode og synlige indtil nu, så fem(!) byrådspolitikere har allerede meldt deres ankomst, skriver Mikkel Schwab fra Liv i landsbyerne. TV2 Østjylland og Ugebladet kommer også. Det er derfor helt afgørende, at de kan mærke, at lokalsamfundet bakker 100 pct. op om skolen. Biblioteket skal helst være på bristepunktet. Skolen er stedet, hvor vi mødes om det er med vores børn, om vi går til foredrag, om vi har et arrangement i vores forening, om vi går til idræt, om vi skal til fest eller noget helt andet. Skolen er ganske enkelt hjerteblod for vores lokalområde! Vi skal vise, at vi er et stærkt lokalområde, som man ikke bare lukker ned. Vi vil ikke være udkant midt i kommunen! Hvis du har børn, så har Mie (pædagog i Børnehuset) valgt at bruge sin fritid, så du som mor eller far kan komme med til mødet. Hun får hjælp af Kristina og nogle af de store børn. Hvis du er nervøs for at blive sulten, så har Karen og Christian (bagerne fra Boes) valgt at bage en masse gode boller med et eller andet, og mødregruppen m.fl. bager pølsehorn til ungerne. Vil du gøre lidt ekstra så spørg din nabo om vedkommende skal med, og hvis du er på Facebook så gå ind på vores begivenhed på Liv i Landsbyerne og tilmeld dig begivenheden. Men vigtigst af alt: Mød op og kæmp for alt hvad du har kært!
 
 1. mar. 2020 * Vi kommer til at larme'. Der er nu samlet cirka 800 underskrifter på tre dage, og derudover er flere forældre 'gået amok' på de sociale medier, fortæller Ditte Jensen til Århus Stiftstidende om lukketruslen mod Bjedstrup Skole. Der er gang i at arrangere flere aktionsgrupper og en demonstration i Skanderborg. 'Kommunen skal forstå, at det ikke er ligegyldigt for os borgere. Vi vil gerne kæmpe for vores landsbyskoler, og det betyder, at vi kommer til at larme så meget som overhovedet muligt', siger hun. Flere forældre og skolebestyrelser vil arbejde på alternative løsningsforslag. 'Det gør vi, fordi vi forstår, at det er en svær økonomisk kabale, der skal gå op, men vi håber, at vi i fællesskab kan komme frem til en løsning, der ikke går ud over landsbyskolerne' siger Ditte.
 
 
 
 
27. feb. 2020 * #BevarBjedstrupSkole. Bjedstrup Skole forslåes lukket eller sammenlagt. Blandt en masse forslag, der skal ændre på kommunens skolestruktur, står Bjedstrup Skole i ét forslag (1) til at blive specialskole, (12) til at blive lagt sammen med Voerladegård Skole, i (15) til at blive lagt sammen med Knudsøskolen med fælles ledelse, (17) til at blive lagt sammen med Veng Skoledistrikt med fælles ledelse - og i et andet (18) at blive helt lukket og overgå til Morten Børup Skolen i Skanderborg. Se udkast til bruttoliste med 20 forslag. Og læs forklaringen bag. Her fremgår det, at Undervisnings- og Børneudvalget forventer at kunne fremlægge et forslag til en samlet skolestruktur på et temamøde for byrådet omkring sommerferien, behandle det i efteråret og herefter sende det i høring hos alle involverede parter. Liv i Landsbyerne har introduceret hashtag #BevarBjedstrupSkole.
Skolebestyrelsen og Liv i Landsbyerne rumler med stormøde - og har påbegyndt en underskriftsindsamling, så:
Skriv under på at bevare skolen: I Skanderborg Kommunes liste med forslag til den nye skolestruktur foreslår Undervisnings- og Børneudvalget i forslag 1 og 18 at lukke Bjedstrup Skole. Det vil vi ikke være med til. Et lokalsamfund uden skole er som en krop uden hjerte. Landsbyboerne i Alken, Bjedstrup, Boes, Illerup og Svejstrup skriver under på, at Undervisnings- og Børneudvalget på deres møde 4. marts bør droppe forslag 1 og 18, så Bjedstrup Skole bevares til glæde og gavn for såvel områdets børn som familier udefra.
 
   
6. feb. 2020 * Ella og Henrik holder åbent hus og indbyder til Alken Dyrelaug og Alken Have. Vi har nu boet på Enggården i godt et år. Vi er blevet helt utroligt godt modtaget - både som privatpersoner og som virksomhed. Det vil vi gerne sige tak for og samtidig vise rundt i hus, have og værksted søndag 16. februar kl. 14-17, skriver Ella Jørgensen og Henrik Grønborg, der inviterer på kaffe, kage og øl, slå-søm-i-stub, havebål og snak. De skriver også: Fællesskabet i Alken er fantastisk, og vi vil gerne bidrage. Derfor har vi lejet engen foran Enggården til Alken Dyrelaug, så der kommer dyr på engen igen. Vil du være med? Vil du hellere pusle med blomster og andet grønt, har vi lejet et stykke jord til en Alken Have langs med alleen. Stykket er 125 meter langt og 45 meter bredt. Det kan blive mange rækker af 45 meter, og vi drømmer om at skabe et grønssags- og blomsterhav. Vil du have en række selv eller dele med naboen? Vi giver jorden, du kommer med frø, og så må det gro. Vi glæder os til at se jer.
 
25. jan. 2020 * Basis for sunde røde kinder. Dagtilbudschef Charlotte Styver uddyber om den kommende naturbørnehave i Granhytten i Bjedstrup: - Naturbørnehaver er eftertragtede, og vi har fået mange ønsker om at etablere flere pladser i Skanderborg Kommune. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde en ny naturbørnehave i den sydvestlige del af kommunen, og vi forventer især at indskrive børn fra både Ry og Skanderborg, men alle er selvfølgelig velkomne. Børnene har udsigt til at være udendørs seks-syv timer dagligt. Der er basis for sunde, røde kinder, fordi børnene er udenfor stort set hele dagen, siger skoleleder Lars Søgaard Andersen, der inviterer alle interesserede i kommunen til informations-møde i Granhytten mandag 17. februar kl. 16.
 
   
23. jan. 2020 * Naturbørnehave i Granhytten med plads til 20 børn. Bjedstrup Skole og Børnehus tilbyder fra 1. marts 20 børn plads i en ny naturbørnehave-gruppe i Granhytten, hvor der i forvejen er el, vand, varme og afløb. Pædagogisk skal tilbuddet hvile på værdierne Balance, Bevægelse og Bæredygtighed. Læs mere om bl.a. øko-kostordning, bålmad og naturens gavnlige virkning mod stress på skolens side - og åbn det dokument, der er link til.
 
2. dec. 2019 * Vi søger med lys og lygte efter en person, der i nogle uger vil stå for rengøring på skolen. Anette er desværre sygemeldt og er ikke lige på vej tilbage, lyder det fra Bjedstrup Skole. Vi er ret fleksible i forhold til, hvornår på døgnet, at der gøres rent, og timetal er mellem 15 og 20 pr. uge alt efter aftale. Er du interesseret, kan du kontakte Else Sørensen på 87942011 eller Lars Søgaard Andersen på 87942002.
 
20. nov. 2019 * Er du den nye dagplejer i Bjedstrup? Mange nye tilflyttere med børn er baggrunden for en ny stilling som dagplejer for 0-3-årige i Bjedstrup, skriver dagplejeleder Grethe Didriksen. Se opslaget, hvor der er sidste ansøgning 28. november.
 
   
17. nov. 2019 * Bryggerne. Med Knud Erik Jørgensen for bordenden var der i den forløbne uge stiftende generalforsamling i et nyt ølbryggerlaug i Alken. Knud Erik vil holde alken.dk underrettet, efterhånden som foreningen tager form. (Foto: Jacob Gewitz)
 
31. okt. 2019 * Cykel forsvundet. En matsort Kildemoes damecykel med cykelkurv og barnesæde er forsvundet fra trinbrættet, skriver Pernille Thordal Larsen fra Svejstrup på Facebook.
 
   
28. okt. 2019 * Børnene går Alken rundt til Halloweentorsdag 31. oktober. Vi mødes på hjørnet af Alkenvej og Emborgvej kl. 17.30 og deler os op i mindre grupper - vi er jo blevet mange :-) Sæt gerne et lys eller en lanterne ud, så ved vi og børnene, at I gerne vil have et ’uhyggeligtbesøg :-), skriver Kristina Louise Bliksted. (Opstilling: Anne-Mette, foto og design: Jan Mikael Granner fra Emborgvej 107)
 
20. okt. 2019 * Hyggelige-uhyggelige historier for de små er en del af konceptet, når bofællesskabet Kirstinelund i Bjedstrup indbyder til Halloween fredag 1. november kl. 15.30-19, skriver Line Klinke Solina. Så luft hallowen-kostumet endnu en gang til bålsuppe, spøgelseshistorier og kage.
  • 15.30 Bålet tændes.
  • 16.30 Line fortæller hyggelige-uhyggelige historier for de små i fællesrummer.
  • 17.30 Bålsuppe og hygge.
 
 
 
   
23. sep.2019 * Illerupperne ryddede gadekæret. Sidst i juni lykkedes det os at samle 11 beboere fra Illerup til at rydde op omkring vores gadekær, skriver nytilflytter Christian Linnemann på vegne af beboerne. Det var efterhånden meget tilvokset med store piletræer, buske og ukrudt. Det blev en rigtig hyggelig dag med masser af arbejde. I løbet af de fem timer, vi arbejdede, fik vi fyldt en container med fældede træer - venligst stillet til rådighed af kommunen. Ja de måtte endda køre en ekstra tur mandag. Vi sluttede af med jernaldersuppe og grill. En god dag for gadekæret og byen. Kig forbi og nyd resultatet.
P.S. Hvordan kommer man af med andemad?

 
   
11. sep. 2019 *  Bjedstrup Børnehus fyldte 25 år. Den første fredag i september ved de store børn på Bjedstrup Skole og Børnehus godt, at man ikke skal spise morgenmad hjemmefra! Og de små børn, ja, de bliver mødt af en noget af en overraskelse: En kæmpe morgenbuffet bestående af lagkagerester fra gårsdagens traditionsrige fødselsdag, skriver Eva Boysen.. I år var det en ganske regnfuld septembertorsdag, der dannede rammen om Børnehusets fødselsdag. Men når man år efter år modtager Grønne Spirer certifikatet fra Friluftsrådet, er en smule regn heldigvis ingen hindring for at holde fest. Allerede fra morgenstunden torsdag mærkede man den særlige stemning, der prægede hele dagen. En duft af friskbagte boller mødte både børn og forældre i den oppyntede café. Alle blev inviteret på en bolle, og mor og far kunne måske også nå en kop kaffe, inden det skulle vinkes farvel? Ingen fødselsdag uden gæster. Først kom de lokale dagplejebørn til formiddagsmad og sang. Senere på dagen var der spil og leg for store og små ved Lars Hazelton, som står bag konceptet Byens Leg, der har det erklærede mål at skabe glæde ved leg og bevægelse hos børn, unge og voksne, og hvis koncept blev til netop her på Bjedstrup skole og børnehus for få år siden. I løbet af eftermiddagen fyldtes skolegården med søskende, forældre og bedsteforældre, som nu kunne kaste sig ind i lege og spil med Lars Hazelton og Børnehusets børn, mens grillen blev tændt. Dagen blev rundet af med det famøse lagkagebord, inden trætte, mætte og glade børn og voksne takkede for endnu en dejlig fødselsdagsfest i Bjedstrup. (Foto af Jack Skotte fra Bjedstrup: Jonas Ebert)

 
3. sep. 2019 * Indbrud og lampetyveri. Vi har haft indbrud, oplyser Leif Grundahl, Anes Høj 3. Vi sover på første sal, og tyven(e) er kommet ind via en terrassedør i stueetagen, hvor de har taget en rude ud og åbnet døren. De stjal to relativt dyre lamper, som vi heldigvis får dækket af forsikringen. Tyveriet blev først opdaget næste morgen. Baggrunden er formentlig, at vi har vores ejendom til salg, så mægleren viser billeder af vort hjem og dermed møblementet.
 
   
23. aug. 2019 * Bijob. Alken Mejeri var mere omsværmet end vanligt torsdag eftermiddag. En af byens unge mænd var uheldig at tabe et fyldt honningglas ved trappen ind til bygningen. På kort tid var stedet omsværmet af bier. De har det med at fortælle hinanden, hvor der er sukkerstads. Da genboen Gary Craig lidt senere kom forbi, var der nærmest et tæppe foran mejeriet. Der var op mod 1000 bier, anslog han. Sammen med den lokale biavler Kurt Viborg begyndte han en oprydning og rengøring, og lidt efter lidt forsvandt bierne. Nogle få blev tilbage og dinglede rundt, velnærede, så Gary spærrede passagen uden for mejeriets vinduer af hensyn til fodgængerne. I den ene ende blokerede han med bænkene. Så satte han bilens advarsels-trekant op ved trappen. Bijobbet var dermed fuldført. Sean Birk Bek Craig studerer her fænomenet.
Kurt Viborg mener, at nogle af bierne kom fra bistaderne hos ham og Anne Grete:
- Men der er andre avlere i Alken, og vi har ikke mærker på bierne, siger han med et smil. Der var også hvepse med til gildet, og så var der slagsmål.
- Hvorfor er bierne på jagt i så store flokke lige nu?
- De er sultne. Der er ikke meget nektar tilbage i naturen, så de finder hurtigt frem, når der ligger en sukkerbunke som den ved Mejeriet. (Foto: Knud Abildtrup)

 
 22. aug. 2019 * Kommunen søger dagplejer i Bjedstrup per 1. oktober. Jeanet Zacho på overmarken er stoppet 'efter 13 gode og sjove år med de bedste kolleger'.Ansøgningsfrist 27. august. Se kommunens opslag.
 
   
19. aug. 2019 * Nu 69 elever på skolen og 37 i børnehaven. Det så i foråret ud til en meget lille 0. klasse, men heldigvis er der med tre tilflytterfamilier kommet flere til, oplyser skoleleder i Bjedstrup Lars Søgaard Andersen. I alt otte, når vi tæller den sidste med, der begynder i november i sidste rul. To nye elever er begyndt på 3. og 5. årgang, så skolen er nu på 69 elever - en lille fremgang. Børnehaven har samme tendens af tilflyttere, så nu er der 37 børn og fra 1. oktober 40. Det er flere år siden, der har været så mange. Lars forventer, elevtallet stiger de kommende år - så vi nærmer os de 85. De nuværende 4., 5. og 6. årgange er forholdsvis små, og med det store antal i børnehaven regner han det ikke for urealistisk. (Foto fra arbejdsdag i maj i år: Medijour)
 
   
31. juli 2019 * Skybruddet tirsdag fik en sommerklædt Niels Stæhr til at vente næsten to timer i tørvejr på trinbrættet, før han spadserede til Svejstrup. Han brugte ventetiden til at lære sit nye fotoprogram at kende. I Mejeriets kælder var der regnvand fra brønde, der ikke kunne klare mængderne, og aktive folk fra bestyrelsen måtte i gang. (Foto: Niels Stæhr)
 
31. juli 2019 * Indbrud på Bjedstrup Skole var der i sidste uge tirsdag før middag, fremgår det af Politirapporten i Ugebladet. Der er knust en rude, opbrudt en kontordør og åbnet tomme pengekaser.
 
   
22. juni 2019 * 'Længe leve mangfoldighed' står der på banneret på Doktorboligens førstesal, hvor folk - ligesom på fotoet - fra Alkenvej og Emborgvej - tog onsdagens opfordring fra Ledvogterhuset op og markerede synlig afstand til højreekstremismen - aktuelt manifesteret ved Mosbjerg Folkefest, som efter tre års pause er begyndt her igen. Ikke færre end 40 betjente var udkommanderet - og kontrollerede bl.a. kajakroere på Mossø og motionister på vejene. Et kamerahold fra DR forsøgte forgæves at komme ind på området ved Mosbjerg - de var ikke velkomne. Ifølge Lars Christensen blev en bilist åbenbart provokeret af skiltet på fotoet ovenfor og snittede det med sin bil - med det resultat, at det så blev vendt 180 grader og nu kunne ses af alle dem, der forlod Folkefesten... Et par timer senere meddelte Lars, at en vred, fuldskægget mand fra bagsædet af en sort Peugeot 104 var ude og tog skiltet med i bilen. Det var åbenbart for skrap kost.
 
   

17. juni 2019 * Paludan til Mosbjerg - og demonstration i Skanderborg. Den højreradikale Mosbjerg Folkefest lørdag 22. juni får ifølge arrangørerne også deltagelse af lederen af den identitære bevægelse i Østrig, Martin Sellner, samt ifølge Midtjyllands Avis også af lederen af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan, der med deportation af muslimer på partiprogrammet er berygtet for at provokere og skabe konflikt i udsatte boligområder. Så der kan forventes en del politi i området. På Skanderborg Banegård har  'Østjyske Antifascister' på dagen anmeldt en demonstration under parolen 'Stop fascist-festen'.
 
   
25. maj 2019 * Fredag 21. juni kl. 15 inviterer Borgerforeningen i Boes til fredagsbar og indvielse af Boes’ nye cykel/rulleskøjtebane, skriver Alice Køppen. Tag dit løbehjul, løbecykel eller rulleskøjter på nakken og kom til Boes og prøv vores nye bane og hyg med dine landsbynaboer. Der vil være aktiviteter for de mindste og øl på køl til de ældste. Der vil være mulighed for at købe hjemmebagt kage, grillpølser og en vegetarret - så kom og nyd din aftensmad på fællesarealet ’Trekanten’. Arrangementer starter kl. 15 og slutter når den sidste gæst er gået hjem. Vi glæder os og håber at se rigtig mange. Venlig hilsen Borgerforeningen i Boes.
 
19. maj 2019 * Møg for en skilling.Jeg skal hilse fra Birgit Bastholm med araberhestene og sige, at man igen i år kan hente møg bag ridebanen, skriver Eva Nikolajsen. Hun har fodret på hestene hele året, og nu kvitterer de med næringsrig og haveforbedrende møg. Send hende gerne en skilling på 51541331, som tak for hjælpen.
 
   
17. maj 2019 * Værdifuld tradition. Knap 100 børn og voksne troppede op den solrige eftermiddag onsdag 15. maj og gav Bjedstrup Skole og Børnehus’ store naturgrund et forårsløft. Med hamre, save, river og spader blev køkkenhaven klargjort til bønner og kartofler, træværk blev malet og børnehavens nye sandkasse fik sand. Selv granhyttens halvtag og stern blev fikset. 'Arbejdsdagen er en værdifuld tradition, fordi den bidrager til en følelse af, at det er et sted, vi i sammen bygger op og værner om. Det er en god måde at lære børnene, at de selv kan være med til at skabe og påvirke de rammer, de bevæger sig i hver dag,' sagde Else Sørensen, leder af Børnehuset, som var overvældet over fremmødet til dagens arrangement. Ud over en lækker legeplads styrker arbejdsdagen også fællesskabet i forældregruppen ifølge en mor: 'Vi forældre får talt sammen på en anden måde, når vi står og graver et hul, end når vi sidder rundt om et kaffebord eller når vi henter og bringer børn. Det skaber sammenhold og fællesskab forældrene imellem,' sagde Ida Gundersen i færd med at luge et højbed. (Foto af Eske på to år, der hjælper far Viktor Reddersen med at anlægge ny trækant til sandkassen: Medijour)
 
15. maj 2019 * Jan og Tine Thybo til Djursland. Efter at være stoppet med Johannesminde opdræt og butik på Boesvej er Jan og Tine Thybo flyttet til Djursland, hvor de har fået nye job. Fagmediet Økologisk fortæller, at den nye ejer, Kurt Møller, der er direktør i kødfirmaet Delika Food Group, har ansat en ung økologisk landmand, der skal opbygge en større produktion af økologiske limousinekvæg. Læs
 
6. maj 2019 * Overflod af gode skoleideer. I sidste uge var bestyrelsen for Bjedstrup Skole og Børnehus værter for en udvidet udgave af det årlige årsberetningsmøde - Taletid & Tapas, skriver Lærke Lilholt Hansen fra Kirstinelund. Det blev en strålende aften med 45 fremmødte forældre, stort engagement og en overflod af gode ideer og ikke mindst god mad fra Mads Billenstein Schriver på Præstegården. Bestyrelsens ønske var at blive klogere på, hvordan forældrene oplever skolen og børnehuset, og hvordan vi sammen kan gøre det til et endnu bedre sted for vores børn. Der opstod mange gode og vigtige snakke mellem forældrene. Nogle opfordrede til eftertanke, mens andre fordrede helt konkrete handlinger. Men en ting gik igen: Det er OS - ansatte og forældre, der skaber vores børns hverdag, og vi har alle et ansvar for at byde ind i det på bedst mulig måde. Målet er at skabe verdens bedste børnefællesskab, og det glæder vi os til at arbejde videre med - sammen.

 
   
3. maj 2019 * To rådyr påkørt. Her er højre forskærm, efter at en bilist fra Alken torsdag aften i skumringen ramte et rådyr. Læg mærke til resterne af dyrets pels. Bilisten blev forskrækket, men slap uskadt. Men i mørket kunne hun ikke se, hvad der var sket med dyret. Hjemkommet lidt senere ringede hun til 1812, dyrenes vagtcentral Herfra gik der en melding til Alkens schweisshundefører, Henri Vivike, som hurtigt foretog en eftersøgning sammen med hunden, dog uden resultat. Heller ikke fredag var der spor af rådyret. Påkørslen skete på Skanderborgvej mellem motorvejsudfletningen og Christiansmindevej. Næsten samme sted var Henri Vivike og hunden på eftersøgning onsdag aften, og her fandt de det påkørte dyr. Landets schweisshundeførere blev i 2018 kaldt ud til 7108 eftersøgninger af påkørte dyr.
 
22. april 2019 * Nationalkonservative vender tilbage til Mosbjerg. Efter tre år uden Mosbjerg Folkefest ved Mossø vender den nationalkonservative kreds tilbage til udgangspunktet. Datoen for den ultranationalistiske antiislambevægelses sommertræf er lørdag 22. juni. Blandt talerne er britiske Tommy Robinson, tidligere English Defence League, og Lars Hedegaard.
 
31. mar. 2019 * Drøm i opfyldelse. På byrådsmødet onsdag kom landsbyerne et stort skridt nærmere en drøm, idet der for 2019-2020 blev fastlagt regler for en pulje på 5 mio. kr. til nye initiativer i landsbyerne. Det var et enigt byråd, der udmøntede tankerne fra budgettet, således at de blev til helt konkrete retningslinjer for Landsbypuljen. Puljen skal administreres af Landsbysamvirket efter ansøgning fra landsbyerne. Man kan søge til projekter på 150.000 kr. eller derover, og det foregår efter det princip, at man selv skal lægge mindst halvdelen eller mere på bordet. Det vil styrke en ansøgning, når der samarbejdes på tværs, så forskellige grupper og landsbyer kan skabe en udvikling sammen. Landsbysamvirket har givet anbefalinger til landsbypuljens anvendelse, hvor de bl.a. lægger vægt på landsbyernes bæredygtighed, infrastruktur og udbud af varierede boformer.
- Der er blevet lyttet til os i den grundige proces, som byrådet og dets udvalg har været igennem frem til vedtagelsen, fortæller formanden for Landsbysamvirket, Knud Erik Elmann Jensen. Nu er vi meget spændte på hvilke ansøgninger, der kommer i den første ansøgningsrunde med frist d. 1. juni. Hvis landsbyerne kan finde andre supplerende fondsmidler, er der basis for rigtig store og nytænkende projekter. Se
Retningslinjerne for Landsbypuljen.
 
27. mar. 2019 * Gå ikke glip af den traditionsrige skolefest på Bjedstrup Skole torsdag 11. april, hvor Orgelkalle i 34 år har spillet op til dans, skriver Lærke Lilholt. I år opføres Odyseen, og som noget nyt er alle skolebørn med i forestillingen. Det bliver vildt! Sæt kryds i kalenderen.
 
   
25. mar. 2019 * Johannesminde lukker. Efter lidt over ti år med øko-gårdbutik stopper Tine og Jan Thybo fredag 26. april, der bliver sidste dag. Tine skriver, at 'både Jan og jeg kan med stor glæde se tilbage på mange fantastiske år. Vi har arbejdet med mange forskellige, både med to ben og fire ben. Vi har haft mange oplevelser og glæder - med lige præcis det, vi drømte om.'
Torsdag 28. marts bliver sidste gang, der er fersk kød. To nyopskårne Limousine ungdyr-køller og -ryg kan ikke bestilles, men sælges efter først-til-mølle. Fra tirsdag 2. april kl. 10 er der 50 pct. rabat på alle varer, så længe lager haves. Det er ejeren Kurt Møller, som har besluttet, at butikken lukker, og det bliver ikke holdt åbent hus mere. Den mangfoldige produktion i form af grise og kyllinger fortsætter ikke, der vil blive ved at være Limousine-kvæg. Jan og jeg flytter ved udgangen af april, skriver Tine.

 
   
20. mar. 2019 * Vi åbner Boes Kaffehus for denne sæson søndag 31. marts 11-16. Der vil på åbningsdagen være kage fra de lokale bagere, Karen Husted og Christian Funder, skriver Anne Mette Martinsen og Karina Grøngaard Mose. Vi tilbyder skøn kaffe, økologisk is fra Hansen Is, saft og sodavand fra Naturfrisk og øl fra Møn Bryghus. Derudover forhandler vi den danske, økologiske hudpleje serie fra Ecooking. Som noget nyt har vi fået et lille udpluk af skønt børnestrik fra Bolivia, som Chola står bag. Der er også altid et fint lille udvalg af fine loppefund og keramik. Kaffehuset har åbent første og sidste søndag i måneden, fra 11-16. Udover kaffehuset, bliver huset også brugt som bed & breakfast, som er åben for gæster hele året.
 
21. feb. 2019 * Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. En af de mange gode traditioner vi har i Alken, er at byens børn går rundt og synger til fastelavn. Normalt gør de det mandagen efter fastelavnssøndag, men i år er vi nogen, der har talt om at ændre den tradition og kopiere, hvad de gør i Boes, skriver Winnie Pohle. Så derfor vil byens børn gå rundt og synge til fastelavn søndag 3. marts før tøndeslagning på mejeriet. Så har dit barn lyst til at være med så lad os mødes udenfor købmanden søndag 3. marts kl. ca 12.20, så har de kære børn små to timer at gå rundt i, inden det går løs med fest på mejeriet.Vi tænker, at børnene nok inddeler sig i lidt mindre grupper alt efter alder, da de store nok gerne vil gå rundt alene, og de små nok har brug for et par voksne med.
 
9. feb. 2019 * Appel om mindst mulig røg fra brændeovne. Lise Kirketerp fra Søbjergvej har en anmodning til Alkens brændeovnsejere - om at være omhyggelig med at regulere ilttilførselen korrekt ved optænding og genpåfyldning for at få forbrændingen så røgfri som muligt. Hun henviser til Miljøministeriets rygestop-guide for brændeovne og peger på, at omkring 70 procent af partikelforureningen i danmark fra danske kilder stammer fra brændeovne.
 
30. jan. 2019 * Ræven har taget seks ænder på Anes Høj. Torsdag eftermiddag var ræven forbi og tog seks af vores syv løbeænder, fortæller Gunvor Karlsen, Anes Høj 14. Så da jeg kom ud for at lukke dem ind i deres hus, sad der kun en and og rystede inde i huset. Vores hund nærmest fløj rundt og gøede i hele haven, men ingen ænder dukkede op. Derfor ønskes en eller flere løbeænder, hvis nogen har overskud, da vores andrik føler sig meget alene. Skriv til gunvorkarlsen@live.dk
 
   
19. jan. 2019 * Nedrivning. Den bondegård, som bærer byens navn, bliver decimeret i disse dage. To af Alkengaards længer bliver revet ned. Der er ikke brug for dem, og deres tilstand gør det urentabelt at renovere. Forbipasserende kan følge med, for der er tale om længen langs Emborgvej og en længe bag den, vinkelret på den forreste. Der bliver ikke opført nyt, meddeler gårdens ejerskab, Bente Andersen og Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergaard. (Foto: Peter Abildgaard)
 
23. dec. 2018 * Johannesminde er blevet solgt og fortsætter. Johannesminde Gårdbutik på Boesvej er blevet solgt og kører dermed videre som et selskab 'Johannesminde ApS'. Det betyder, at vi begge to bliver ansat i firmaet og bor til leje. Det er vi meget glade for, mest af alt fordi Johannesminde fortsætter. Så godt nyt år og glædelig jul til alle i Alken og omegn herfra. Tak for den støtte og opbakning, som vi har mødt i den seneste tid. 
Mvh Jan og Tine Thybo

 
22. dec. 2018 * Dansk- og musiklærer søges. Hvis I har nogle seje lærerbekendte, der ønsker sig et nyt job i julegave, så prik dem lige på skulderen, for Bjedstrup Skole og Børnehus søger en ny dansk- og musiklærer fra marts, skriver Lærke Lilholt fra skolebestyrelsen. Frist for ansøgning onsdag 9. januar. Se opslag
 
   
14. dec. 2018 * Lene lukker X & Tværs på Emborgvej. Lene Breumlund oplyser nu, at hun efter godt fire år på Emborgvej 102 lukker sin butik, da omsætningen ikke har været som forventet. Der vil fra foråret være salg fra værkstedet på privatadressen på Anes Høj 1. Og indtil da efter aftale på 21 42 48 46. Sidste åbningsdage i butikken torsdag-fredag 20.-21. december kl. 14-17. (Foto fra august 2014: Knud Abildtrup)
 
28. nov. 2018 * Johannesminde konkurs. Nordea har lukket Johannesminde ved at trække lønnen tilbage, skriver Tine Thybo til alken.dk om sin og Jans gårdbutik og griseopdræt på Boesvej:
- Så den eneste mulighed for at sørge for vores medarbejdere var at melde os selv konkurs, således at de kunne få deres løn igennem Lønmodtagernes Garantifond.
Ellers så er vi ved at sælge det, hvor det indgår, at vi driver det videre. Både butik og landbrug. Vi har igennem de seneste 10 år været nødt til at tjene ca. 1 million årligt til banken, og kunne vi tjene mere, var det til driften af ejendommen. Det har været utrolig hårdt - især de sidste to år. Så det er også en forløsning nu. 
Gårdbutikken holder fortsat åbent under den videre proces.

 
   
3. nov. 2018 * Kanon. På en kold novemberaften lunede gæsterne sig ved varm suppe fra en stor og dampende gullasch-kanon i gården hos Jill van der Maase og Johannes Thomsen. De to sagde farvel til Alken og flytter til en landlig idyl uden for Østbirk. (Foto: Peter Abildgaard)
 
31. okt. 2018 * Indbrud på Boesvej var der i søndags. Johannesminde fik stjålet et kontant beløb, oplyser politiet.
 
3. okt. 2018 * Pædagog og børnehaveklasseleder søges. Bjedstrup Skole søger en ny pædagog til børnehaven og ny børnehaveklasseleder til skolen, skriver Anne Marie Thierry og Lærke Lilholt, der sammen udgør det nye formandsskab i bestyrelsen på Bjedstrup Skole.
 
2. okt. 2018 * Cpr-lækage i svinefarmsagen. I forbindelse med sagen om udvidelsen af svinefarmen på Østermarksvej 11 kom en ansat ved kommunen til at sende 101 cpr-numre til en af de naboer, der har klaget. Afdelingsleder i Natur og Miljø Hans Brok-Brandi oplyser til alken.dk, at kommunen har indberettet hændelsen til Datatilsynet og bedt modtageren slette dokumentet med alle cpr-numrene. Det har vedkommende telefonisk lovet at gøre. Alle, der har fået lækket deres cpr-nummer, har fået besked, og den famøse liste er slettet fra sagen.
 
1. okt. 2018 * Vådeskud på Bavnebjergvej. En 52-årig kvinde på Bavnebjergvej blev lørdag ramt af et projektil, skriver Horsens Folkeblad. En jæger, der var ved at skyde en riffel ind, er nu sigtet i sagen. Læs hele historien.
 
   
1. sep. 2018 * Onsdag eftermiddag blev der banket på Winnies dør. Det var seks glade unge mennesker, som var på rustur og boede på Ømborgen, normalt boede de på Sjælland, så noget af en omvæltning for dem at komme så langt ud på landet - og så i Jylland, skriver Birgit Pohle. De fortalte, at de et par timer i forvejen var sat i en bil, havde fået bind for øjnene og kørt rundt i ca. 20-25 min, derefter var de sat af – uden mobiler - med den besked, at de ikke skulle komme hjem, før de havde lavet 10 pandekager. De anede ikke hvor de var, men startede at gå mod Alken. Her spurgte de så forskellige mennesker, om de kunne undvære nogle ingredienser, så de kunne lave dej til pandekager. Da de nåede til Winnie, havde de samlet næsten alle ting og manglede nu kun et sted at få lov til at bage pandekagerne. Winnie skulle ud af døren, men sendte flokken videre til os. Hold da op en anderledes eftermiddag det blev. Det var så søde og friske unge mennesker, der efter bagning af pandekagerne begav sig på gåben til Øm Kloster. Helt sikkert en oplevelse rigere. (Foto: Birgit Pohle)
 
27. aug. 2018 * Så er vi nået til slutningen af august og julen nærmer sig og dermed også årets julemarked i Alken. Julemarkedet foregår i weekenden 1.-2. december, og du kan allerede nu melde dig på en bod, forberedelse og oprydning. Des hurtigere du er, des vildere kan vi planlægge. Boderne koster 200 kr. for de to dage. Det er gratis at hjælpe med forberedelse og oprydning. Du kan kontakte os på mail: jillvondermaase@gmail.com eller telefon 53 55 57 52. De bedste juleønsker Jill van der Maase og Johannes Thomsen.
 
   
26. aug. 2018 * Georginernes dag. Vagn Kristensen (billedet) havde ikke forestillet sig for 13-14 år siden, at disse farvestrålende georginer skulle blive hans store hobby. Nu er han sammen med konen Alice nogle af Østjyllands bedste kendere, og de avler selv blomsterknolde. Søndag var georginernes dag i deres store have i Boes, nu for syvende gang og med over 700 besøgende. Spørgelysten og nysgerrigheden var stor, hvis man da ikke bare kom for at nyde synet. En tavle på pladsen oplyste, at georginer oprindeligt kommer fra Mexico, der er 10 hovedgrupper af blomsten og 10.000 sorter. Selv har de 600 planter i 300 forskellige sorter. Næste store fremmøde bliver lørdag 10. november kl. 10, når parret sætter blomsterknolde til salg. (Foto: Peter Abildgaard)
 
   
26. aug. 2018 * Der var en høflig summen og gammeldags prutteri på et velbesøgt loppemarked i Svejstrup søndag. Beboerne på præstegården lagde gårdsplads og baghave til. Der var legetøj og brugt tøj, vinyl-lp og trævarer, og efter ansigterne at dømme var der mange tilfredse kunder og købere. (Foto Peter Abildgaard)
 
26. aug. 2018 * Terapeut-kursister i sommerfest - med råb - på Fællespladsen. Mellem 50 og 100 kursister fra Human Education Group bruger Fællespladsen med shelters søndag 2. september, fortæller Jan Mikael Granner, der selv går på uddannelsen. I omkring 90 minutter om eftermiddagen vil det larme noget - det handler om råb på mauri. Hvis man kommer og kigger, må man være indstillet på selv at være med.
 
25. aug. 2018 * Svartlöga er sunket - alle er reddet. Træskibet Svartlöga kæntrede i dag efter et kraftigt vindstød ud for Amsterdam, alle 11 ombord nåede på skibets egen redningsflåde og blev reddet af den hollandske kystvagt. Lene Bay og Benjamin Hoff Skovgaard fra Alken var med på skibet, der skulle have været over Atlanten. Skibet er sunket. Læs mere på DR Nyheder og NHnieuws.
 
   
25. aug. 2018 * Åben georginhave hos Alice og Vagn i Boes. Søndag 26. august kl. 10-16 er der åben have på Emborgvej 67 med gæsteudstillere - se hele programmet på Facebook: Boesgeorginer.
 
24. juli 2018 * To heste med ryttere påkørt. Mandag påkørte en bilist to ryttere, der red i skridtgang i rabatten på Mossøvej. Begge heste blev ramt på bugen og den ene også på benet, fortæller Birgit Bune, der var den ene rytter - og selv blev slynget af hesten. Bilen, der var kommet bagfra, fik smadret en siderude, og bilisten påtog sig med det samme skylden og sørgede for at tilkalde en dyrlæge. Hestene blev tilset, og den ene fik syet en flænge i benet. De to ryttere kunne efter påkørslen - noget fortumlet - trække de to ellers så trafikvante arabere hjem til folden ved Alken igen, og Birgit appellerer til alle bilister om at sænke farten og holde god afstand, når man passerer ryttere til hest.
 
8. juli 2018 * Endnu en grundejerforening i området er netop dannet. Det er Grundejerforeningen Alken Enge, der har 14 husstande fra Alkenvej 139 til 171 samt Vædebrovej 46 som medlemmer. Foreningen er oprettet 'i forbindelse med tiltag til sikring af arkæologiske interesser i området'. Mie Kjær, Britt Kristensen og Knud Abildtrup er den første bestyrelse.
 
7. juli 2018 * Lurer ved Mossø. To piger gik i vandet mellem Fuldbro Mølle og Vædebro og havde smidt alt deres tøj på stranden, da en mand slog sig ned tæt ved tøjet, oplyser Sydøstjyllands Politi. Manden blev siddende, mens de badede, og da de løb væk for at komme væk fra ham og hen til et par længere henne ad stranden, fulgte han efter dem, men stoppede igen. Politiet blev hidkaldt og har optaget rapport om episoden, der foregik 26. juni.
 
5. juni 2018 * Promilleuheld. En 33-årig mand fra Skanderborg kørte mandag aften galt i et solouheld ved Vædebro, fremgår det af politirapporten i Ugebladet Skanderborg. Bilen røg i grøften, og han blev anholdt, da han var kraftigt påvirket af alkohol.
 
29. maj 2018 * Nærgående mand. En 25-årig kvinde har anmeldt en nærgående mand til politiet. Manden havde mandag aften ved Vædebro kontaktet hende - nøgen og med erigeret lem, skriver Ugebladet Skanderborg.
 
   
26. maj 2018 * Mossøhus brænder ned. Den stråtækte og nyrestaurerede ejendom Mossøhus på Vædebrovej brød i brand lørdag, og brandfolk fra både Skanderborg, Aarhus og Hørning deltog i slukningen. I flere timer var der voldsom røg ud over søen fra branden, hvis årsag var en ukrudtsbrænder.
- Lige nu regner vi med, at det udbrænder helt. Der er heldigvis ingen personer, som har været i fare under branden, og der er så vidt, jeg ved, heller ingen risiko for, at branden kan sprede sig til andre huse, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til TV2 Østjylland. (Foto: Knud Abildtrup og Anne-Mette Granner)
 
   

26. maj 2018 * Trafikuheld på Alkenvej. Torsdag kl. 20.19 stødte en motorcyklist og en personbil sammen i t-krydset Boesvej-Alkenvej lige neden for Svejstrup, oplyser Sydøstjyllands Politi. Der skete 'betydelig materiel skade', og motorcyklisten, der var en 47-årig mand fra Horsens, måtte på hospitalet.
 
   
17. maj 2018 * Børnene fra Bjedstrup Skole hilser fra Samsø, hvor de har byttet sig ind på Onsbjerg Lilleskole. Her er de dog fotograferet i bakkerne på Nordøen tæt ved Issehoved. Alle har det godt, melder de, og de kommer hjem fredag eftermiddag. Det skal tilføjes, at 16 seje elever klarede turen fra Bjedstrup til færgen i Hou på cykel - og videre hen over Samsø. (Foto: Lars Søgaard Andersen)
 
13. maj 2018 * Rullende indskoling og rullende klasseskifte på Bjedstrup Skole og Børnehus. På Bjedstrup Skole og Børnehus har vi hen over efteråret har arbejdet med en anden tænkning og organisering af overgang fra børnehave til skole og i den måde vi organisere samlæsning af klasser, skriver skoleleder Lars Søgard Andersen. Fra kommende skoleår (2018–19) vil der være rullende indskoling. De kommende elever til 0. klasse vil starte i nuværende 0. klasse á tre omgange. Det første hold er startet her i april, næste hold til august og sidste hold til november. Nogen starter tidligere en sædvanligt og andre venter til efteråret. Hvornår det enkelte barn starter bliver besluttet i samarbejde med forældrene. Målet med den rullende indskoling er, at der i højere grad kan tages individuelle hensyn i overgangen fra børnehave til skole og fritidsklub, og at de nye børn inkluderes i grupper, der allerede er kørende i forhold til rutiner og kultur. I skolen har vi i dag aldersblandede klasser. Fra kommende skoleår vil vi lave 'rullende klasseskift', hvor man som barn hvert andet år er den yngste og hvert andet år den ældste årgang. Konkret har vi her i april ladet den nuværende 6. klasse køre solo frem til sommerferien, hvor de flytter til Mølleskolen. Den nuværende 4. klasse rykker samtidigt op til 5. klasse, og de forbliver sammen til april 2019. Den nuværende 2. klasse rykker op til 3. klassen. Den nuværende 2. klasse, som er forholdsvis stor vil fra april og et år frem køre uden at være sammenlæst. Indskolingsklassen vil fra april bestå af nuværende 0. klasse, hvor de kommende 0. klasser ruller ind i april, august og november. Ud over målet om at alle børn kan opleve at være ældst og yngst, er det et mål, at alle børn oplever at være en del af et større og aldersblandet fællesskab helt fra børnehaven frem til de går ud af skolen. Dette skal gerne medføre, at alle børn kan finde betydningsfulde venskaber på tværs af aldre.

 
16. apr. 2018 * Jo mindre børn - jo mindre trådløs teknologi. Nu hvor det er aktuelt med antennemasten i Alken: Fra Bjedstrup Skole beskriver bestyrelsesformand Mads Bentzen, hvilke principper skolen arbejder efter - og skriver bl.a.: W

HO har klassificeret teknologien som muligt kræftfremkaldende. Vi ser også, at eksempelvis Europarådet anbefaler, at der slet ikke er wifi på steder, hvor der er børn, ligesom vi også kan læse de kraftige advarsler fra Det Europæiske Miljøagentur, lægeforeninger og forskere rundt om i verden. Vi ser, at Frankrig har forbudt wifi i dagtilbud og forbudt mobiltelefoner i skoler, og vi ser mange andre lande indføre restriktioner for at beskytte næste generation mod en mulig helbredsrisiko. Samtidig ser vi, at vores egne sundhedsmyndigheder har egne holdninger på området, og at de kun vedrørende mobiltelefoner har anbefalinger til, hvordan man reducerer eksponering. Vi har valgt at lade tvivlen om helbredsrisici komme børnene til gode og har vedtaget et princip, der skal sikre, at teknologien kun bruges, når det tjener et pædagogisk formål. Alle voksne har desuden et ansvar for at lære børnene en helbredssikker omgang med teknologien. Så - vi er ikke bombet tilbage til stentavler. Men vi forsøger at tage ansvar for børnenes helbred som en del af den digitale dannelse.


 
   
2. mar. 2018 * Alt blev som vi ønskede. Olga blev 100 år den 23. februar - lige før vinteren for alvor kom. 126 voksne og 14 børn var mødt op for at fejre 'Skippertøsen fra Marstal'. Så stor en fest havde vi aldrig turde binde an med, hvis ikke vi boede i Alken. Mor nød festen i fulde drag, skriver Søs Nielsen. Læs det hele på smalltalken.
Maiken Wang Larsen spillede til 'Mor er den bedste i verden'. (Foto: Søren Slebo)

 
2. mar. 2018 * Motorsav stjålet. Vi har desværre haft indbrud i garagen onsdag nat på Bjedstrup Skole, skriver pedel Thorkild Højsgaard. Vi slap med en motorsav, men ved, der også er stjålet traktor/maskiner og værktøj andre steder i kommunen.
 
   
29. dec. 2017 * Freddie, Charlie, Julie og Rasmus Abildgaard Arentsen er med i DR K-udsendelsen 'Hjem til jul', der blev vist lillejuleaften. Med vanillekranse og and og historiske og nutidige strejf om juleforberedelser og -traditioner - bl.a. som det foregår på Emborgvej i Alken.
 
14. dec. 2017 * Hærværk på to biler. Helle og jeg har her i weekenden fået begge vores biler punkteret, skriver Steven Russell. Nogen har sat søm i baghjulene, mens bilerne holdt i carporten.
 
   
4. dec. 2017 * Nødt til at udvide. Søndag blev julen både sunget ind ved julemarkedet, spist og drukket. Alken-koret (billedet) og Holger Vig hævede stemningen, stadeholderne solgte stort og småt til julegaverne og den hjemlige julehygge. I køkkenet fremtryllede Jill van der Maase og hendes køkken-nisser både æbleskiver, gløgg og risalamande. Desuden skulle hun som tovholder for boderne sørge for aftaler og omsorg. - Vi bød velkommen til en række nye ansigter i år, og mange af dem var så tilfredse, at de vil komme igen. Jeg tror, at vi bliver nødt til at udvide næste år, sagde Jill. (Foto: Peter Abildgaard)
 
   
3. dec. 2017 * Nordic Christmas Quartet var en del af underholdningen under julemarkedets første dag: Ingrid Robak, Lena Gregersen, Trine Holm og Henrik Franck i en pop-up-gruppe, der forsvinder igen lige så hurtigt, som den dukker op, men Per Billes film kan man derimod blive ved med at se igen og igen - find din nabo, søn eller kone blandt publikum.

 
   
2. dec. 2017 Julemanden åbnede lørdag julemarkedet i mejeriet og havde juleknas med til børnene. Markedet er åbent til kl. 17, søndag kl. 11-17. Bemærk, at Købmanden i Alken og X og Tværs har ekstra åbent i anledning af julemqrkedet. (Foto: Peter Abildgaard)
 
   
 28. nov. 2017 * X & Tværs støtter selvfølgelig op om julemarkedet her i weekenden, og holder derfor åben både lørdag og søndag fra kl. 11-16, skriver Lene Breumlund. Du kan finde både julepynt, julegaver, delikatesser, gavekurve og øl fra Klosterbryggeriet.
 
   
 4. nov. 2017 * Bed & Breakfast hos Jens og Inge. Et dobbeltværelse på 11 kvadratmeter med fælles bad og morgenmad udlejes nu i Alken hos Jens Jacobsen og Inge Nørgaard på Emborgvej 104 via Booking.com. De reklamerer bl.a. med, at 'vi taler dit sprog'.
 
   
29. okt. 2017 * Lidt nyt fra X & Tværs Nu kan du også få øl fra Klosterbryggeriet - og jeg har selvfølgelig Sorte Alken - brug den som værtsgave, når du skal på besøg rundt i landet. Jeg har også flere forskellige gavekurve, når du skal til reception, jubilæum, fødselsdag mv. Kik ind og bestil, hvis du har brug for flere, skriver Lene Breumlund.
 
25. okt. 2017 * Lige en advarsel. Vi har haft indbrud i går mellem kl 15.45 og 22.15. Var til fødselsdag hos Thilde. Vores naboer har intet bemærket. Vær opmærksom på 'mystiske' personer, det er ikke sjovt at komme hjem til et gennemrodet hjem. Mvh Poul Westesen.
 
3. okt. 2017 * Brand hos Poul og Marie. Mandag morgen kl. 7.10 bimlede røgalarmen og vækkede Poul og Marie Westesen, Alkenvej 52. Der var røg og flammer i bryggers og baggang, fortæller Poul. Brandfolkene kom 5-10 minutter efter, fik slukket ilden og vurderede, den var opstået ved et ældre komfur. Måske havde katten, der kom ind kl. 6, ramt en kontakt og fået tændt komfuret, så nogle sivkurve kunne fænge. Det gode råd? Røgalarmer. Westesens havde også brandvæsenet på besøg nytårsaften 2000, da en vildfaren raket satte ild i baghuset, og hvor naboer nåede at slukke ilden, før brandfolkene fandt adressen. Poul og Marie selv havde fejret nytår udenbys.
 
 
 
 
23. sep. 2017 * Det nye hus kom med blokvogn. I mandags kom tilbygningen hos Maiken Wang Larsen og Thomas Tjørnehøj, Emborgvej 109, omsider på plads. Bygningen er fremstillet efter mål - og altså ikke som elementbyggeri - i en fabrikshal i Langå, og transporteret til Alken pr. jernbane og blokvogn. Produktionsformen medfører foruden en lavere pris også den fordel, at hele byggeriet er sket i tørvejr og stuetemperatur. På grund af adskillige uforudsete og uforudsigelige vanskeligheder har projektet strakt sig over flere år, og prisfordelen er i sidste ende skrumpet gevaldigt. Og så kan tilbygningen, der indeholder badeværelse, gang og værelse, endda ikke tages i brug endnu. Ikke før om et par uger, når den er blevet forbundet med den oprindelige bygning via et trappehus, skriver Thomas.
STOR tak til mange gode naboer og genboer, som overværede den temmelig spektakulære forestilling med mobilkran og andet tungt grej, og som kvitterede med udlån af diverse værktøj samt biler til 'skolebus-erstatningskørsel' (fordi bussen p.g.a. blokvognen ikke kunne komme til Boes) og værktøjstransport (fordi murerens bil brød sammen - én ulykke kommer i sandhed sjældent alene)...
 
   
18. sep. 2017 * En kraftig kran og to mænd fik sat tilbygningen endelig på plads en tåget septembermorgen. En glad og lettet familie er nu tæt på at flytte ind i de fine nye gemakker. Tillykke til Thomas Tjørnehøj og Maiken Wang Larsen! (Foto: Anne-Mette Granner)
 
   
16. juli 2017 * Alba, Helena, Toni og Carlo på vej mod Italien. Efter sidste år at have taget turen Italien-Sverige til fods og med æslerne Alba og Toni til at bære den største del af oppakningen, er svenske Helena og italienske Carlo nu på den modsatte vej ned gennem Jylland og satser på at nå Italien inden vinter - afhængigt af sne-situationen i Alperne. Lørdag rastede de ved alken.dk's redaktion, hvor de rolige dyr gnaskede plænegræs og efterlod en pose æselpærer som minde og havegødning.
 
12. juli 2017 * Listetyv stjal fra Winnie og hendes piger. Onsdag eftermiddag skrev Winnie Pohle på Facebook: 'PIS OG LORT Hvis nogen ser en ung mand mørk i huden, med sort hår, en blå sportsjakke, sportstaske og som snakker engelsk så har har lige stjålet 2200 fra mig. Han kom ud af huset lige som jeg kom hjem og jeg talte med ham, men opdagede det desværre ikke selvom jeg så i hans taske. Pigernes og mine hårdt optjente sparepenge til ferien. For helvede også. Har lige meldt det til politiet og hvis nogen ser ham må de meget gerne ringe til dem.' Winnie uddyber over for alken.dk, at manden havde sagt, at han ledte efter sin søster, bagefter forsvandt hen mod stationen og iøvrigt var en 'pæn ung mand'.
 
22. maj 2017 * Fra nu af går det fremad. Vi har en stor 6. klasse på 22 elever, som går ud til sommer. Der er i øjeblikket 13 på vej til den nye 0. klasse, så vi kommer til at opleve en nedgang i elevantallet i år, skriver den nye skoleleder i Bjedstrup, Lars Søgaard Andersen, til alken.dk. Det skulle så efter alle beregninger være det foreløbige lavpunkt. Prognoserne ser bedre ud de kommende år, når vi ser på antallet af børn i børnehaven.
 
6. maj 2017 * X & Tværs har igen hjemmelavet italiensk is fra Okkels fra store bededag, skriver Lene Breumlund. I bededagsferien er der derfor ekstra åbent: Fredag kl. 14-18, lørdag og søndag kl. 13-16.
 
19. apr. 2017 * Hyggeaften i X og Tværs tirsdag 25. og torsdag 27. april kl. 19-21. X og Tværs er vært ved en lille forfriskning, mens du kan se og prøve to kollektioner fra basics by bornø, begge 100 pct. Øko-Tex certificeret, skriver Lene Breumlund. Bamboo af bambus, og Blusbar af 100 pct. merinould. Da pladsen er begrænset, er tilmelding nødvendig. Vælg en dag og ring 21424846.
 
   
8. apr. 2017 * Nye tage, døre og vinduer. Renoveringen af AB Søbjerg begyndte i marts 2017 og forventes afsluttet ultimo
maj, skriver Jens Krag fra andesboligforeningen . Alle tage og udvendige døre/vinduer bliver udskiftet, så de otte huse i den lille andelsboligforening kommer til at fremstå og virke som næsten nye boliger. Det samlede budget ligger på ca. 2.200.000,-. Vi glæder os til, at det bliver færdiggjort,  og vi beklager naturligvis de gener, det måtte have for de øvrige beboere på Søbjergvej, samt posten,  hjemmehjælpere og andre, som færdes på vejen. (Foto: Jens Krag)

 
 
 
14. mar. 2017 * Topkapper fanget i højden. Bruno var hurtig på aftrækkeren til morgen, da et par trætop-kappere gik i gang overfor trinbrættet med en seriøs lift, for at kunne skære de store ahorntræer til, skriver Eva Nikolajsen. Og det gik også fint et stykke tid, men pludselig sad liften fast i fuld højde med en ensom og beklemt topkapper i kurven. Der blev bakset med liftens motor af flere kyndige kolleger i en halv times tid, inden han igen fik fast grund under fødderne. (Foto: Bruno Nielsen)
 
13. feb. 2017 * Lokalt demokrati i praksis. Landsbyråd og borgerbudgetter. Hvordan opbygger vi et stærkere og mere levende demokrati? Hvordan organiserer vi os, så flest mulig af os får mest mulig indflydelse på vores egne livsvilkår? Med udgangspunkt i erfaringer fra Sønderborg og Porto Alegre i Brasilien, vil Anders K. Brandt give sit bud på hvordan vi kommer i gang. Anders K. Brandt er byrådsmedlem for Enhedslisten og formand for Landdistriktsudvalget i Sønderborg Kommune. Sønderborgmodellen er kendt for en stærk organisering af landsbyerne, så borgerne og administrationen har rammer for udviklingen på landet. Landsbyrådene er integreret i den kommunale administration, men på borgernes egne præmisser. Landsbyrådene driver landsbybusser, er med til omstilling til lokale klimavenlige fødevarer, udvikling af CO2-neutrale løsninger. Samtidig er landsbyrådene katalysator for fællesspisninger, landsbydage, krolf og kreativ café mm. Redskaberne er udviklingsplaner, Landsbyforum og borgerbudgetter, som den brasilianske by Porto Alegre har mange års erfaring med. Anders Brandt har været på studiebesøg der, og få et indblik i hvordan det fungerer. Offentligt møde på Alken Mejeri søndag 5. marts kl. 15.30-17.30. Fri adgang. Arr.: Enhedslisten, Skanderborg.
 
   
10. feb. 2017 * Sneplov i grøften. Torsdag formiddag væltede en sneplov på vej fra Svejstrup mod Alken i svinget ca. 100 m før Kildegården, skriver Bruno Nielsen. Ploven var kommet for langt ud i rabatten, da den mødte en modkørende bil. Falck arbejdede i mange timer for at få ploven på ret køl igen, så Alkenvej var afspærret imens. (Foto: Bruno Nielsen)

 
7. feb. 2017 * Hjulspin på p-pladsen - og så var nummerpladerne væk. Mandag aften fik beboerne i Doktorboligen øje på en gammel rød Mazda, der drønede rundt og lavede hjulspin på p-pladsen ved trinbrættet. Senere samme aften opdagede Kræn Kielsgaard, at nummerpladerne på hans bil, der stod parkeret på p-pladsen, var stjålet. 8. feb. 2017: Politiet fandt nummerpladerne i Skanderborg, og de er nu på bilen igen, skriver Sivi Svenning.

 
 

4. feb. 2017 * Børnebar igen. Fredag 10. februar er der børnebar i Mejeriet fra kl. 15-21 (kom som det passer jer), skriver Sivi Svenning. Vi har gjort os ekstra umage med lækker mad denne gang. Børnevenlig daal med diverse tilbehør. 50 pr. voksen og 30 pr. barn. Tilmelding er bindende: mobilepay på 51229433. Pengene går til mad, service, chips, popcorn, saft og mælk. Frist tirsdag 7. februar. Der sælges øl, sodavand og slik.


 
   
1. feb. 2017 * Tirsdags-åbent og suppeben. Gårdbutikken Johannesminde har - selv om det endnu ikke står på skiltet ved Boesvej - nu også åbent om tirsdagen, skriver Tine Thybo. Så åbningstiderne er: Tirsdag kl. 9-16, onsdag-fredag kl. 13-18 samt lørdag kl. 9-14. Her i den kolde tid er der øko-ben til suppe for 20 kr. kiloet, og i uge 7 er der særligt tilbud på hakket øko-grisekød.

 
   
18. jan. 2017 * Hip-hop med baby på maven.

Hej alle skønne mødre og fædre :-) skriver Maria Malmø fra Emborgvej. Dygtige danser Anne-Teresa Njust Høj (på fotoet) fra Dansestudiet i Aarhus vil gerne komme og undervise os i barselshiphop i Mejeriet fredage fra kl. 10.30-12.00 fra 3. marts. Vi starter med fire gange for 350 kr. hvis vi er minimum syv personer (det bliver billigere, hvis vi er flere, så kom glad). Så kan man prøve det og se om det er noget for én ;-). Jeg er ved at undersøge, om Mejeriet er ledigt den tid. Giv gerne en melding om du vil være med på 27575494. Børn op til et år. Tilmelding er bindende. Læs mere om barselshiphop, hvor det bl.a. fremgår, at dansen foregår med de små i bæresele eller slynge på maven.


 
15. jan. 2017 * Nu der skal prikkes. Så er stillingen som leder af Bjedstrup Skole og Børnehus slået op igen, skriver formand for skolebestyrelsen, Mads Bentzen: Det er altid ærgerligt at skulle ud i endnu en runde. Men det siges, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg oplever bestemt, at denne proces har affødt en utrolig vigtig og god diskussion i bestyrelsen og ikke mindst en god dialog med Fagsekretariatet for Børn og Unge, hvor vi er blevet endnu klogere på, hvad der skal vægte i udvælgelsen af den rette profil. Det er nu, der skal prikkes og deles i netværket. Ansøgningsfrist er mandag 30. januar. Ny leder forventes at tiltræde 1. april.
 
   
5. jan. 2017 * Skolen præsenterer sig på video. Se Bjedstrup Skoles nye præsentationsvideo lavet i samarbejde med pressefotograf Henrik Bjerg og musiker Stefan Brask. Forældre til skolestartere i 2017 er inviteret til besøgsdag på skolen onsdag 11. januar kl. 8-16 med mulighed for et kig ind i den nuværende børnehaveklasse mellem kl. 10 og 12, skriver konstitueret skoleleder Mogens Christensen på skolens side.

 
30. dec. 2016 * Tagsten og honninghus. Stormen Urd væltede Alkens juletræ, der dog snart kom op igen. Karin Fosdal oplyser derudover, at Kurt Viborgs lille honning-salgshus væltede, og honningglas lå ud på Sandvejen, ligesom et enkelt vindstød fik 15-20 tagsten på Alkenvej 67C til at løfte sig, men dog blev på taget hulter til bulter. Forsikringen stod for at udbedre den skade med det samme.
 
26. dec. 2016 * Lederstilingen på skolen bliver genopslået. Bestyrelsesformand Mads Bentzen skriver om ansættelsesprocessen på Bjedstrup Skole og Børnehus, at det desværre ikke var muligt for ansættelsesudvalget at blive enige om en kandidat. Børn- og Unge-chef Søren Aalund skriver: 'Jeg er af den klare overbevisning at forudsætningerne for at lykkes som leder dels er den rette profil dels det fornødne ledelsesfundament og opbakning. Min vurdering er, at kandidaterne ikke har/kan få begge dele'. Det er derfor besluttet at genopslå stillingen.
 
13. dec. 2016 Man kan nå det endnu. I weekenden 17. og 18. dec. kl. 15-18 lukker vi værkstedet Alkenvej 59 op for sidste gang inden jul. Mangler du stadig at købe et par julegaver, så kom og se udvalget. Her er lidt af hvert: Strik, Nisser, Shea Butter, juledekorationer m.m. og så er der kommet helt nye ting ud af keramikovnen, så kig ind. Søs Nielsen & co.
 
   
4. dec. 2016 * Det lugter rart af gran. Hjemmestrik, importerede varer, frikadeller med rødkål, trædrejeri, kædedans og et Ovis-får udenfor. Julemarkedet i Alken har det hele og også åbent i dag søndag til kl. 17. Få en stemningsprøve ved Per Billes foto og video fra den musikalske optræden ved Trine Holm, Lena Gregersen og Line Marie Kajali Madsen. (Foto: Per Bille, Ry Foto) Og se endnu et videoklip - en anden sang - (optaget af Jan Mikael Granner).

 
29. nov. 2016 * X & Tværs holder mere åbent i december. Lene Breumlund fra X og Tværs oplyser, at butikkens åbningstid indtil jul nu er onsdag kl. 13-17, torsdag kl. 13-19, fredag kl. 13-17 og søndag kl. 11-15. I weekenden 3.-4. december er der åbent både lørdag og søndag kl. 11-15 - under julemarkedet på Alken Mejeri.
 
   
 27. nov. 2016 * Søs Nielsen har julehygge i værkstedet på Alkenvej 59 i weekenderne 26.-27. november, 10.-11. & 17.-18. december kl. 15-18. Lær at flette små kurve, nyd skæret fra lysene, når mørket falder på. Anja Budde sælger hjemmegjorte adventskranse.
 
   
25. nov. 2016 * Ho-ho. Folkene bag årets julemarked i weekenden 3.-4. december kl. 11-17 har fået sig sin egen reklamevideo fra Potemkin Film i Aarhus. Se den her.
 
   
15. nov. 2016 * Lederstillingen i Bjedstrup er slået op. Stillingen som leder af Bjedstrup Skole og Børnehus er nu slået op, og skolebestyrelsen ag fagsekretariatet har lagt sidste hånd på stillingsopslaget. - Vi glæder os meget til den kommende ansættelsesproces. Det er en vigtig post i vores lokalsamfund!, skriver bestyrelsesformand Mads Bentzen. Ansøgningsfrist er 4. december kl. 24. Til inspiration, hvis nogen har mulige ansøgere i tankerne, så er skolens vision: Vi vil glæden. Vores vision er at skabe sunde, glade og fagligt stærke børn, som tør gå ud i verden og tage verden ind. Se også det uddybende notat med job- og kravprofil (link til pdf i opslaget).
 
 15. nov. 2016 * Børnetallene bedre end prognosen. Ifølge prognosen for Skanderborg Kommune fra august 2015 skulle 11 børn starte i 0. klasse på Bjedstrup Skole i år. Men der startede 15 børn, oplyser Mads Bentzen. Prognosen for skoleåret 17/18 siger 7. I børnehaven har vi på nuværende tidspunkt 12 børn til den årgang. Prognosen for skoleåret 18/19 siger 10. I børnehaven har vi på nuværende tidspunkt 12 børn til den årgang. Prognosen for skoleåret 19/20 siger 8. I børnehaven har vi allerede 8 børn født i 2013. Der kan komme flere til inden nytår fra dagplejen, det har jeg ikke overblik over. Og er det bare mig - eller er der ikke lidt af et babyboom herude? :-)
 
   
27. okt. 2016 * X & Tværs sælger nu plaider af lokal uld. Ulden er fra får, der græsser på jorder mellem Ry og Skanderborg. Når fårene ikke er på græs, hører de til på Alkengård. Det er Svejstrup-firmaet OVIS ved Per Hedegaard, der har fået ulden fra sine får spundet på Hjelholt Uldspinderi på Fyn og derefter vævet på Acondria i Herning, fortæller Lene Breumlund.
 
   
 24. okt. 2016 * Fredagsmarked ved købmanden. Vi har lyst til at genoptage det udendørs fredagsmarked, hvor alle frit kan komme og sælge lopper eller kræmmervarer i købmandens åbningstid. Det bli'r den første fredag i måneden, altså fredag 4. november kl. 16-19 første gang. Vi håber, at der også vil komme nogen og lave pandekager, koge suppe eller grille en pølse. Mange venlige hilsner fra Eva Nikolaisen og Bruno Nielsen. (Fotoet er fra juli 2011 i en periode med markedsdage på 'Slagterens mark': Winnie Pohle, Marie Westesen, Birgit Pohle og Gitte Møller Madsen med bod)

 
   
17. okt. 2016 * Leg, grin og snak. Otte mødre med småbørn dukkede op  første gang i den nye mødre-fædregruppe, fortæller Maria Malmø fra 'La Vie', der tog initiativet og fotoet af: Sivi med lillepigen fra Alken på 1 uge, Line med Sebastian på tre måneder fra Kirstinelund, Lærke fra Kirstinelund med Otto i maven, højgravid, Stine med Viola på seks måneder fra Bjedstrup, Malene med Asger på tre uger fra Alken, Maria selv og Noa Bjørk på seks måneder, Kirstine fra Mossøvej med Ena på tre uger, Betina fra Svejstrup med sin lille pige på fire uger - fire piger og fire drenge.
 
16. okt. 2016 * Efterårsevent i X & Tværs betyder udvidet åbningstid samt gode tilbud på bluser og hjemmefutter, fortæller Lene Breumlund. Se mere på facebook.
 
6. sep. 2016 * God sag og flot resultat. Søndag var Lena Gregersen og jeg ude at samle ind til Red Barnet, skriver Gitte Dalsgaard. På fire timer i Svejstrup og Alken blev det til 3.816 kr. - I Skanderborg var der andre indsamlere, der også gik i fire timer og 'kun' nåede 400 kr., så det er et meget fint resultat. Tak til alle, der gav.
 
   
 28. aug. 2016 * Hytten kom tættere på Alkenvej. Hvor kom den lige fra, spurgte flere sig selv forleden. Efter at have været 'ungdomsbolig' gennem en årrække har Hanne Ravn og Søren Slebos træhytte nu fået nye funktioner - og ved hjælp af en kran en ny plads på grunden. (Foto: Søren Slebo)
 
   
 18. aug. 2016 * Powwow på Eagleroad. Powwow med indianske danse og festligt samvær foregår fredag 19. og lørdag 20. august, skriver Johanne Eagleroad fra Illerup. Der er adgang for publikum fredag kl. 18, og dansene starter kl. 19. Se mere.
 
   
6. aug. 2016 * Ildskabte skaller og sarangi spil. Adam Yogesh og Atma, Emborgvej 145, inviterer til deres årlige bazar søndag 21. august kl. 10.30-18. Se opslaget om keramik, smykker, collager, Rumi-digte og sarangi spil.
 
12. juli 2016 * Voldsepisode ved studenterfest - men intet spark. Lørdag aften var der studenterfest på Alken Mejeri, og som man har kunnet læse i et lokalt medie, endte den med en træls episode, hvor en af de unge gæster efter noget skubberi gav en anden et slag mod hovedet, mens de stod udenfor. Pernille Benzon overværede episoden og tog med den ene unge mand på skadestuen i Horsens. Pernille har sammen med flere deltagere afgivet vidneforklaring til politiet - og har siden præciseret, at der ikke var tale om noget spark, som det åbenbart var fremgået af døgnrapporten og dermed i første omgang også af lokalavisen. Det er siden blevet rettet i døgnrapporten - og lokalavisen.
 
10. juli 2016 * Andelsboligforeningen Søbjerg skal renovere i år. Vi forventer en større renovering af alle otte huse i AB Søbjerg her i 2016, skriver Jens Krag til alken.dk. Foreningen vil stadig have en god økonomi, hvor 'lejen' efter renovering vil ligge på gennemsnitlig ca. 2.800 kr. per måned. - Ikk' så ring' endda, skriver Jens. AB Søbjerg, som blev stiftet i 1988, regner med, at renoveringen skal bestå af nye tage, efterisolering og udskiftning af samtlige udvendige døre og vinduer.

 
10. juli 2016 * Nyfødte og gravide er der en del af, hvilket er godt nyt for dagplejen, børnehuset, skolen og os allesammen. Dagplejer Jeanet Zacho fra Overmarksvej beretter efter at have studeret Bjedstrup Skoles skoleintra om den generelle småbørns-situation, at der ved skolestart vil være 15, 19, 11 og 12 børn i de fire yngste klasser, mens de to følgende børnehaveårgange lige nu rummer 11 og 12 børn. Så det er da deropad, skriver Jeanet, der også glæder sig over, at der hele tiden kommer tilflyttere. Dagplejen sender denne sommer fem børn videre i børnehave - og kan fra 1. august byde en ny kollega velkommen, Anette Liin på Overmarksvej. Så bliver de seks i dagplejegruppen, der lige nu er fyldt op med fire børn til hver.

 
 
5. juni 2016 * Veteranknallerter vil igen i år komme gennem Alken med 100 tilmeldte veteranknallerter, skriver Jens Christensen..
Vi vil komme gennem byen lørdag 11. juni mellem 14.30 og 15 og køre ind i byen fra Boes-siden og svinge ud af byen ad Alkenvej ned mod Mossø. Se mere på Mossø Open.

 
10. maj 2016 * Sol, sommer og is. I X & Tværs, Emborgvej 102, sælger Lene Breumlund hjemmelavet italiensk is fra sin sommercafé med torsdagskage. Butikken åbner i pinsen lørdag kl. 14-20 og søndag-mandag kl. 13-16.
 
   
26. apr.  2016 * Pludselig en helt anden dag. Store bededag var der åbenbart konfirmation på mejeriet, skriver Birgit Pohle.
Pludselig fornemmede jeg at lige ovre på 'Peters Mark' måtte der skulle foregå noget, her blev pludselig rullet nogle kæmpe måtter ud, og der var et leben af unge mennesker. Pludselig kom et festklædt publikum op og samlede sig om 'marken', og der kom gang i de unge mennesker, som lavede en virkelig flot opvisning.
Jeg fik at vide at det var et hold fra Tilst , hvor også konfirmandinden plejer at gå.
Jeg kan stærkt anbefale at bruge dette hold, hvis man vil se en opvisning, der sprudler af energi, livsglæde og godt kammeratskab. Det blev pludselig en hel anden dag. (Foto: Birgit Pohle)

 
   
8. apr. 2016 * De var med til Mosbjerg Folkefest. Researchkollektivet Redox, som beskæftiger sig med at dokumentere aktiviteter på den yderste højrefløj, har publiceret en historie med fotos, der giver et indblik i, hvilke politiske strømninger, der var repræsenteret på folkefesten i 2015. (Foto: Redox)

 
   
21. mar. 2016 * Lene anbefaler cykel-ordning. Jeg har ryddet op og slap af med med to gamle cykler via kommunens hente-ordning, skriver Lene Bay. På et cykelværksted sætter frivillige og flygtninge brugte cykler i stand. Så har du en cykel, du vil forære til værkstedet, så kontakt Gert Dahl Pedersen, 6049 2499, cirkuspedersen@mail.dk - så bliver cyklen hentet og sat i stand til glæde for vores mange nye medborgere.
 
12. mar. 2016 * Indbrud hos Kurt og Anne Grete. Vi har i går fredag den 11. marts haft indbrud, mens vi har været hjemmefra, skriver Anne Grete Viborg. Tyvene har brudt et vindue op i stueplan. Der er stjålet alle værdifulde smykker af guld og sølv. Måske blev tyvene overraskede, da vi kom hjem kl. 21.15, og er flygtet ud af hoveddøren, for den stod pivåben. Træls. Der kom politi med hundepatrulje og tog rapport.

 
8. feb. 2016 * Stjålet elcykel fundet igen. Den sorte dame-elcykel, der 16. januar blev efterlyst på Opslagstavlen, er fundet igen. Det blev meldt til politiet, at den stod på Vædebrovej, skriver Claus Reimann fra Kirstinelund i Bjedstrup. Cyklen har ikke taget skade, selv om det er en el cykel, der har stået ude i al slags vejr i fire uger.