Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Alken Bryghus
Natur
Alken Saftklub
Alken Have
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
smalltalken 2017
smalltalken 2016
smalltalken 2015
smalltalken 2014
smalltalken 2013
smalltalken 2012
smalltalken 2011
smalltalken 2010
smalltalken 2009
smalltalken 2008
smalltalken 2007
Badutskis Blog
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelters i Alken
 

 

 
 
 
smalltalken 2016
 
12. dec. 2016 * Markedsfornøjelse. Det har været en fornøjelse at planlægge og afvikle årets julemarked i Alken i år, grundet den kæmpe opbakning der har været – så tusind tak for det. Vi glæder os til næste år. De bedste hilsner Johannes, Jill – og Dolly, skriver Jill van der Maase.

14. aug. 2016 * Fantastisk og rørende. Kære venner i og omkring Alken. Vi vil endnu engang sige tusind tak for ALT i forbindelse med Maria og Brunos bryllup! Det har været fantastisk og meget rørende at opleve jeres hjælp, støtte og gæstfrihed. Om det var at låne hus ud til fremmede mennesker, at oversætte talen til spansk og engelsk, at låne bil og trailer ud, at hente gulvelementer, at tilbyde hjælp i køkkenet, at låne grej ud, at komme med blomster og gaver, at vise interesse, og meget mere... Gæsterne følte sig i den grad velkomne i byen og udtrykte deres begejstring og taknemmelighed over vores måde at hjælpe hinanden på her i byen. Og tak til vejrguderne for perfekte vejrforhold på selve dagen og i ugen op til. (Det er lige før, at man bliver troende, når man tænker på vejret før og efter.) Vi beklager, at vi desværre ikke nåede at sige til alle, at I var velkomne til festen (efter kl. 22). Festen, som i øvrigt var intet mindre end magisk! Gæster, forplejning, god energi, gaver, musik, vejret - alt gik op i en højere enhed!
Kærlig hilsen Vibeke og Eric


25. juli 2016 * Derfor er jeg oprydder igen i år.
For tredje år i træk er der indkaldelse til oprydning efter Skanderborg festivalen, og for tredje år i træk har jeg meldt mig som oprydder. Første år gik pengene for oprydningen til købmanden. Da jeg fra starten var lidt tvivlende overfor dette meget ambitiøse butiksprojekt tænkte jeg, at jeg så da i det mindste kunne være med til at give biksen lidt startkapital med på vejen. Det var Jacob, der havde etableret forbindelsen, og jeg syntes ikke at han skulle stå helt alene med alt den oprydning, nu har han igennem så mange år har sikret, at mine børn har kunnet komme til at spille fodbold, så kunne jeg da godt lige give et nap med. Andet år gik pengene til Mejeriet. Her ville jeg gerne hjælpe med til, at det kære gamle hus kunne få skiftet nogle af sine hoptimister ud med lidt mere tidssvarende isolering. I år er der åbent for ideer til, hvordan de 35.000 kr. bedst kan skabe liv i landsbyerne. Jeg kunne selv godt tænke mig et bådlag med kano og robåd, hvor man så hos købmanden kunne hente redningsveste, padler og åre og sejle en tur på søen eller måske en shelterplads tæt på søen, eller måske noget helt andet. Min tilskyndelse til at deltage i år har nok mest været, at jeg godt vil give festivalen en hjælpende hånd dagen derpå. Den festival som har givet mig og min familie så mange oplevelser. Lige fra da Tobias som treårig ville helt op til scenen for at se Alice Cooper og han dagen efter i Børnehuset kunne fortælle, at han havde set en gammel grim mand, der rakte tunge og kastede med pengesedler. Eller da en tørresnor med trusser i alle farver og størrelser nåede fra den ene ende af Bøgescenen til den anden og Tom Jones ikke helt kunne se det flatterende i det. Eller Eric Clapton som under en hel koncert kunne nøjes med kun at sige to ord - good evening. Eller da jeg insisterede på at Freja som et led i den kulturelle opdragelse skulle gå med sin far op og høre Røde Mor, og da hun bedst som Troels Trier skulle til at stemme i til sin tredje sang pænt spurgte: 'Far må jeg godt gå nu'.
Hvert år har jeg været imponeret over den iderigdom, kreativitet og fantasi som festivallen råder over og dens måde at løse selv svære logistiske problemer. Oprydningen derimod har jeg været meget lidt imponeret af og har tænk, at det her må kunne gøres bedre. Når man derhjemme har vænnet sig til at sortere mælkelåg og kapsler til genbrug virker det som et voldsomt spild af ressourcer med alt det usorterede affald. Det hjalp lidt på den dårlige samvittighed, at Bruno sidste år havde været med til at organisere, at telte soveposer og underlag kunne pakkes og sendes til Lesbos, hvor det midlertidigt kunne give folk i nød og på flugt lidt ly og varme. Kontrasten mellem det teltliv, der er blevet levet på festivallen og det teltliv der er overladt til de flygtende er ret overvældende, hvis man kommer til at tænke alt for meget over det. Det er også tankevækkende, at man ugen igennem har leveret friske kolde forsyninger til sine tørstende halvgamle børn og så derefter selv får lov at rydde op efter dem. Som oprydder får man tid til at fundere over lidt af hvert - Har der virkelig boet mennesker her! - Er det virkelig muligt at omdanne en campingstol til toilet! eller da jeg slæbte afsted med et større meget tungt telt og på vej hen mod containeren blev i tvivl om, der mon kunne ligge en bevidstløs svensker et eller andet sted derinde. Jeg følte mig nødsaget til at kravle derind og til min lettelse kunne jeg konstatere, at der var tale om en springmadras og en hel masse andet ubestemmeligt.
Vi har i år talt med festivallen om, at det er meget lidt smukt den måde oprydning og affald bliver håndteret på. Om det er alle Evas gode ideer og argumenter eller om det er det, at Reno Syd har hævet taksterne for usorteret affald, der har gjort indtryk eller måske en kombination er svært at sige, men festivallen har været meget interesseret i at samarbejde og i at gøre det bedre før, under og efter festivallen. Så håbet er at flere ressourcer kan blive sorteret og genanvendt i år, At de 35.000 kr. kan være med til at skabe mere liv i landsbyerne og at Jacob heller ikke i år, vil være helt alene om oprydningen. Selvom det er hårdt og beskidt arbejde, så er det også lidt sjovt og rigtig hyggeligt, når man er mange nok.
Thorbjørn Herrik

10. juli 2016 * Ingen frivillig besparelse på skoleledelse i Bjedstrup.
Den ledelsesmæssige situation på Bjedstrup Skole og Børnehus er som sådan uændret. Mogens Christensen er fortsat konstitueret skoleleder. Men der er noget på vej...
Med Mogens ved roret har vi gennem det sidste år mærket, hvad klog, varm og nærværende ledelse gør ved et lille sted som vores. Mogens har dog aftjent sin værnepligt som leder i folkeskolen og skal varetage en konsulentfunktion i fagsekretariatet, når denne konstituering får sin ende. Desværre. Han har ganske enkelt været en kæmpe gave til Bjedstrup Skole og Børnehus.
I denne tid mærker vi i sandhed, hvad det betyder, at en skole er en del af en politisk ledet organisation. Skanderborg Kommune skal spare i budget 2017-19. Men siden udmeldingerne om kommunale besparelser, har regeringen trukket det meste af det varslede omprioriteringsbidrag tilbage. Således skal Skanderborg Kommune ikke spare helt det beløb, som vi ventede. Alligevel er der udsendt sparekatalog, som også rummer forslag om besparelse på ledelsesstrukturen på skoleområdet - se her.
Såfremt der skal spares på ledelse, vil det mest realistiske scenarie være, at Bjedstrup Skole får fælles ledelse med Mølleskolen. Og her er skolebestyrelsens holdning, at vi gerne vil arbejde positivt for en fælles ledelse med Mølleskolen, hvor vi fortsat har en selvstændig bestyrelse og en afdelingsleder med tydelig daglig ledelse i Bjedstrup. Den selvstændige bestyrelse er helt afgørende for at sikre skolens særkende og retning.
Skanderborg Kommunes budget for 2017 forventes at være på plads omkring den 20. september. Vi kan først til den tid have den fuldstændige vished omkring kommunes planer for ledelsen af skolerne. Men vi ved, at Venstre kun vil lægge stemmer til et budget med besparelser på skoleledelse, hvis skolerne frivilligt vil gå med på dette. Og det vil ikke ske. Således må vi forvente, at besparelser på skoleledelse ikke er en del af budget 2017.
Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, at vi får en selvstændig ledelse i Bjedstrup. Men meget synes at tyde derpå. Derfor vil vi på første bestyrelsesmøde i det nye skoleår drøfte, hvilken ledelsesprofil vi ønsker os til vores dejlige lille sted. Dette vil blive fremsendt til fagsekretariatet, så vi kan have et stillingsopslag klar, så snart budget 2017 er vedtaget medio september.
Enhver i lokalområdet opfordres til at prikke eventuelle kandidater til at varetage ledelsen af skole og børnehus. Elevtalsprognosen for næste skoleår siger, at der skal starte 11 børn i 0. klasse. Men indtil videre er tallet 15. Der er flere børn i børnehaven end forventet, og dagplejen udvider med en ekstra dagplejer. Alene her i Bjedstrup, hvor jeg selv bor, kan jeg tælle otte 3-årige.
Når der kommer afklaring på den ledelsesmæssige situation i efteråret, er der kun grobund for en skole og et børnehus i god trivsel.

God sommer! og venlig hilsen Mads Bentzen, skolebestyrelsesformand på Bjedstrup Skole


25. juni 2016 * Vi ved hvem tyven er. I lørdags, 18. juli, fik jeg min cykel stjålet i Alken. Den blev siden observeret cyklende ind på trinbrættet i Alken og er nu hentet hjem igen. Låst, uden nøgle, og uden min for-kurv. Vi ved, hvem tyven er, og får en snak med ham. Lås jeres cykler, og sig til, hvis I ser nogle der kører rundt på cykler, som ikke er deres egne!
Ingrid Robak

20. juni 2016 * Studenter-fejring ved Mossø. Onsdag 22. juni bli'r Lisbeth student - hurra! Det fejrer vi på Vædebro mellem kl. 14 og 17, hvor alle er velkomne til at komme forbi til solskin, hvidvin, jordbær og en glad studine!
Glade hilsner fra Eva og Lisbeth Nikolajsen

2. juni 2016 * Kære Alken.
Vi forlader desværre Alken igen. Ikke fordi her ikke er rart at være, men fordi vi har købt drømmehuset i Gl. Rye, som vi overtager 1. august. Vi siger tak for nu og glæder os til at komme på besøg i Købmanden, når vi kommer gennem Alken fremover.
Tak for et godt år her i midtbyen.
De kærligste hilsner Bjarke, Camilla og Liv.

19. maj. 2016 * Brug nogle timer på Læger uden Grænser.
Ved siden af mit medicinstudie bruger jeg en del tid som frivillig i Læger Uden Grænser (MSF) Frivilliggruppe i Odense. Her har vi bl.a. været ude at stå vagt ved OBs hjemmekampe, til koncerter, vist film om Læger Uden Grænser i Cafébiografen i Odense og været hjælpere til Lillebælt Halvmaraton. De penge, vi i frivilliggruppen modtager for arbejdet, går direkte til MSFs katastrofefond. Desuden skal mange af os søndag 29. maj ud og være indsamlere til MSFs første landsindsamling i Danmark. I den forbindelse arbejder MSF med et koncept, at man spreder budskabet om landsindsamlingen i området, hvor man bor såvel som der, hvor man kommer fra. Derfor vil jeg gerne opfordre venner og bekendte i Alken og omegn til at melde sig som indsamlere og bruge et par timer på dette, hvis det er muligt. Der er stadig en masse ubesatte ruter der kunne bruge indsamlere. Alternativt give en donation til indsamlerne når de kommer forbi. Det er muligt at melde sig som indsamler eller læse mere om indsamlingen her og desuden kan man melde sig til eventet på facebook.
Noa Nørgaard Harel

18. apr. 2016 * Toiletvognen. Vi skal have flyttet toiletvognen på fællespladsen og er ved at undersøge hvordan vi kan komme af med den. Og vi har besluttet at den skal væk, uanset om det projekterede toilet bliver til noget. Så er der nogen ,der har nogle gode billige ideer, er de velkomne.
Lotta Schmidt, bestyrelsen i ABAF.

6. apr. 2016 * Korprojekt med afrikanske sange. Kære alle i Alken. Jeg laver et korprojekt, hvor vi øver nogle afrikanske korarrangementer og synger det til Skt. Hans i Alken. Projektet er for Alkenboere og for det tidligere projektkor i Gl. Rye Kirke. Vi mødes de fem torsdage op til Skt. Hans, kl. 19-21, startende torsdag 19. maj samt én søndag formiddag, søndag 19. juni kl. 10-13. Vi øver i Mejeriet i Alken. Prisen er 100 kroner pr. deltager, og muligvis ekstra 100 kroner, hvis jeg vurderer, at vi behøver percussion til arrangementet. Dvs. maks. 200 pr. snude i alt. Projektet er for alle, der har lyst til at synge - du behøver ikke at være vant til at synge eller at kunne noder. Men for at deltage, skal du kunne møde op mindst 5 ud af de seks øvegange, samt selvfølgelig til Skt. Hans. Hvis du er interesseret i at vide mere, eller gerne vil tilmelde dig, så er du meget velkommen til at kontakte mig på mail. Venlig hilsen Lene Madsen. lenemadsen@hotmail.com
21. mar. 2016 * Tusind tusind tak til alle jer, der dukkede op på vores kobberbryllupsdag. Vi blev begge både rørt og - i flere omgange - overraskede over det hjertevarme, musikalske og kulinariske optog søndag morgen. Vi føler os privilegerede over at være omgivet af de bedste naboer, børn og venner i verden. Vi slappede af resten af i dagen i champagne, boblebad og forrygende udsigt over Vejle Fjord. Tak til jer, der vaskede op - og så har vi lidt glemte kander og kopper. I ved selv hvad.
Sanne Dudoret og Knud Abildtrup

21. mar. 2016 * Hold fast i hundesnoren.
Lørdag var vi ude at gå tur, da Tulle (vores hund) blev bidt af en stor hund! Hunden havde snor på, men ejeren tabte den. Vi er alle chokerede, især fordi vi for 10 år siden oplevede, at vores hvalp blev rusket ihjel af en stor hundl! Så galt gik det ikke denne gang, men min bøn til andre hundeejere er: Kan I ikke godt have jeres hund i snor?? Måske har I helt styr på den, men den kan stadig skabe frygt! Både hos andre hunde, men også voksne og børn! Næste gang kan det faktisk være et barn det går ud over!! Hvis I så har snor på, så hold godt fast i den.
Line Kristensen, Søbjergvej

28. feb. 2016 * Vær med i en nytårsforsætsklub. Er det for sent at søsætte et nytårsforsæt, når marts måned står for døren? Det må i hvert tilfælde siges at være på høje tid! Jeg skal ha' søsat mit nytårsforsæt, og måske er der nogle af jer andre, som også har brug for et lille skub for at kunne gøre det samme?! Skal vi lave en nytårsforsætsklub? Mit nytårsforsæt er at jeg skal tabe mig. Jeg har gjort mig den erfaring, at når jeg skal lykkes med sådan noget, så skal jeg gøre det sammen med nogen. Kender I det, at det hjælper at føle sig forpligtet overfor andre end sig selv, at det er vigtigt at blive set og bakket op, for at lykkes? Måske er der nogen af jer derude, som også vil tabe jer, så kunne vi mødes en gang om ugen, blive vejet, pleje motivationen, give hinanden fif og klap på skulderen. Hvis du ikke trænger til at tabe dig, men vil skabe en slags forandring i dit liv, som du godt kan bruge opbakning til at få gjort til virkelighed, så er du mere end velkommen. Jeg kan kontaktes på mobilen 30349221 eller mail anjabudde@hotmail.com. Ta' kontakt, så kan vi måske hjælpe hinanden. Mange hilsner Anja Budde


22. feb. 2016 * Tak til de unge. Jeg vil bare sige tak til de nye unge familier, der er kommet til byen. Det er en fryd at mærke jeres engagement, iderigdom og begejstring. Jeg nyder det i fulde drag. Tak. De bedste hilsner fra en af de 'gamle' kvindfolk.
Gitte Møller Madsen

31. jan. 2016 * Fødsels-indsigt. Jordemoder Ann-Emilie og doula (fødselshjælper) Anna-Sofie inviterer til en fødselsforberedende heldags-workshop for gravide på Eagleroad i Illerup søndag 21. februar kl. 10-16. Vi arbejder med udgangspunkt i fødslens naturlige design og flow og ønsker at du som gravid får indsigt i det fulde informerede valg, dine rettigheder og valgmuligheder i fødslen af dit barn. Vi ønske igennem workshoppen at støtte dig i at lære at stole på dine indre urinstinkter og hvordan du og din partner finder tilliden til kvindens naturlige evne til at føde selv under rolige og kærlige forhold og hvordan din partner kan bidrage hertil. Dagen igennem vil der blive arbejdet med fødselsforberedelse ud fra et holistisk livssyn og workshoppen er en blanding af fysiske øvelser, visualisering, meditation, oplysning, samtale og deling. I prisen er inkluderet økologisk vegetarmad samt kaffe og the i de smukke og rolige omgivelser på Eagleroad. Dagen er selvsagt for gravide gudinder og partnere er selvfølgelig meget velkomne.
Vi glæder os vanvittig meget til at møde jer. Ring eller skriv endelig, hvis i har nogle spørgsmål eller særlige behov vi skal tage hensyn til. Pris pr. gravid mave er 750,- (600,- for studerende) og tilmelding kan ske til Anna-Sofie på mail: 4annasofie@gmail.com eller mobil: 50929284. Toget kan tages til Alken, og vi kan hjælpe med at bringe jer fra stationen og hen til Eagleroad.
Lyse tanker, Ann-Emilie Augustinus og Anna-Sofie Rau Gram, Moder Jord

21. jan. 2016 * Fåre-forslag er velkomne. Jeg bliver færdig uddannet landmand til sommer. Jeg har fårehold fordi det er en kødproduktion, hvor jeg synes dyrene har det rigtig godt. Fårene går på engene omkring Alken. De bliver om vinteren fodret med usprøjtet hø. Det er lokalt dyrket kød, men de kan ikke kaldes økologiske. Jeg er super glad for samarbejdet med Købmanden i Alken, og jeg vil hellere end gerne have tilbagemeldinger, spørgsmål, kritik, forslag og debat, om de enkelte produkter, til bedriften og mit syn på bæredygtighed. Jeg inviterer til åbent hus i april når jeg har fået de fleste lam, men skulle der være interesserede må I endelig henvende jer. Hilsen Per Nielsen, Svejstrup, 22 67 43 22.


11. jan. 2016 * De næste klimaflygtninge. Endnu engang har de landsdækkende medier måtte rydde sendefladen. Med alt disponibelt grej, lige fra sendevogne til helikoptere, har de hastet afsted for time for time at kunne dække oversvømmelserne ved Alken. Imens har et beredvilligt mandskab haft travlt med pumper og slanger for at få styr på vandmasserne. Beboerne på Vædebro har set vandet nærme sig faretruende fra begge sider og mange spørgsmål har trængt sig på: Risikerer vi at skulle evakueres? - Bliver vi de næste klimaflygtninge? Skal vi genhuses i teltlejre i Thy, eller skal vi prøve at nå over Sundet? Burde vi i tide have gravet vielsesringe og arvesmykker ned blandt knoglerne i engen? De der ikke har ønsket at lægge deres skæbne i hænderne på Inger Støjberg har gjort sig andre overvejelser: Er det tid til at bygge en ark inden syndfloden atter kommer? I så fald skal mårhunden så med? Hvad med ulven - hvem har sidst set den? Fælles for både de berørte og for de mange nysgerrige med deres på det tørre, har der været et ønske om at finde ud af, hvad der kan gøres, for at få styr på vandmasserne. Kunne man have et varslingssystem der tog højde for grundvandsstand, nedbør, skybrud og vandstand i søen, så man i tide kunne træffe sine forholdsregler? Var det muligt, at slusemestrene i Fuldbro, Klostermølle, Ry, Silkeborg og Tange kunne
samarbejde, så de kunne lukke op for sluserne og tømme ud i Gudenå systemet, inden der er optræk til skybrud? Kunne slusemestrene i det mindste aftale indbyrdes, hvem der skal oversv ømmes hvornår? Ville en Illerup å der atter slyngede sig igennem grønne enge kunne bremse og opsuge en del af overskudsvandet? Ville en offersø som i vor stolte forfædres tid kunne opsamle en del af regnvandet? (man kunne så nøjes med at smide små GF effekter ud i den). Spørgsmålene, forslagene og ideerne er mange. Måske var det en ide, at folk der er inde i sagerne og tættere på beslutningerne indkaldte til en høring. En høring der kan belyse, hvad der kunne gøres på kort og på lang sigt, og hvornår Evald kan begynde at lægge sit gulv.
Thorbjørn Herrik

2. jan. 2016 * Træffetid - det er tid til at træffes! Jeg vil gerne blive endnu klogere. Klogere på, hvordan jeg kan handle og tænke, så klimaet forbliver nogenlunde stabilt. Jeg er allerede ufatteligt bedrevidende, men jeg ved, at flere hjerner tænker bedre end én og at mange hænder klarer mere end to. Jeg ved også, at vi er mange her i området, der har det på samme måde. Her er min idé: Alle interesserede inviteres til klogskabs-træf under overskriften 'Fif og fiduser - hvad kan vi lære af hinanden?' Jeg vælger et tema, finder datoer, tidspunkter og arrangerer rammerne. Vi bli'r klogere sammen og jeg laver et referat, som bli'r offentliggjort på Liv i Landsbyens facebookside og på alken.dk. Hvad si'r I til det? PS: Nærmere info følger snart! Mange venlige og spændte hilsner fra
Eva Nikolajsen.