| 30. dec. 2009 * Fornyet håb. Her på falderebet af dette år skal der lyde en stor TAK til jer alle for den fantastiske slutspurt i min omsætning. Det har givet mig fornyet håb om, at der stadig er brug for en forretning i Alken. Vi ønsker alle et rigtig godt nytår med tak for året der er gået. Mange varme hilsner fra familien Pohle, Alken Minimarked. | 30. dec. 2009 * Varmetab og varmespild. Jeg ved ikke, hvem Dario på smalltalken er, men det er nok en, som ikke googler særligt meget. Jeg har fundet en OK forklaring til ham her: Termografering måler temperaturen på overflader ved at måle bølgelænden på den varmeudstråling, som overfladen udsender. Det sker uden at berøre genstanden. Alle genstande udsender infrarød stråling - hvor meget og hvor lidt er afhængig af temperaturen. Når du udfører termografering, opfanger du strålingen og omsætter den til et billede. På billedet kan du aflæse, hvor der er særligt varmt, og hvor der er koldere. På billederne kan du se temperaturforskellene på overfladerne. Termografering skal foregå, når der er en temperaturforskel på 15 grader mellem den indvendige og den udvendige væg - derfor i vinterhalvåret. Termografering er effektivt til at afsløre dårlige konstruktioner, dårlig isolering og andet, som kan være årsag til varmetab, varmespild og trækgener gennem klimaskærmen. Og en mere teknisk forklaring. Jan Mikael Granner | 27. dec. 2009 * Politikere handler, - men hvordan? Vi kan som frivillige i Alken glæde os over, at der bliver lyttet til de opråb, vi har haft ift. flygtningefamilier i Alken. Allermest fordi politikere og embedsmænd har fået øjnene op for, at alt ikke er, som det burde være med integration af flygtninge i Skanderborg Kommune. Man har fundet en løsning, hvor én kontaktperson i kommunen skal koordinere indsatsen. Det lyder umiddelbart fornuftigt med én, der har overblikket. Men hvordan skal én kontaktperson kunne arbejde med et helhedsbillede af flygtninge, når hun ikke kan tage en helhedsorienteret beslutning, men må høre hvert af fagsekretariaterne for hver deres beslutning med skoletilbud, arbejdsprøvning, sprogundervisning, botilbud m.v. Vi ser flygtningefamilier komme i klemme i systemet. Borgerservicechefen Jørgen Erlandsen erkender ifølge Midtyllands Avis mandag 7. december, at forløbet med flygtninge i Alken ikke har været optimalt, men man har nu fået snakket i de forskellige fagsekretariater. Samtidig med siger Magna Søndergaard, at de flygtninge, der er kommet fra en helt anden kultur, ikke er blevet vejledt nok. Og det skal der gøres noget ved. Det kan undre os som frivillige i Alken, at der ikke er politisk ellers kommunal interesse for at høste de erfaringer, vi har fået med de nepalesiske/buthanske familier i dette forløb siden juni måned. Vi har tilbudt de ansvarlige politikere et møde, hvor vi ønsker at viderebringe dilemmaer, der for os er at se, men også de positive erfaringer ved integrationen i Alken. Dette med viden om, at der kommer flere flygtninge fra Buthan/Nepal, for at lette hverdagen for vores nuværende borgere i Alken, og for at gøre frivillighedsarbejdet til det kulturelle arbejde, det er. Vi har dog ikke fået nogen respons. Mon ikke et integrationsteam, hvor man kunne høste erfaringer fra flygtningehjælpen, hvor man kunne arbejde integrationsfagligt og helhedsorienteret, kunne skabe den bedst mulige integration. Det er selvfølgelig en politisk beslutning. Men er politikerne ikke endnu engang i gang med at ville forbedre integrationsprocessen, uden dialog med den virkelighed, hvor integrationen foregår, med risiko for alt for mange menneskelige omkostninger undervejs, og for at integrationen ikke lykkes tilfredsstillende? (Også bragt i Midtjyllands Avis) Estrid Bek og Karin Fosdal | 21. dec. 2009 * Hvad er egentlig thermografering? Noget med CO2 nedbringning, billeder og analyse...? Øh? Og så har jeg problemer med at komme ind i min julekalender. Jeg har prøvet at stange, men det hjælper heller ikke. Venlig hilsen Dario | 17. dec. 2009 * Julen 2009. Da jeg har hørt, at der er indtil flere ældre Alkenboere , der kender mig, vil jeg derfor sende alle dem, der ved hvem Olga Keis er, en kærlig julehilsen og ønsket om mange gode år fremover, det gælder især også vores rare lille Købmandsfamilie. Tak for den tid, der er gået. Ønsker Alken købmandsbutik må eksistere i mange mange år. Tak for den tid der er gået. Kærlig hilsen til alle - både store og små - det gælder også dig, kære Knud og din søde familie. Glædelig jul med ønsket om en velsignet god jul. Kærlig hilsen Olga | 16. dec. 2009 * Mere thermografering. En partner, jeg sidder med i netværksgruppe med, kan igennem sit firma tilbyde en rigtig god pris på termografering, hvis flere går sammen. De kommer gerne og holder et oplæg om, hvad det er som er vigtigt, når billederne og analysen skal foretages. Det er ikke billedet, men rådgivningen bagefter, der er vigtig. Vi kunne oprette en lille sag på det til pressen - 'By går sammen om CO2 nedbringning'. Jan Mikael Granner | 16. dec. 2009 * Det var en kommunalarbejder. Sagen om, hvem der spolerede den smukke beplantning af cotoneaster (dværgmispel, red.) på hjørnet af Alkenvej og Emborgvej er nu opklaret. Det var en kommunalarbejder, der troede, at en rød nivelleringspæl, sat af entrepenørselskabet, der lavede kloakker i Alken, var en skelpæl. Det havde altså intet med julemarkedsskiltet at gøre. Arnth Jørgensen | 9. dec. 2009 * En dejlig oplevelse. Jeg var i dag på besøg i værkstedet på mejeriet, hvor 'Håndtryk' holder til. Jeg var der for at købe julekort. Det var en dejlig oplevelse, og jeg vil opfordre jer til at kigge forbi. De vil meget gerne have besøg og vise, hvad de kan. Gitte v. søen | 2. dec. 2009 * Angående hærværk i Alken. Det er beklageligt at nogen begår hærværk. Vi kunne aldrig drømme om at klippe nogetsomhelst andet end julehjerter i forbindelse med opsætning af julemarkedskilt og kan med sikkerhed sige, at vi intet har med hærværk at gøre. Det ligger os fjernt. Vh. Alken Julemarked, Adam Thuesen | 29. nov. 2009 * Hærværk i Alken. Alken er blevet en lille attraktion fattigere. På den private grund på hjørnet af Alkenvej og Emborgvej voksede der en smuk cotoneaster, der stod med røde bær. Den er nu savet og klippet ned af ukendte mennesker. Om det har noget at gøre med skiltet med julemarked, vides ikke. Det er bare sket samtidig med, at skiltet er kommet op. Arnth Jørgensen | 28. nov. 2009 * Julemanden mangler på Sundhedsstyrelsens liste over nøglepersoner. Hohooho – atjuuuu. Julen kan være i fare for at blive aflyst på grund af influenza A (H1N1). Årsagen er, at Julemanden ikke figurerer på Sundhedsstyrelsens liste over, hvilke nøglepersoner og funktioner Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod influenza A (H1N1). Sammen med nisserne i julegaveværkstedet højt, højt mod nord, har jeg haft rasende travlt med at lave årets mange julegaver. Først for ganske nylig har jeg igen fundet vej til Danmark, hvor jeg nu arbejder ihærdigt på at sprede juleglæde og hjertevarme. Derfor har jeg også først nu opdaget, at Sundhedsstyrelsen overhovedet ikke anser mig for at være en vigtig nøgleperson. Denne betragtning vil mange danske børn helt sikkert være uenig i – og det bliver en trist juleaften, hvis børnene kommer til at spejde forgæves efter Den Rare Julemand, blot fordi han må blive hjemme under dynen med influenza A. Netop i december måned kommer Julemanden i kontakt med rigtig mange børn, når han rejser rundt fra by til by og holder juletræsfester i børnehaver, virksomheder og tænder julelys på gader, stræder og i butikscentre. Derfor skal han være ekstra påpasselig med ikke at indfange smitten. Det er vigtigt at sørge for god hygiejne, så jeg ikke bærer influenza smitte til børnene. Samtidig skal jeg jo nødig selv blive smittet. Hvordan Julemanden ellers forsøger at holde influenzaen fra døren? Jeg spiser en stor portion risengrød morgen, middag og aften med dobbelt smørklat. Den er den bedste kur mod alting! Alligevel vil jeg rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen for at få udvidet listen, således at julen er i sikre hænder. Foruden Den Rare Julemand foreslår jeg, at listen også kommer til at omfatte Luciabrude, Hønisser, Postnisser, Klitnisser, Skovnisser, Sætternisser, Julekalendernisser o.s.v. Listen bør naturligvis omfatte julens mange nøglepersoner. Dog kan vi måske spare en enkelt kanyle og springe Drillenissen over. Se Sundhedsstyrelsens liste over nøglepersoner her. Se Den Rare Julemands hjemmeside. Besøg også Den Rare Julemand på Facebook Den Rare Julemand, alias Peter Dalsgaard, Svejstrup(Julemand nr. 192 i Dansk Julemandslaug) | 20. nov. 2009 * Jeg er én af de 'Bjedstrup unger'. Jeg gik på skolen fra 1986 og 6 år frem. Det var i den periode, hvor skolen var lukningstruet - jeg kan huske mine forældre sendte mig afsted med flag i skoletasken dagen efter, at det blev besluttet, at skolen ville fortsætte. Så Bjedstrup Skole har helt sikkert en særlig plads hos mig. VH Astrid Lynge Pedersen, Ry, tidligere Hemstok - netop valgt ind i byrådet | 14. nov. 2009 * Jo ældre - jo billigere... Hør her følgende, som jeg har oplevet: Jeg skulle have briller, og jeg har i mange år kunnet læse avis og meget mere uden briller, men nu skulle det være, så jeg fik en tid hos optiker i Skanderborg. Arnth og Inge bestilte tid til mig, men da der var gået en dag ringede de og sagde, der var sygdom hos dem, så de kunne ikke tage imod i øjeblikket. Så gik vi til en anden optiker, hun var meget elskværdig. Jeg måtte fortælle, hvad der stod på tavlerne, men ikke mere, så spurgte hun pludselig, om jeg kunne huske mit personnummer og de bagerste tal, og det kunne jeg jo. Derefter sagde hun: 'Jeg må desværre fortælle dig, at du ikke kan få briller, for det vil ikke nytte noget, da dit syn er for svagt. Jeg sagde, 'det er der jo ikke noget at gøre ved', mens jeg tænkte 'men jeg kan jo se uden!'. Inge og Arnth mente, jeg skulle til øjenlægen og opereres for grå stær, men hunden lå begravet et helt andet sted. Det var Personnummeret. Ham den søde fyr fra 'Klovn' agiterer jo hver aften for, at man skal købe briller, når man er gammel. Jo ældre man er, jo billigere er de. Ha- ha. Jeg var altså for gammel. Så gammel, at de ikke kunne være bekendt at skrive en regning. Så hellere vise mig af vejen. Nå, men jeg klare mig med de briller, jeg har. Jeg bruger dem kun, når jeg gætter kryds-og-tværs, da gør de nytte for mig, Jeg skriver jo her uden briller. Venlig hilsen Olga. | 14. nov. 2009 * To digte til årstiden, som vist taler for sig selv: Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november. Henrik Nordbrandt No sun - no moon! No morn - no noon - No dawn - no dusk - no proper time of day. No warmth, no cheerfulness, no healthful ease, No comfortable fell in a ny member - No shade, no shine, no butterflies, no bees, No fruits, no flowers, no leaves, no birds! - November! Thomas Hood ( 1799 - 1845) K.h. Eva Michaelsen | 14. nov. 2009 * Lokalpolitiske rundstykker? Vi er så heldige herude på landet, at vi har en politiker som melder ud, at han gerne kæmper for lokalsamfundet. Denne politiker vil på søndag sætte rundstykker rundt ved 'nogle' hustande, jeg ved ikke hvad man skal have gjort for at gøre sig fortjent til at få sådan en pose. Det, der undrer mig mest er, at denne politiker ikke handler disse rundstykker lokalt. Birgit Pohle | 9. nov. 2009 * Dejlig fortælling. Krukkerne. (Husk lyd). Helle Petersen | 9. nov. 2009 * Flygtninge-familier i håbløs kamp. Flygtningefamilier i Skanderborg Kommune kæmper en håbløs kamp. To familier fra Buthan har efter 18 års ophold i flygtningelejr i Nepal fået asyl i Danmark med bopæl i Alken, Skanderborg Kommune. (De såkaldte kvoteflygtninge). Som frivilligstøtte, men mest som nabo og ven ser vi familier kæmpe for at holde sammen på en spinkel hverdag, hvor støtten fra de kommunale systemer blegner. Familier ramt af sygdom og ringe kundskaber til at gebærde sig i vores sociale og kulturelle system, og uden et sprog hvor de kan gøre sig forståelige med nogen uden tolk, bliver stillet overfor urimelige og til tider uforståelige krav. Dette kræver mange timers indsats fra frivillige borgere, men værre er, at de kræfter og resurser disse mennesker har, ikke bliver brugt konstruktivt, men drænes langsomt for energi. Skanderborg Kommune havde valgt, at de to familier fra Buthan/Nepal skulle bo i kommunens hus i Alken, efter et alment fire mdr. Familie-højskoleophold i Herning, hvorfor vi i juni måned havde arrangeret velkomst til disse familier. Vi tænkte som borgere i byen, at målet var at integrere de nye borgere i vores landsby, og ville gerne påtage os denne opgave. Det kan derfor undre os, at man kommunalt foretager tiltag, der går stik mod integration. Det kan virke uforståeligt, at man har valgt at anbringe børn i daginstitution og skole i Hørning og Skanderborg. Det betyder dels urimelig lang transporttid hver dag (20 min tog + 2 km gåtur hver vej 2 gange om dagen). Samtidig med betyder det, at den naturlige integration der sker, når børn familier mødes i daginstitution og skole og bliver venner – også når de kommer hjem til Alken, ikke sker. Den naturlige nabo støtte, hvor man lige kan tage naboens barn med i børnehave ved f.eks. sygdom i familie udebliver. Det kan undre hvorfor Skanderborgs kommunes nærhedsprincip til daginstitution og skole ikke gælder flygtninge. Det ser ud til at Skanderborg kommune har vægtet modersmålet højere end integration. Og alligevel virker det uigennemskueligt, idet der findes tosprogede konsulenter i lokalområdet, og vi ved at sprogkonsulenter er før taget ud til lokale børnehaver. Det kan også virke uforståeligt, at man har valgt, at de voksne skal bruge to dage om ugen på jobtræning, hvor de står med andre flygtninge og folder æsker på en chokoladefabrik. Dette for at de kan bibeholde deres starthjælpsydelse. Vores nye borgere har svært ved at mestre sproget, kan ikke læse og forstå offentlig tilsendte breve, kan ikke kontakte læge ved sygdom, kan ikke følge med i hvad der sker omkring dem osv. Derfor undrer det os meget, hvorfor de ikke i stedet bliver tilbudt intensiv dansk undervisning, da sproget er hovedforudsætning for al kommunikation og integration. Ligeledes kan det undre, at når nu vores nye borgere skal indgå på arbejdsmarkedet fra start, hvorfor tilbydes de så ikke sygefraværssamtaler ved meget sygdom, ligesom andre statsborgere, herunder aftaler omkring mulig fremmøde, støtte ift. skole, arbejde, trivsel m.m. for at afklare og give den bedst mulige støtte? Og hvorfor går kommunen ikke ind og støtter og afhjælper familierne med kontakt til læge, sygehus, transport til børn m.v. i en situation, hvor forældre og børn er alvorligt syge. Kommunen har udlejningsansvaret for lejlighederne, på trods af dette er det meget svært at få istandsat de mangler der har været siden ankomst af flygtningene, samt nyopståede problemer, trods gentagne henvendelser. Det kan også undre, hvorfor Skanderborg kommune ikke undersøger lejligheden for skimmelsvampe, når der er ytret mistanke herom, dette set i relation til at både børn og voksne gentagne gange har og har haft alvorlige luftvejs sygdomme. Det er svært at se sammenhængen med Skanderborgs kommunes integrationspolitik, som siger under afsnittet Modtagelse af nye borgere: ”Nye borger/familier afklares med henblik på eventuelle særlige behov og hermed særlige tiltag, der skal bidrage til en god start og en vellykket integration”. Der er simpelthen brug for nogle ansatte, som har det samlede ansvar og indblik i disse familier og deres trivsel. Lige nu fungerer det ikke med det resultat, at vi har flygtninge familier som ikke får den fornødne støtte, selv simple hverdagsting vokser og bliver til belastende problemer. Vi har siden juni måned mere eller mindre fungeret som ”bo-støtte”, hvor vores overskud til den almindelig kulturelle integration, som vi så som vores hovedopgave drukner. Vi vil gerne bruges, men der er områder hvor det rent etisk er et kommunalt ansvar. Familierne forventes af de kommunale myndigheder at kunne handle som danske familier, trods helt anden kulturel og erfaringsmæssig baggrund, langvarig sygdomsforløb, manglende sprogforståelse og forståelse for vores system. Der skal ikke herske tvivl om, at vores nye borgere, flygtninge fra Nepal, er mennesker der gør deres yderste for at få deres nye liv til at lykkes. Mennesker der har måttet forlade alt grundet politiske uro, kæmper nu for et værdigt og respektfuldt liv i Danmark. Men måden Skanderborg Kommune vælger at takle situationen på med underbemanding og manglende planlægning og deraf følgende overbebyrdede og stressede medarbejdere, kan synes så rigidt/hovedløs, at det måske ikke lykkes.. Det er vores håb, at man vil se på disse familiers forhold, samt kommende flygtningefamilier ud fra en helhedsbetragtning, hvor man indtænker det familiemæssige, det relationelle/lokale, skole/arbejdsforhold, helbredet, det kulturelle samt samarbejde med frivillige støttepersoner. Integrationen har mange facetter. Karin Fosdal og Estrid Bek | 9. nov. 2009 * Fibernet til Alken. Jeg kunne godt tænke mig at informere Alken-borgerne om muligheden for at fremskynde processen med at få adgang til fibernet. Lige nu lægges der fibernet ned i Svejstrup, fra Svejstrup ned ad Alkenvej til nr. 28 og 37, samt ned ad Boesvej. Det ser ud, som om de derefter stopper med at lægge kabler ned, hvilket jeg har undret mig over. Det ville jo være meget naturligt at fortsætte ad Alkenvej mod Alken by. Nå, men Alken-borgerne kan gå ind på Østjysk Energi. Øverst på siden står der "Profiber". Derfra skal man vælge "Hvornår og hvordan" og derefter klikke på "Kan du heller ikke vente på fibernettet". Nederst på denne side er der et lille afsnit der starter med "Er du og din husstand ..." og slutter med "Klik her" og det skal man så gøre. Nu kommer der en side, hvor man skal udfylde en hel del og så sender man det bare af sted. Hvis rigtig mange Alken-borgere gør det, så skulle det gerne gå lidt hurtigere med at få fibernet til Alken. Med venlig hilsen, Joachim Speck fra Alkenvej 37 | 8. nov. 2009 * Buddha-bæltet. Hørt helt i Århus: 'Nåeh, Alken, det er jo ude i Buddhabæltet....' Så fik vi det på plads. Det lyder ærlig talt også mere tiltalende end whiskeybæltet og hvad det ellers kan hedde andre steder, hvor huspriserne er i top, men hvor det ikke nødvendigvis er lige så sjovt at bo... Og Deres udsendte kan også berette, at der i foråret blev set flere Alkenborgere i Bella Centeret til Dalai Lama, end man normalt ser en almindelig lørdag i Bruuns Galleri. Eva Michaelsen | 8. nov. 2009 * The American on the Mushroom team. Very much enjoyed working as part of the mushroom team preparing the evening meal. Having been to the trout and the soup dinner, I had no idea how much hard work goes into preparing for these evenings. So I'm thinking I need to give a belated big thank you to all those involved on the Trout and Soup teams, as now I understand the amazing effort and care it takes. I'm thinking I'm going to try and start something like this back in Los Angeles with the people in our neighbourhood as I really have come to appreciate the sense of community these meals provide. Maybe we could get my neighbourhood to be the sister city of Alken. I must also say that I thought Yurn (Jørn, red.) and Anne Grete made a very tasty meal and I was especially surprised at how much I liked the mushroom Ice cream. I was filled with doubt when I heard about mushroom ice cream. What are we doing mixing our desert with our dinner? Well - I had three servings. And thanks to Yurn and Anne Grete for teaching me some new tricks in the kitchen, especially the ease of making homemade mayonnaise with the blender. I have a feeling the days of store bought mayo is a thing of the past in our house... I don't know if I'll attempt the mushroom ice cream on my own as I wasn't part of making that, but I have a new recipe for chicken mushroom salad and the chicken mushroom soup. It's one thing to have the recipe, it's another to actually learn how to make it from someone else - a little bit of cooking school in Denmark. Looking forward to being a very appreciative guest at the next community dinner. Steven Heth, Alkenvej. | 8. nov. 2009 * Vigtige spørgsmål til vælgermødet i Ry. Jeg kunne godt tænke mig en opfordring til, at vi er rigtig mange, der tager til vælgermøde i Ry Hallen tirsdag 10. november kl. 19. Vi har fra Alken flere vinkler, som kunne være godt at spørge politikerne om: * Mener politikerne ikke, at den gode kollektive togdrift er værd at kæmpe for – kommunen havde ikke engang set/svaret på oplysningen om at Alken ville miste sin ½ times drift fra 2010.
* Mener politikerne ikke, at livet i landsbyerne er værd at holde liv i – nedskæringerne i tilskud til borgerforeninger og fælleshuse.
* Mener politikerne, at flygtninge uden kommunikation skal kunne klare sig som andre tilflyttere til kommunen – vision/politikken er lavet, men praksis følger ikke.
* Mener politikerne, at vi skal have gode skoler og institutioner – hvorfor bliver der så skåret HELT ind til, så det betyder en meget forringet service, og et meget større antal sygedage for personalet pga stress. * Mener, politikerne at landsbyerne skal være med i planlægningen af byen – hvorfor lægges der områder ind i landsbyzonen, uden høring i landsbyen? Skanderborg kommunes politikere har brugt rigtig meget tid på at udarbejde visioner/politikker på rigtig mange områder, hvor foreninger, bestyrelser m.m. har kunne komme med indsigelser, men de er alle så fine og gode, at der ikke er meget at være uenig i, men hvorfor bruge så meget tid på dette arbejde, med konsulenter etc. når der i den grad, ikke er nogen mulighed for at udføre dem i praksis for forvaltningerne, kontraktholdere, foreninger m.m. Karin Fosdal | 6. nov. 2009 * Økologiske rødvinsboxe. Hun har gjort det igen, vores købkvinde! Nu kan folk med hang til rødvin i 'Bag in Box' (BiB) købe den økologisk – endda i hele to forskellige udgaver: En italiener på 3 liter til en pris, der svarer til 40,- pr. flaske, samt en franskmand på 5 liter til en omregnet flaskepris på ca. 35,-. Hvis du gerne vil støtte købmanden, men ikke drikker rødvin, kan du aflevere dine indkøb på Emborgvej 84 ;-) For at det ikke skal være løgn, er Birgits Julius-and lige blevet kåret som vinder i en test af ænder i otte forskellige størrelser og prisklasser – billigt kan altså godt være godt. Frank, Emborgvej | 6. nov. 2009 * En sød historie. Jeg var ved købmanden sidste lørdag og skulle købe en pakke blå Kings til nogle gæster. Ved disken stod en dreng på ca. fem år, som jeg kender fra børnehuset. Da han så cigaretterne, kiggede han op på mig og sagde: 'Gitte, ryger du virkelig? Så kan du jo ikke få kørekort!'. Gitte Møller Madsen | 4. nov. 2009 * Tak for hjælpen. Mange gange tak til alle for hilsner, blomster og hjælp med det hele omkring Grethes død og begravelse. Verner Damholdt, Sandvejen | 1. nov. 2009 * Alken indtager Kattegat. Sådan skrev Kristeligt Dagblad forleden. Læs hvorfor, hvordan og hvornår, vi mødes. Knud ved søen | 31. okt. 2009 * Hvad med en formiddags-pub? Et forslag: En lille formiddagspub med en kop the, lidt til ganen, billigt, men godt. Jeg fik ideen, da jeg på Anes Høj var til loppemarked. Den søde værtinde gav en kop kaffe, unge og gamle mødtes, 'doktorfruen' kiggede ind, vi fik en god snak, alt var hygge. Så fortsatsatte vi ned til det næste loppemarkd, begge steder var hyggeligt. Hvad om vor kære skotte kunne finde ud af, hvor vi kunne lave sådan én? Jeg gi'r bolden op, en afløser til Fredagsbaren, som falder for sent og ikke er for kvinder. Kærlig hilsen Olga | 26. okt. 2009 * Hundelort skal da samles op. Jeg synes ikke, hundeejerne i Alken samler hundens efterladenskaber op! Uanset om man går over til Birgit, langs vejen ved sommerhusene, på marken o.s.v. ligger der lorte! Hvis man er ansvarsbevidst nok til at have en hund, må man også kunne samle op efter den! Selv har jeg altid en pose på min hunds snor, samt en i lommen. M.v.h. Line Sørensen, Søbjergvej 13. | 6. okt. 2009 * Kysse-vers fra Olga.
Kan du kysse - rigtig kysse - skal du kys som guldregn drysse, over manden, så forstanden han desværre helt går fra. Og hvis han så bruger mund, så behøves du jo kun med et kys at stoppe ham, så bli'r han god igen. Et kys på lige man ej kan få, for i vejen sidder næsen, men et kys på skrå kan også gå, hvis man ikke er for kræsen.
Olga Fjord Keis | 4. okt. 2009 * Lars så Obama. Det var lidt af et lykketræf, for jeg var næsten lige kommet ud til Holmens Kanal efter et møde i Indenrigs- og Socialministeriet. Et møde, der skulle have været afholdt i Justitsministeriet, men som måtte flyttes, da Slotsholmen med kort varsel blev lukket af. Nå, ud fra Prins Jørgens Gård kom pludselig en motorcykelbetjent drønende i stor fart og satte omkring 20-25 kolleger i bevægelse, og få sekunder senere kom præsidentens to biler. Desværre så jeg ikke Michelle, men hun skulle angiveligt have siddet ved siden af sin mand. Folk vinkede og råbte. Det var da lidt sjovt. Da den lange kortege var ude af syne, kom dronningen i sin bil eskorteret af et par motorcykelbetjente, hvilket fik folk til at le. Hvilken forskel. Og gudskelov for det! Lars Sandberg, Alkenvej | 24. sep. 2009 * Hindi-oversættelser. Gary Craig fortæller, at han forleden sad ved computeren sammen med Chhabi Lal Panday og på programmet Google Translate fandt ud af at oversætte fra dansk til hindi. Her til højre står der 'Nu er kloakarbejdet i Alken godt nok snart færdigt'. God idé til her-og-nu-tolkning. | | | | | | 13. sep. 2009 * Det hedder faktisk ’fuld som en alk’. Med jævne mellemrum tjekker jeg nyheder på internettet for at kunne falde over historier til alken.dk – og stødte ved en nyhedssøgning på glosen ’Alken’ på noget, jeg ikke kendte: Talemåden ’fuld som en alk’, og da netop den vadefugl findes i borgerforeningens logo, får I historien: Netstedet aok.dk har en historie fra Københavns Zoo, bl.a. om det nordatlantiske fuglefjeld med søpapegøjer, lomvier og alke: | 'Og måske kan man få syn for, hvorfra udtrykket 'fuld som en alk' stammer. Alken har nemlig korte ben og går derfor som en sømand, der har kigget for dybt i romtønden.' OK! Her gik jeg og mente, det hed ’fuld som en allike’ – ligesom i sangen ”Rillike rallike rold” – genhør den på YouTube. Men af en sprogspalte i Fyens Stiftstidende fremgår det bl.a.: ’Og nu vi er ved de våde varer. Man kan drikke sig hønefuld eller fuld som en allike. Udtrykket ’fuld som en allike’ er efter al sandsynlighed en forvanskning af ’fuld som en alk’, idet alken har en noget vraltende gang.’ Den version understøttes på en egnshistorisk hjemmeside fra Skælskør, hvor rådhuset er beskrevet: ’... Ved den vestlige ende er der en port ind til arresten, de to fugle er en alk og en ravn, det skulle henføre til udtrykkene ’fuld som en alk’ og ’stjæle som en ravn’. Så ved vi det! Knud ved søen. | | | | | 1. sep. 2009 * Så har der atter været 'katte' på spil, som politiet kaldte det. På Anes Høj har der været indbrud i fire huse natten til lørdag. Fremgangsmåden er ens: 'Kattene' har boret hul i terrassedøre og listet rundt i husene, mens beboerne lå og sov. De har stjålet mobiltelefoner, punge og nøgler. Herefter er biler blevet checket for udstyr. Og ingen har hørt noget...!! Det er bare så ubehageligt, at jeg har overvejet fremover at hænge husets mobiltelefoner i en pose udenfor døren om natten! Politiet anbefaler dog, at man monterer indvendige låse på terassedøre, da de almindelige døre, med kun indvendige håndtag, er alt for nemme at bryde ind af. Helga, Anes Høj | 29. aug. 2009 * Tak for byfest. Tak for en dejlig byfest til alle jer, der gjorde den mulig. Tove, Alkenvej 48. | 25. aug. 2009 * Husk smalltalken? Jeg går også meget ind for at debattere udvidelsen af Alken - og ved, at der findes synspunkter og holdninger i mange retninger. Jeg opfordrer også til at lade debatten foregå her på smalltalken. F.eks. en god idé også at sende kopi af evt. bemærkninger/indsigelser til smalltalken, fordi det måske er nemmere for alle at følge med her. Altså ikke enten-eller, men både-og. V.h. Knud, webredaktør | 25. aug. 2009 * Skal Alken udbygges? Har nogen læst/set den 232-sider tykke kommuneplan med indtil flere store vedlagte kort?? Var der nogen fra Alken med til den offentlige debat om kommuneplanen 25.08. ?? Jeg oplever kommuneplanen MEGET overordnet, hvor der er taget højde for, at alle sager skal ses fra alles sider, og derfor kan næsten alt godkendes, uden at være i strid med kommuneplanen. Det eneste, der er konkret for Alken, er en udvidelse af landsbyzonen, som kan ses på kortet under fanen ”Teknik og anlæg” : Øst for Aneshøj, og øst for Søbjergvej. Skal Alken have flere parcelhus- områder? Kan landsby-fællesskab overleve, hvis en landsby bliver for stor? Vil det medføre enklaver af fællesskaber i stedet for? Har du en mening, så kom med den, eller send din bemærkning/indsigelser til skanderborg.kommune@skanderborg.dk . Skal Borgerforeningen indkalde til møde derom?? Frist for indsendelser til kommunen er 25. september. V.h. Karin | 23. aug. 2009 * Stadig pladser. Der er sidste tilmelding til Fodboldskolen på tirsdag 25. august. Der er stadig plads på skolen, og vi vil meget gerne have flere med. Læs her. Mvh. Søren Laursen | 16. aug. 2009 * Blomstrende Landsby? Landdistrikternes Fællesråd og arbejdsgruppen bag er klar med programbeskrivelsen, der bl.a. går ud på, at landsbyer kan gøre sig fortjent til en, to, tre, fire eller fem blomster. Den første landsby ventes at springe ud med bøgen til foråret. Læs mere. Knud ved søen. | 12. aug. 2009 * Rovdyr på spil? Et af spørgsmålene i Alken-quiz'en handler om rovdyrangreb i høsegårde. Hvis nogen hører om den slags, så underret venligst redaktionen, så spørgsmålet kan blive retfærdigt afgjort. Knud ved søen | 10. aug. 2009 * Køreplaner til uddeling. Skolebussen: Afgangstiderne fra Alken er nøjagtig de samme som før sommerferien. De største ændringer ser ud til at være, at Ry-Bussen nu er operatør. Om Kaj er flyttet med fra Todbjerg, kan vi snart få at se. Desuden ser selve køreplanen anderledes ud. Den har fået samme grafik som lokalbusserne i den gamle Skanderborg kommune. Og sidst, men ikke mindst passerer bussen både morgen og eftermiddag en interessant lokalitet, som jeg ikke har hørt om før: Dover Kike... Og så har jeg ved en fejl fået skrevet for mange køreplaner ud. I stedet for at kassere dem har jeg lagt dem dels i glasskuret på perronen, dels i busskuret ved Emborgvej 90 - klar til afhentning. Thomas Tjørnehøj
| 5. aug. 2009 * Skide og slå på tromme. Kan nogle af alken.dk læserne hjælpe med udtrykket: 'han kan hverken skide eller slå på tromme'? Jeg har kun hørt udtrykket i København. M.v.h. Ole Nielsen. | 26. juli 2009 * Det var i 2002. Har lige læst om hoptimisterne og spørgsmålstegn ved, om det var i 2001 eller 2002, lageret blev tømt. Jeg havde aldrig været i Alken, før jeg flyttede dertil ca. 1. juli 2002, og jeg kan huske, at der på et tidspunkt stod en stor container udenfor mejeriet fyldt med hoptimister....så før 2002 kan det ikke have været. Mange hilsner Conni-Sophia Bremland | 26. juli 2009 * Cykler og en cykel-lærer. Familien Bhudathoki har brug for en cykel med børnesæde til faderen Upendra, der skal aflevere og hente sin søn og datter Ram Krishna og Kabita i hhv. børnehave og skole i Hørning. Idet datterens cykel er rusten og uden kæde, har hun også brug for en cykel, der duer. Foruden to cykler i brugbar stand har familien også behov for at lære færdselsreglerne at kende, så de kan køre med større sikkerhed på vejen. Alle, der er leveringsdygtige i cykler og/eller er ferm til at undervise i færdselsreglerne, må gerne melde sig på banen så hurtig som muligt, da sønnen starter i børnehaven allerede den 3. august og datteren den 11. august. Kh Adele Boe på vegne af familien Bhudathoki | 26. juli 2009 * Bøger til mejeriet. Min mand, Jørgen Fjord, tilbyder mejeriet alle vore bøger. Men der er nogen, der må komme og bringe dem derhen. Olga Keis Fjord | 24. juli 2009 * Landsbyer skal rangordnes. Landsbyer, der er gode til at skabe udvikling og fællesskab, skal fremhæves, og dem, der ikke er, må uddø, mener Landdistrikternes fællesråd - læs artikel i Kristeligt Dagblad. - Indsendt af Lars Christensen, Emborgvej. | 8. juli 2009 * Børne-konkurrence i Alken-Bladet. Hvem vil lave en børne-konkurrence - en rebus, krydsord eller quiz - gerne Alken-relateret - til Alken-Bladet? Giv lyd på knudabildtrup@macalken.dk V.h. Knud ved søen. | 6. juli 2009 * Tusind tak, I giver livet en chance. Jeg har her til morgen mistet min dejlige kat, fordi en eller anden kom bragende forbi og kørte hende ned, død på stedet. 'Og hvad så' vil nogen sige, 'det var jo bare en kat'. Det kan så godt være, men jeg elskede hende højt, har haft hende i fire år, og hun har fem små killinger, der leger rundt herhjemme, nu har de ingen mor mere. I morges lå hun på en varm dyne, og fem killinger diede hos hende, mens de alle spandt. Ren lykke og harmoni, men så kom du forbi, der kørte hende ned. Hvad er du for et menneske? Du havde ikke engang så meget hjerte, at du kunne stoppe og ringe på døren og fortælle os, at du var kommet til at køre hende ned, men det var måske, fordi du kørte alt for hurtigt? Jeg har de syv år, jeg har boet herude, mistet en del katte på den konto. Der er ellers dejligt herude, men trafikken er efter min mening slangen i paradiset, og det er blevet værre de sidste år, med alt det nybyggeri der er både her og der, kommer der flere og flere, der åbenbart tror, at det her er en motorvej. Min mening med det her indlæg er at sige, at det her sker alt for tit, og det er ikke kun dyr det går ud over, jeg må selv nogen gange springe ud i græsrabatten, fordi en eller anden kommer kørende forbi i fuld fart. Der bor altså mennesker herude på Alkenvej i Svejstrup Enge, og det ville være rart hvis vi snart kunne få en eller anden form for fartbegrænsning her på Alkenvej. Det er jo ikke længere små personbiler, der kører her, men ret tit også nogen ret store lastbiler. Men til jer, der kører på denne vej, tænk jer om og sæt farten ned, det kan redde et liv. Og til jer, der allerede har sat farten ned, når I kommer forbi vores hus - et lille gult stråtækt hus ud til vejen - vil jeg bare sige: Tusind tak. I giver livet en chance. Tenna Foged, Alkenvej 26 A | 6. juli 2009 * Oprydnings-erfaring. Mejeri-fester er forskellige, men alligevel: Er der nogen, der har erfaringer med, hvor mange folk i hvor mange timer, det tager at rydde op og gøre rent på mejeriet efter en fest? Vh Knud ved søen. | 5. juli 2009 * Stigruppe på vågeblus - og dog. Vi har afholdt et lille sommermøde. For at mødes og dele et par flasker rødvin og høre hvordan det står til med medlemmerne, samt hvordan fremtiden ser ud. Konklusionen er, at vi sætter os selv på 'vågeblus', dog mødes vi engang imellem, og vi vedligeholder fortsat kasserne med foldere, holder kontakten til kommunen mv. Vi kan muligvis også engageres, hvis nogle brænder for en god idé/sti og vil gøre et stort stykke arbejde. Man er altid hjertelig velkomme til at kontakte os. Og sådan er det vel - når den rigtige idé kommer, skal der ikke så meget til for at finde nogle folk, som vil arbejde for og med det - og her kan vi jo med vores erfaring komme ind i billedet igen :-) Og det der med snak, rødvin og ost, kaffe og kage - det er vi rigtig gode til :-) Dog arbejder Anne Mette og Anne Grete fra Alken videre med stien fra stationen til legepladsen - den vil vi gerne have realiseret snarest. Efter et par flasker rødvin kan vi godt blive lidt opstemte og vidtløftige og så falder snakken på Pouls Ganers gamle forslag om en cykel- og vandre sti fra Ry til Alken/Skanderborg langs jernbanen og hvorfor ik'? Prøv lige at tænke den idé efter, hvor fedt kunne det ikke være !!!!! Ideer i mindre målestok kan nu også gøre det og behovet er stort. På stigruppens vegne Jacob Gewitz | | | 20. juni 2009 * Hjælp os! 1. juli flytter vi til Alken. Det glæder vi os til. Vi har lært meget på højskolen. Men vi kan stadig ikke tale dansk. Derfor vil vi meget gerne have hjælp fra jer til indkøb, når vi skal i banken og til andre ting i hverdagen, hvor det kan være nødvendigt. Vi glæder os meget til at møde jer. Mange venlige hilsner familien Pandey og familien Budhathoki (Foto af familien Pandey: Marie Venø Thesbjerg) | | 20. juni 2009 * Pas på jeres nye medborgere. Jeg smider lige en hilsen til jer fra Familiehøjskolen Skærgården ved Herning. Også en stor hilsen fra vores bhutanske kvoteflygtninge, som ser frem til at flytte ind i deres egne lejligheder :-) De blev så glade - og jeg er sikker på, at det har stor betydning for deres oplevelse af deres skift til et nyt sted - over at se via jeres hjemmeside, at de er tænkt på. I får efter mit skøn nogle pragtfulde mennesker som medborgere. Søde og rare, venlige og beskedne grænsende til det selvudslettende - og med vilje til at ville et nyt liv. Jeg/vi er glade for at de vil blive taget godt imod, som jeg fornemmer at de vil hos jer. Pas godt på dem - man kommer så let til at holde af dem.. :-), og de har selvsagt mange udfordringer. Jeg formoder, at der kommer et portræt af dem i jeres lokalavis i næste uge. De bedste hilsner fra de to bhutanske familier og Merete Markussen fra Familie Højskolen Skærgården | 20. juni 2009 * Sommerhilsen! Tak for go' opbakning til arbejdsdagen på Alken Mejeri. Det var en rigtig hyggelig dag fyldt af god energi af arbejdsglæde og initiativ, og hvor mange arbejdsopgaver blev udført i hyggelig og munter stemning. Med det resultat, at Mejeriet nu er endnu bedre udnyttet og rarere at være i. Udlejningrum og stole\borde rum er organiseret i det gamle udlejningslokale, bordtennis og billardbord er klar til, at man kan tage et spil, musikken flyttet ud i lysere rum, og et bibliotek er under opbygning. Vinduerne vasket og køkkengang malet, ukrudt hevet op, vinduerne vasket, m.m. Og endnu meget skrammel kørt på lodsepladsen. Da vi sad udenfor i solen og hyggede os i frokostpausen, kom Joakim, gammel Bjedstrup-elev, kasserer i Alken og omegns Rideklub, nu studerende i Århus, cyklende forbi og stopper op. Snakker lidt og siger med anerkendelse, at det kun er i Alken, man stadig kan opleve dette. Måske er der et par steder til, men lad os holde fast i det gode vi har. God sommer til alle! Hilsen Mejeribestyrelsen | 15. juni 2009 * Hoptimist-containeren. Er der nogen, der tog billeder dengang for nogle år siden, da alle hoptimisterne røg ud fra loftet i en container foran mejeriet? Kh Knud ved søen | 10. juni 2009 * Trafik, tog og timedrift. Jeg kan se, at der på alken.dk ligger et svar fra Trafikstyrelsen om den berygtede timedrift. Og der er selvfølgelig intet nyt under solen. ."Bedst for flest" er vist Arrivas slogan. Vi får med andre ord kun timedrift fra dec. 2010. Men mindre vi gør noget! Hvordan mon det går med en fælles skrivelse fra de små stationer ud af sporet til Folketingets Trafikudvalg? Det er jo dem, der skal kontaktes og påvirkes med en samlet protest? Og selvfølgelig også transportministeren. Jeg har en adresseliste over kontaktpersoner ud af sporet, men siden tidligere på foråret, hvor vi kom i avis og radio, ved jeg ikke om der er sket noget? Jeg har trukket mig, da jeg ikke har tid og krudt til at gå ind i projektet. Men er der andre der har lyst, er de velkomne. Som sagt er der kontaktpersoner i både Laven, Svejbæk, Engesvang, Bording - og måske også i Alken? Agurketiden nærmer sig, men vi skal jo med toget igen til august! Eva Michaelsen | 10. juni 2009 * Hvem sagde ildsjæle? Kåre har ret i, at uden Søren og Jacob måske ingen sportsfest. Jeg vil gerne være med til at kippe med flaget. Og opfordrer samtidig til, at flere forældre melder sig på banen. Ikke nødvendigvis til bestyrelsen, men som hjælpetræner, dommer til hjemmekampe, banekridter, medarrangør af sportsfesten – eller en af de andre funktioner, som er med til at få alting til at klappe i Dover GF. Vil også bruge smalltalken til på sportsfest-morgenløbernes vegne at få på plads, at ruten er mindst 6 km (og ikke 5 som Jacob skriver) – og fortælle, at mødrenes historiske sejr over young girls stadig sidder i lårene… Bolette Olsen | 8. juni 2009 * Sportsfest 2009 - en dundrende succes! Så er sportsfesten 2009 veloverstået – igen i år en kæmpe succes. Godt vejr, en masse glade mennesker, fodbold, volley, høvdingebold, grill, fællesspisning i det fri, landskamp på storskærm – og fik jeg sagt godt vejr! En masse mennesker har ydet en stor indsats for at dagen skulle forløbe gnidningsfrit – og der var godt fremmøde både til opstilling fredag og oprydning søndag! Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige tak for en super sportsfest til bestyrelsen i Dover GF! MEN – jeg har alligevel lyst til at fremhæve to, som (på dagen) ikke blev hædret for deres ekstraordinære indsats. To, som år efter år trækker et kæmpe læs for at Dover GF er, og skal forblive, en central del af vores lokale liv. To som ikke længere har børn, som er aktive i klubben - det siges at børnene er nået en alder hvor de både låner forældrenes tøj og biler… - og som derfor ikke kan bruge DEM som undskyldning! To, for hvem foruden, der måske slet ikke ville VÆRE en sportsfest. To som ikke har anden grund end rent og skært lyst og engagement – og så selvfølgelig drømmen om at forblive på Dover GF OldBoys’ 1. Hold. Jeg tænker selvfølgeligt på Søren Laursen og Jacob Gewitz! Så jeg synes vi hver især, når vi sidder ved aftensmaden, skal hæve glasset, lette på hatten, kippe med flaget, udbringe en skål - og råbe et trefoldigt leve for de to ildsjæle! Tak for festen drenge – HIP, HIP… Kåre Birk, Svejstrup. | 7. juni 2009 * Fridykkere til Alken. Hele to verdensmestre i fridykning kommer onsdag 10. juni kl. 12.30 til Alken. Stig Åvall Severinsen, der er bogaktuel med sin bog "Træk vejret" (Gyldendal) og kendt fra TV vil sammen med sin ven, Peter, hæve vores båd, der ligger på 20 meter vand ved Pouls Hul. Det er evt. muligt at sejle med eller gå ned af stien mellem Alken og Boes, til Søskoven og Pouls Hul. Første vej/sti på venstre hånd efter vandværket. Ekstra guide'ning på mobil: 22 147 149. Der vil sikkert være "bagagerums" salg af hans nye bog, og han holder nogle spændende sommerkurser, som ikke kræver forudgående kendskab til emnet. Tjek: Lær mere om vejrtrækning og mentaltræning på hans sommerkurser på Isterød Højskole uge 29 og 30 (juli) http://www.i-h.dk/fridykker_09.asp Peter Gregersen | 5. juni 2009 * Hjerteblod og kopinumre. Hele denne uge, frem til 12. juni kan man gå direkte ind i Rytmisk Sal i Musikhuset i Århus og høre de afsluttende hovedinstrumentkoncerter fra både rytmiske og klassiske afdelinger? De spiller hjerteblod, kopinumre, egne kompositioner og er omgivet af fantastiske medspillere. Man kan vælge ud eller tage større pakker. Programmet står på www.musik-kons.dk - og det er som sagt ganske gratis! K.h. Lena Gregersen | 31. maj 2009 * Cirkus-rabat. Er der nogen, der skal i Cirkus Arena i Skanderborg den 3. juni? Jeg har nogle få rabatkuponer (25 kr.), der kan afhentes i forretningen. Først til mølle. Hilsen Birgit. | 24. maj. 2009 * Bøger til mejeriet. Vi vil gerne være med til nye ideer. Olga og Jørgen Fjord. | 5. maj. 2009 * Stampemaskinen og natarbejde... Tja, selv om gulvene altid har knaget, og reolerne gynger, når man går bestemte steder, har jeg da opdaget, hvor solidt Kasper (nu afdøde Kasper Jacobsen, red.) åbenbart har bygget sit hus. For det lader til, at det uden mén har klaret, hvad der må kunne lignes med jordskælv styrke kvart i tolv på Svjatoslav Richter-skalen. Jeg har i hvert fald ikke opdaget nogle alarmerende beskadigelser endnu - og heller ikke rotter. Det største problem har været at opretholde min til aften- og natarbejde indregulerede døgnrytme. Flere på hinanden følgende "nætter" med kun 3 - 5 timers søvn er lige i underkanten. Især stampemaskinen har jeg fået et ualmindeligt anstrengt forhold til. Og ikke så snart er det overstået, før der begynder at kravle håndværkere rundt på mit tag. Osse midt om morgenen! Det værste er at jeg selv har bestilt dem - endda for længe siden... Thomas Tjørnehøj | 3. maj. 2009 * Tillykke. Tillykke til alle konfirmanderne i Alken fra Jørgen og Olga. | 2. maj. 2009 * Internet i Arriva? I torsdags var jeg med tog til Herning og ville afprøve internettet, som Arriva reklamerer med. Ingen steder undervejs var der hul igennem. Er der andre, der har erfaringer med det? Knud ved søen | 28. apr. 2009 * Røven af fjerde - del 2. Udtrykket stammer fra krigen 1864: Rytteridivisionen, 4. Division under ledelse af general Cai Hegermann-Lindencrone, skulle efter evne beskytte Jylland og langsomt vige for fjenden, men rykkede efter manges mening for hurtigt tilbage, første gang til Mors, anden gang til Vendsyssel. Københavnerpressen kaldte ham ’general Baglæns’ og hånede tropperne: Man så kun røven af 4. Division, hed det. Bo Elkjær | 25. apr. 2009 * Røven af fjerde. Er der nogen af hjemmesidens læsere, der kender udtrykket "Røven af fjerde division" og ved, hvorfra udtrykket stammer? Skriv dit svar på hjemmesiden. M.v.h. Ole Nielsen | 21. apr. 2009 * To der elsker hinanden. To der elsker hinanden / kan volde hinanden mer' ondt /end alle de argeste mennesker / der vandrer i Verden rundt /og to der elsker hinanden / kan læge de ondeste sår / ved blot at se på hinanden / og stryge hinandens hår. Olga Fjord Keis | | | 8. apr. 2009 * Tænk på dyrelivet under vandoverfladen. Jeg vil gerne reklamere for affaldstema på Ferskvandscenteret AQUA i denne uge. Meget relevant, synes jeg. Se tankevækkende filmklip om emnet. Pernille Elkjær Madsen. | | 4. apr. 2009 * Fotografér. Alken står foran nye kloakker, jeg vil opfordre alle, der bor på Alkenvej og Emborgvej til at tage billeder af deres huse ud- og indvendig. Da der arbejdes med store og tunge maskiner, er der mulighed for, at der kan komme skader på vore huse (revner), da fundamentet på mange af husene udelukkende består af kampesten. God påske. Poul Westesen | 29. mar. 2009 * Sæsonstart med maner. Sidste år var vi en flok motorcyklister fra Alken og omegn, der kørte ture. I år er det planen at åbne sæsonen med en tur søndag 5. april til åbningen af Hjejlekiosken på havnen i Silkeborg. Åbningen er kl. 13, men lad os mødes ved Mejeriet 11.15 og køre til Silkeborg via Ry havn, hvor der er andre motorcyklister, der letter anker kl. ca. 11.40. Ideer til, hvordan vi skal skrue årets ture sammen modtages med glæde. Vel mødt. Jens Jessen. | 22. mar. 2009 * Gratis for børn under 12. Husk, at der i aften kl. 19 i mejeriet er mulighed for at høre festlig musik fra mange forskellige lande. Og har man lyst, kan fødderne motioneres. Aftensmaden kan klares inden, der er ikke ’Livvagterne’ og børnene kan sagtens nå at komme i seng i ordentlig tid bagefter. Børn under 12 har gratis adgang. Der er ingen grund til ikke at møde op. Vi benytter lejligheden til at lave en lille udstilling om trykkeriet og har salg af kort. Bjarne Toudahl | 21. mar. 2009 * Idé til fredagsbaren. Kan Alken Mejeri/fredagsbaren ikke støtte her? Jan Mikael Granner | 17. mar. 2009 * Kommunikationsmedarbejder/tovholder (under Alken Borger og Aktivitetsforening) søges til vores fælles togsag. Kan du lide at arbejde for en god sag? Brænder du for at bevare vores gode togforbindelse? Er du selv pendler, eller kender du nogen, der er? Har du gode formidlingsevner? Overblik og overskud? Humor? Iderig og opfindsom? God til at tale med pressen i ny og næ. Elsker at tale med politikere... Er du med andre ord: hurtig på tasterne, klar i spyttet og kan du opfange signaler før tingene sker? Jamen så er jobbet dit. Værsågod! Til gengæld får du: En masse erfaring i at det umulige er muligt. Samt en masse backup og folk til at hjælpe dig. Og måske kommer du på forsiden af avisen en gang i mellem. Kaldes fryns. Henvendelse til Eva M. efter Først-til-mølle-princippet. Eva Michaelsen, Alkenvej 32. | 16. mar. 2009 * Tog-boykot en måned. Måske en urealistisk tanke, men det kunne være interessant at se, om vores penge kan påvirke Trafikstyrelsens beslutning om time-drift. Jeg forestiller mig, at vi boykotter toget i en måned, fra den dag time-driften indføres. Vi arrangerer fælles-kørsel og fælles-taxa til Skanderborg, hvorfra vi fortsætter i DSB-tog til Århus (os, der pendler mellem Alken og Århus ). Efter en måneds boykot sender vi et brev til Trafikstyrelsen, om at boykotten fortsætter indtil halv-times-driften er genindført. Med de himmel-fløjne priser, vi har oplevet på strækningen de senere år vil fælles-taxa til Skanderborg ikke betyde den store extra udgift for os. Ideen er at ramme den offentlige trafik økonomisk, så de kommer til fornuft. Ja, det er nok ikke en realistisk løsning, men det kunne da være sjovt at se virkningen.... Hilsen Mik. | 15. mar. 2009 * Om at tage sagerne i egen hånd. Hermed et link til Lars Kolinds blog, kolindkuren.dk . Det er interessant til debat! Om samkørsel, bredbånd og lokalt marked for frivillig indsats og vennetjenester. Mange hilsner Lars Christensen. | | 9. mar. 2009 * Fuck it. Vedvarende rygter siger, at Pondus efter mange års tro tjeneste har fået nok af Danske Bank og har sagt op... Birgit Pohle | 9. mar. 2009 * Lige nu er du atten. Pigerne har spurgt efter det. Her er det - kvindedigt fra kvindefesten. Søs Nielsen | 7. mar. 2009 * Bowling-partner søges. Jeg søger en eller to, der fast vil være med til at bowle i Skanderborg mandage fra kl. 12-13. Vi er fortrinsvis efterlønnere/pensionister. V.h. Karen Jensen, 86 57 71 76 | | | 7. mar. 2009 * Vi vil ikke finde os i Trafikstyrelsens beslutning. Møde lørdag den 7. marts kl. 16 hos Knud Erik og Eva (max. 1 time). Vær med til at lægge en strategi for, hvordan Alken skal handle. Vi skal i samarbejde med de andre små stationer gøre noget for at forhindre Trafikstyrelsens beslutning om regionale lyntog, som betyder timedrift i stedet for halvtimedrift fra dec. 2010. Vi har tænkt på et samlet brev til folketingets trafikudvalg. Desuden pressemeddelelser til aviserne, når nyheden om hvem der vinder udbudsmaterialet på strækningen offentliggøres den 12. marts. Samt brev til lokalpolitikerne i de berørte kommuner med appel om at støtte os. Kom og vær med til at støtte op. Og går du med en pendlertalskvinde eller -mand i maven, så hold dig ikke tilbage. Knud Erik og Eva, Alkenvej 32, Alken, 86 57 78 00 | 6. mar. 2009 * Bemærk, at vores alle sammens Eva har sørget for, at det nu er med på DR Østjylland .... at vi er MEGET trætte af Trafikstyrelsens beslutning om at indsætte lyntoge på strækningen. Tak til dig Eva.... jeg vil foreslå, at vi i det mindste laver en protestskrivelse til Trafikstyrelsen. Harme og varme hilsner Inge, Emborgvej 104 | 6. mar. 2009 * Vi vil ikke ud på et sidespor. Trafikstyrelsen i København spænder med denne her serviceforringelse ben for S-tog i Jylland! Jeg tror ikke, de kender virkeligheden ordentligt. Men hvis regnestykket viser, at der er 815.000 mennesker fra Silkeborg, der årligt bruger toget, så er det jo pænt mange. Men prøv lige at sætte det i forhold til Svejbæk, Laven og Alken, de små stationer som man vil springe over med et lyntog, derfra er der henholdsvis 45.000 + 40.000 + 30.000 = i alt 115.000 årligt, der benytter toget. Skal det gå ud over SÅ mange menneskers hverdag og økonomi, for at bl.a. silkeborgensere kan komme ca. 8 min. hurtigere til Århus? Fra Ry vil man højst kunne vinde 2 minutter, så det er ikke værd at komme efter. Det, der reelt fungerer som et S-tog med halvtimefrekvens vil man hermed smadre. Samt sammenhængskraften inden for de enkelte kommuner, børn, der skal til og fra sport, musik og fritidsinteresser. Folk, der skal til og fra arbejde. Det er absolut noget af det mest uigennemtænkte, jeg har oplevet. Forbedringer for de få, vil jeg sige, hvis man tager ovenstående regnestykke i betragtning. Og så skal man jo også lige have med, at Silkeborg i forvejen har en non-stop forbindelse til Århus i form af en x-bus. De små stationer har ikke noget alternativ, andet end selvfølgelig at købe flere biler. Det kan da ikke passe, at man i tider, hvor man seriøst på verdensplan taler om CO2 udslip og forbedring af kollektiv trafik, ikke gør en indsats for at forbedre, i stedet for at forringe. Vågn op derovre i Trafikstyrelsen og se på virkeligheden og tag os, der bor ude i virkeligheden alvorligt! Vi har kæmpet flere gange før, og er meget glade for vores tog, som vi flittigt bruger. Vi vil simpelthen ikke finde os i at blive kørt ud på et sidespor. Eva Michaelsen | 4. mar. 2009 * Når tiden falder lang. Er der nogen, der har nogle små opgaver, som jeg kan fordrive tiden sammen med Ingo med? Måske nogen kender nogen, der skal have noget stemplet, klipset eller samlet? Måske reklamer, der skal pakkes, eller andet, der minder om det. Vi skal ikke have noget for det, det er bare fordi tiden ind imellem er lidt lang især i weekenderne. Det skal kunne foregå indendøre - ved et bord. Mvh Birgit Pohle, Alken Minimarked, Tlf. 86577272 | 3. mar. 2009 * Bombet tilbage til stenalderen. I Midtjyllands Avis kan man 3.3. læse, at Trafikstyrelsen ovenfra simpelthen prioriterer lyntog hver time ml. Århus og Herning fra dec. 2010 på vores strækning. Så om de hedder Arriva eller noget andet: De, der vinder udbuddet, er sådan set ligegyldigt. Trafikstyrelsen har talt! Det betyder halvtimedrift til de 'store' stationer: Herning, Ikast, Silkeborg, Ry, Skanderborg, Hørning, Viby (hvor stor er Viby egentlig?). Og kun timedrift ved de små stationer: Hammerum, Birk, Bording, Engesvang, Svejbæk, Laven, Alken. Så er vi bombet tilbage til stenalderen igen. Er det sådan man fremmer den kollektive trafik? Er det sådan man mindsker CO2 udslip? Er det fremgang for mange, men tilbagegang for pænt mange? Og vil vi finde os i det? Hvornår får vi RO og sikkerhed for at toget, det er noget vi kan regne med på de små stationer? Kan vi endnu en gang mobilisere en "kampånd" og gøre noget ved det, som vi før har gjort? Jeg må indrømme, at jeg ikke selv orker at være frontfigur, men gerne støtter op hvis nogen har gejsten..... Eva Michaelsen, Alkenvej 32. | 2. mar. 2009 * Et stort tillykke og hurra skal der lyde med nyhedsbrev nr. 100 - det er virkelig godt gået. Jeg er en af dem, der følger meget med på alken.dk, hvad der foregår, og jeg syntes virkelig, det er en stor klapsalve værd, et sådant stykke arbejde og en sådan gejst, der bliver vist for at få det til at køre, det må koste timers arbejde. Tak fordi, der er nogen, der orker dette. Med venlig hilsen Birgit Pohle, Alken Minimarked | 2. mar. 2009 * Kære alle I skjønne kvinder. Tak for en dejlig og livsbekræftende kvindefest. Skønt at være i selskab med så kreative, kønne, kloge, karismatiske, kraftfulde kvinder. K.h. Gitte ;o) | 1. mar. 2009 * Omfartsvej ved Silkeborg. www.bilfrinordskov.dk - Prøv at gå ind og se Silkeborg Kommunes planer om en omfartsvej gennem Nordskoven, og skriv under hvis du heller ikke synes det er en god ide. Anne-Mette Granner | 27. feb. 2009 * Jubiiiii ! I år kom der 14 udklædte, syngende og raslende børn ned til os ved søen. Jeg undrede mig over, at de gad gå helt herned for 2 kroner og et par stykker slik, men forklaring følger: Et af de søde børn havde vist haft ondt af, at der aldrig kom nogen hos os og derfor ladet rygtet svirre, at der blev givet 20 kroner hos Gitte ved søen, så det var nu nok det, der lokkede. Men skønt at de småforfrosne børn kom herned. Gitte ved søen | | 15. feb. 2009 * Thailandsk inspiration til Alken. Her er ideen til, hvordan vi kan få alle tog til at standse i Alken - set på en markedsplads i byen Amphawa syd for Bangkok. (Fotos taget samme sted - før og når toget kommer: Finn Amsinck) Finn og Ulla Amsinck | | | | 6. feb. 2009 * Kommentar til Alken-quiz'en: Angående spørgsmålet, om der bliver handlet et hus til over 3 mill. kr. i Alken i år: Det handler jo også om, hvilke øjne der ser.... Se selv V.h. Birgit Pohle | 5. feb. 2009 * Hvad med de små stationer? Arriva har en masse forbedringer i deres nye planer for togdrift. Bla. at lancere et lyntog mellem Herning og Århus, som kun stopper indtil Skanderborg i Ikast, Silkeborg og Ry. Godt nok. Men betyder det så forringelser for de små stationer? Timedrift i stedet for nu halvtimedrift? Det ved vi ikke. Men vi har jo haft balladen før, for fire-fem år siden, hvor de pludselig tog vores halvtimedrift. Og dengang fik vi medhold. Ja, vi har godt nok haft vores kampe, og man tænker: "Åh, nej ikke igen!" Antallet af pendlere fra Alken station er temmelig stort. Men det er da også, fordi man ved, at der kommer to tog i timen. Hvad skal vi gøre nu? Måske skal man bare skrive ind til Arriva og spørge hvordan de forestiller sig, det kommer til at se ud i fremtiden for de små stationer (Alken, Laven, Svejbæk; Engesvang; Bording, Hammerum...) Om man kunne forestille sig at lave vigespor i Alken, så togene også kan krydse hinanden her? For en ensporet bane har sine begrænsninger....Men ellers er vi meget glade for Arriva, som det kører nu. Ikk'? Eva Michaelsen | 5. feb. 2009 * Seneste sporudvidelse i 1920'rne. Begrundelse for en rettet køreplan: Jeg havde overset, at et enkelt eftermiddagstog er lidt længere om turen til Århus. Toget kommer også senere til Hørning og Viby, men ankomsttiden i Skanderborg er den samme. Her holder toget nemlig i syv minutter og venter på klar bane. Helt bogstaveligt! For der kører i perioder nu så mange tog mellem Århus og Skanderborg, at det ikke er muligt at have de samme minuttal for togene dagen igennem. Men det er måske heller ikke så underligt at der er trængsel på skinnerne. For den seneste udvidelse af kapaciteten skete i 1920'erne: da blev banen udvidet fra ét til to spor... Thomas Tjørnehøj | 1. feb. 2009 * For 64 år siden. I 1947 skrev Olga dette digt om sin lille Jørgen, der blev født netop 1. februar i 1945, og som døde bare to et halvt år gammel: Midt i en verden af ondskab og trods, mødte vi lykken den bragte til os, drengen så mild og så yndig og kær, først nu vi fatter , hvad ret han var værd. Drengen kunne smile, med glæde til os ile, når han tog os i sin favn og hvisked sødt sit eget navn, da vi ejed' lykken. Men vi var dumme, vi ejed' ej nok, ønsked' os villa og penge i flok bil og deslige og sure vi blev indtil Vorherre med fingeren "skrev" har I børn så glade, da fryd jer alle dage, husk for penge ej kan købes, barnet som i vuggen svøbes, drengen fra os døde. Ord ej formår nu at bringe os trøst, ak vi har høstet den bitreste høst. Alt hvad vi rører det lykkes så glat, men vi har mistet vor elskede skat. Har I børn så glade, da fryd jer alle dage, husk for penge ej kan købes, barnet som i vuggen svøbes, værn om det I ejer. Olga Keis i 1947. | 1. feb. 2009 * Forhåbninger
der var så meget vi ville, som vi aldrig kunne nå, der var så meget vi ønsked' som vi aldrig kunne få vi ville frem gennem livet, men på stedet vi stadig stå, vi ville lære at flyve, men fik aldrig lært at gå. Dottepigen. Olga Fjord Keis | 27. jan. 2009 * Inden tyvene slår til næste gang. I forlængelse af sagen om indbrud i området: Jeg er temmelig sikker på, at det er den mat-røde kasse-vogn/varevogn, som jeg har set flere gange køre meget langsomt eller holde stille forskellige steder på vejen. Jeg prøver at fotografere den næste gang. I øvrigt vil jeg anbefale, at man ikke har bærbare pc'er, fladskærme og mobiltelefoner stående på steder, hvor de kan ses ude fra vejen ( evt. med kikkert ). Tyvene går også efter PH-lamper og andre mærkevarer. Hvis man kan nænne det er det en god ide at ridse et kryds henover navnet på sin dyre forstærker og andre ting der kan omsættes på grund af navnet. (Det er svært at videre-sælge fint udstyr hvis det er ridset.) Desværre er tyvene ikke længere blege for at bruge våben og vold, hvis man er hjemme, når de kommer. Så det er nok også en god ide at låse dørene, selv om man er hjemme. Lad os alle holde øje med de langsomt-kørende biler i området. Det kunne være herligt, hvis vi kunne fange tyvene, inden de slår til næste gang... Hilsen Mik. | 26. jan. 2009 * Debatten om anvendelse af Slagterens Hus er så overstået, inden den rigtig kom i gang. Det skorter heldigvis ikke på gode idéer - ældreboliger, kollektiv og kontorfællesskaber. Men at huse flygtninge er jo til stadighed en god og fornuftig anvendelse af Slagterens hus. Peter Schødt Dalsgaard | 26. jan. 2009 * Fortsættelse til den døde mus. Søndag aften kom webredaktøren så ind i vores stue, midt under middagsmaden, hvor han begejstret fortalte meget detaljeret om den døde mus' rejse ind i dødsriget, - og så gik han igen. Min gamle mor, som jo synes, Alken er fantastisk, kommenterede undrende, - ”Var hans ærinde at fortælle om musen?” Den åbenbarendes kone | | | 25. jan. 2009 * Død i et sikringsskab. En lørdag morgen med slukket køleskab og det meste af strømmen gået på alken.dk's redaktion og tilhørende bolig ved søen fik et usædvanligt forløb: Bag plasticfronten på sikringsskabet viste sig en solid halsbåndsmus at have gnavet sig vej op gennem ledninger, sikringer og kontakter til den mødte en elektrisk død - og en temmelig gennemgribende kortslutning. Se den elendige brune gnaver midt i fotoet stramt placeret midt i alt det elektriske. (Åbenbaring: Gary Craig, foto: Sanne Dudoret) | | 21. jan. 2009 * Et løft til byen. Jeg synes stadigvæk, at min ide er bedst, da jeg synes, at vi skal bevare en vis befolkning i alle aldre. Det vil også kunne gi' vores dejlige by et løft, så de gamle ikke skal flytte væk fra byen. Men kan bruge huset til deres sidste bolig (olle kolle). Venligst Kurt. | 21. jan. 2009 * Dario siger vist EmBORGvej. Dario, Præmiebuk og tidligere Julekalender Manager, har stadig et godt øje til Alken, selvom han pr. helikopter er ekspederet ud til sin ranch længere ude på landet den dag hans afløser, Brutus Krølhorn, blev indsat som buk. Om problematikken EMborgvej versus EmBORGvej nøjes han med at sige: ”Langt ude det dér EmBORGvej (hvor han jo selv bor!). Hedder det måske NyBORGgade, FåBORGgade eller SilkeBORGvej? Nej, vel?” Han har dog en teori om, at ude i det vilde Midtvesten (hvor han mener jyderne hører til, alle til hobe), dér er man nødt til at have nogle stavelser med tryk på, så man ikke bliver væltet omkuld af alle de her københavnere eller af vestenvinden. ”For at manifestere sproget, ikk?” forklarer han og lægger sit ansigt i betydningsfulde folder. Den bløde udtale EMborgvej eller endnu blødere Emborgvej er jo uden karakter, simpelthen vattet og slap. Det svarer lidt til hvis en ged ikke kan stange. Det er tydeligvis en tilflytter-uvane, udtrykker han indigneret. At han i løbet af de 180 sekunder vi foreløbig har talt sammen har skiftet standpunkt, lader ikke til at anfægte ham synderligt. ”Selvfølgelig hedder det EmBORGvej, ligesom det hedder oBAma og ikke Obama, med tryk på O, ligesom hoben derovre i Washington råbte i kor i går. Og de bor endda længere mod vest”, slutter han. Da jeg prøver at runde samtalen af, har han allerede zappet videre til næste interessante nyhed: Nemlig at Quiz spørgsmålene i Alken Quizzen må være for svære, eller også ved man simpelthen ikke nok om landmandslivet til at får får lam og geder får kid. Men så ku man måske endelig lære det, som han siger, og har allerede givet tegn til sin sekretær om, at nu må dette interview snart være forbi. Han har vigtigere ting at tage sig til, men når lige at sende en hilsen til Yrsa og resten af flokken, med løfter om julekalender og andre indslag, når det passer ham. Eva Michaelsen | 20. jan. 2009 * Kollektiv/studie i slagterens hus? Som ny Alken-beboer (jeg har vel næsten et år på bagen, men er jo ganske omflakkende) ved jeg ikke noget om husenes tidligere historie, men jeg går ud fra, at der er tale om det gule tomme hus skråt over for købmanden? Det har jeg gennem længere tid undrende gået og luret på, for hvorfor står det egentlig tomt? Hvem ejer huset? Det er jo ikke, fordi husene ellers hænger på træerne her i byen. Jeg har i den sidste tid gået og barslet med ideen om at starte et kollektiv/studie med en flok forskellige musikere, jeg kender, som vildt gerne vil til Alken, men der er jo nærmest venteliste på husene her. Så hvis nogen har et hus de ikke ved, hvad de skal bruge til, vil jeg gerne komme med det helt igennem egoistiske forslag, at det udlejes/sælges til mig.... Kristian i kælderen hos Kurt/Anne Grethe | 18. jan. 2009 * Slagteriet – et slags kontorfællesskab. Her på Smalltalken har Kurt Viborg foreslået, at slagterens gamle hus indrettes til ældreboliger. Det er en god og smuk tanke, men jeg vil da også gerne kaste et forslag til anvendelse af huset ind i debatten. Slagteriet – et slags kontorfællesskab… I – og omkring – Alken findes efterhånden en række små enmands-virksomheder. Hver især driver vi vores virksomhed fra privatboligen, hvilket kan være ensomt og uinspirerende i længden. Slagterens hus kunne nemt – og for forholdsvis få midler – indrettes til et kontorfællesskab, hvor små virksomheder kunne leje sig ind og dele faciliteter som f.eks. mødelokale, køkken, kopimaskine osv. Det vil give muligheden for at styrke det lokale erhvervsliv – og måske samtidig medvirke til at skabe nye projekter, initiativer og virksomheder i Alken og omegn. Jeg vil gerne leje et hjørne og et skrivebord. Peter Schødt Dalsgaard, Svejstrup | 18. jan. 2009 * Emborgvej eller Emborgvej. Der er i Alken to slags mennesker. Dem, der siger EmBORGvej med tryk på BORG, og så dem der siger EMborgvej med tryk på EM. Argumenterne for den ene og den anden måde har længe ligget og simret. Lad os få dem frem på smalltalken. Knud ved søen | 18. jan. 2009 * Facebook Live. Invitation. Under årets første 50 års fødselsdag hos Ingrid, en skøn og sangglad fest i et dejligt hus, TAK for det!, blev der uformelt dannet en klub: Facebook Live. Foreløbig er der 10 -11 kandidater, som har æren at være med. Måske flere. Det drejer sig om det sidste kuld fra halvtredserne, altså dem, der i 2009 fylder 50 og som bor i Alken. Og vi kan således afsløre, at Ingrid er selvskreven som medlem. Det er der flere, der er. Og dem vi vil have fat i. Vi behøver ikke at nævne navne, man ved godt selv (forhåbentlig), om man har de rette forudsætninger for at være med. Nu skal det siges, at der endnu ikke er blevet afholdt nogle arrangementer på Facebook Live. Endnu da. Men vi forestiller os, at samtlige kandidater kunne have visse fælles interesser, såsom f.eks. at smage og udvælge diverse champagnetyper. Og med smagning ved enhver, der har prøvet den slags, at det ikke drejer sig om, at hale indenbords i uanede mængder. Men blot behersket at dufte og nippe til de perlende varer, for derefter at spytte det meste ud igen og så bide i en agurk. Den slags kræver tid og indlevelse. Vi foreslår derfor, at alle, som føler sig kaldet til at deltage, (og det er jo som bekendt kun dem, der opfylder ovenstående kriterier), overvejer hvordan, hvorfor og hvornår de kan afse tid til den slags. Den tid går jo fra noget andet. Og sådan er det jo med alle invitationer, også til den "rigtige" Facebook. Hermed en opfordring til at se efter i sin dåbsattest eller andetssteds, om man har den rette profil og derefter kan Facebook Live tage sin begyndelse og afholde det første arrangement. Datoen er endnu ukendt. Ligesom man jo heller ikke behøver at skilte med, om man er medlem eller ej. Godt nytår. Eva Michaelsen | 14. jan. 2009 * Synd og skam. Jeg syntes da, at det ville være en rigtig god ide med ældreboliger, ihvertfald syntes jeg, at det er synd og skam, at et hus bare står tomt, når man ovenikøbet ved, at der har været flere henvendelser til kommunen fra folk, som gerne vil bo der. Et hus, der er tomt, kommer hurtigt til at virke spøgelsesagtig - og så lige i "midt byen". Med venlig hilsen Birgit Pohle | 13. jan. 2009 * Ældreboliger i slagterens hus. Det ville være en god ide at få revet slagterens hus ned og få bygget et nyt op med alle moderne faciliteter, som skal være til ældre mennesker. Kurt Viborg | 11. jan. 2009 * Jeg printer. Hvis det stadig er aktuelt, er det en oplagt opgave for mig at printe spørgsmålene ud og aflevere dem hos Birgit? Med venlig hilsen Bjarne Toudahl | 10. jan. 2009 * Tak til Tog-alfen. I postkassen lå der den anden dag en spritny udgave af Arriva-køreplanen. Da nisserne jo har pakket sydfrugterne, går jeg ud fra at det er Alkens egen tog-alf, der har været på spil. En stor tak til ham:-) Inge, Emborgvej 104 | 10. jan. 2009 * Hvem har en printer? Jeg skulle lige til at printe en stak quiz-spørgsmål ud til at lægge hos Birgit, hvor der ikke er flere tilbage, men vi er løbet tør for sort blæk... Er der ikke nogen, der vil printe og sammenhefte 10, 20 eller 30 styk - og lægge ved disken, allerhelst søndag, som garanteret er en god dag til Alken-quiz... Svar til smalltalken - så vi ikke ender med alt for mange... Vh webredaktør Knud | 10. jan. 2009 * Cikaderne findes. Jeg er lige blevet gjort opmærksom på, at DR2 søndag aften kl. 23.25 viser Jytte Rex' portræt af digteren Inger Christensen, der jo døde for godt en uge siden. "Cikaderne findes" hedder den 52 minutter lange film, som afgjort er værd at (gen)se. Det vil være synd og skam, hvis folk flest misser denne film, fordi den måske ikke står i de officielle TV-programmer. Lars Sandberg | 9. jan. 2009 * Hjælp til lastbil-fotos fra krigens tid. Jeg er i øjeblikket i gang med at researche til en ny bog og mangler hjælp til at få styr på hvad mærkaterne i lastbilernes forruder betyder. Se fotos her. Jens Jessen, Lindalen. | 4. jan. 2009 * Fantastisk og vidunderligt. På denne første weekend af året har familien Jacobsen på Søbjergvej 15, et par tanker vi gerne vil dele med resten af jer. Vores to skønne unger Daniel og Maja, har endnu engang haft fornøjelsen af at komme i julestemning i december måned. Dette skyldes ikke mindst vores fantastiske lokale kræfter, der har lagt frivilligt arbejde i, at fremskaffe et juletræ og indbyde til opstart af julemåneden med fællessang, dans om juletræeet samt lidt mundgodt til både dem og de voksne fremmødte. Tusinde tak for indsatsen! Det er så fantastisk, når nogen gider at gøre en forskel uden lige at skulle have løn, pension, kørselsgodtgørelse, privat sygforsikring, feriepenge, medarbejderfryns samt hvad dertil kunne nævnes af tillægsordninger. Vidunderligt! Ydermere har vores store samlingspunkt i byen - købmanden med Birgit og familie - gjort det endnu engang. Forsødet julestemningen med lotteri for de handlende ( tak for det. Familien her havde 4 lodder og der var skøn gevinst på de to af dem :-) samt ikke mindst givet ungerne i byen mulighed for at hænge deres julesok/hue op i butikken og jeg skal love for, at det var en stor success. Der manglede aldrig noget heri og ungerne er vilde med ideen. Samtidig pynter det jo butikken op og giver ekstra julestemning og det er nok ikke så værst endda. Nu er det jo ikke kun fordi at købmanden frivilligt, og for egen regning, giver gaver i så rigelige mængder, at vi synes det er fantastisk. Nej, dette engagement er et gennemgående træk ved Birgit og familien Pohle, som hele lokalsamfundet har nydt godt af i årevis og forhåbentlig i mange år fremad. Uden den velvillighed og indsats som der videregives derfra, ville vores lille smørhul nok have svært ved at have så positivt et nærmiljø. Tusinde tak til jer Birgit, Ingo og jeres to "børn" for jeres bidrag på alle fronter. Det er jo ikke gået nogen i byen forbi, at I har haft jeres at slås med, men det har aldrig skortet på velvillighed, interesse og gavmildhed. TAK!!! Med håbet om et godt nytår til alle der læser dette, vil vi lige afslutte med at takke alle de "andre" frivillige (ingen nævnt, ingen glemt:-), fra byens mange foreninger og alle, der i det hele taget bruger frivillig energi på at få Alken til at være så rart et sted at bo. M.v.h. Familien Jacobsen på Søbjergvej 15. | 1. jan. 2009 * Fællesspisnings-frustration. Apropos de annoncerede fællesspisningsdatoer kommer her et lille ”yms” fra en frustreret fællesspiser: Ved de sidste par fællesspisninger jeg har deltaget i, har madholdet stået med et meget stort problem: folk har ikke tilmeldt sig i tide og der dukker flere mennesker op til spisning end planlagt. Det er normalt ikke det helt store bøvl, da erfaring har lært madholdene at sætte flere stole frem end de har fået tilmeldinger til. MEN når det ender med at folk som har tilmeldt sig skal slæbe ekstra borde ind, så er det frustrerende!! Og det er heller ikke helt rimeligt, vel?! Så dette er en opfordring til alle med appetit på fællesskab og god mad: Meld jer til inden fristen udløber og spar de gode kokke (og dem, som meldte sig til i tide!!) for bøvl og frustrationer! Mange madglade hilsner fra Eva N. | 1. jan. 2009 * Nytårshilsen. Lige en nytårshilsen fra Alken Belgien. Lucci og Rene ønsker alle i Alken Danmark et godt nytår. Rene er kommet i Alken Danmark de sidste 25 år, og har holdt juleaften hos os mange gange sammen med sin nu afdøde kone Denise. Mvh Poul Westesen | 1. jan. 2009 * Tak til byen. Godt nytår 2009. Anes Høj siger tak til Alken By for et flot nytårsfyrværkeri, nytåret 2008-2009. Finn Amsinck, Anes Høj | |