Vedtægter for
Alken Borger- og Aktivitetsforening §1 Foreningen navn er: Alken Borger- og Aktivitetsforening. Foreningen har hjemsted i Alken, Skanderborg Kommune. §2 Foreningens formål er at varetage byens, lokalområdets og borgernes interesser, samt at styrke det lokale liv og den mellemfolkelige kontakt, gennem et bredt aktivitetsniveau, og at indgyde til forhandling om emner af fælles interesse. §3 Som medlem af Alken Borger- og Aktivitetsforening optages enhver der ønsker at medvirke til opfyldelse af foreningens mål. §4 Kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingent opkræves for hele året umiddelbart efter generalforsamlingen. §5 Eksklusion af et medlem sker automatisk ved kontingentrestance udover 1 måned efter afholdt generalforsamling. Man kan igen optages når man har betalt sit kontingent. Bestyrelsen kan ligeledes ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt om eksklusionen. §6 Den ordinære generalforsamling er med de indskrænkninger, som nuværende vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Der indkaldes ved annoncering og opslag med 3 ugers varsel. Forslag der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde, senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes. Stemmeret har alle aktive medlemmer over 15 år. Børn skal sikres indflydelse gennem deres forældre. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. §7 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter: 1. Valg af dirigent 2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning 3. Fremlæggelse af regnskab 4. Valg af medlemmer til bestyrelsen: 2 ved ulige årstal, 3 ved lige årstal, herudover skal der vælges 2 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorer, 1 revisorsuppleant. 5. Fastsættelse af kontingent 6. Behandling af indkomne forslag. 7. Eventuelt §8 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Såfremt blot et medlem ønsker skriftlig afstemning foretages afstemningen på denne måde. Generalforsamlingens beslutninger underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer på det konstituerende møde. §9 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/10 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. §10 Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer på et bestyrelsesmøde, der afholdes senest 14 dage efter generalforsamlingen. Formand og kasserer skal være personlig myndige. Derudover udpeges en person, der skal være bindeled til Liv I Landsbyerne, og gerne medlem af bestyrelsen i Liv I Landsbyerne. Personen skal være medlem af bestyrelsen for ABAF, suppleant til bestyrelsen i ABAF eller medlem af ABAF. Personen skal aktivt referere relevant information imellem Liv I Landsbyerne og ABAF. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Bestyrelsens forhandlinger føres til protokol. §11 Foreningen tegnes af formanden og kassereren. Bestyrelsen og foreningens medlemmer hæfter i øvrigt ikke for foreningens gæld eller andre forpligtelser. §12 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Driftsregnskab og status fremlægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning. §13 Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen. §14 Foreningen kan kun opløses når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor. I tilfælde af foreningens opløsning overgår formuen til andre foreninger i lokalområdet. Generalforsamlingen tager stilling til hvilke. Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 2. december 2020 Underskrevet af bestyrelsen. |