|
|
|
Marknavne i Alken Ejerlav
|  | 28. juli 2019 * Svine Stie Dahl, Tosses Mose Fald - da markerne havde navne. Enhver, der tager den nye sti fra Enggården ud langs jernbanen, vil opleve den hedeagtige naturtype i den nordvestlige spids af stiforløbet. Her er stien ude i nærheden af den gamle ejerlavsgrænse mellem Alken og Boes, der går langs Monnes Å.. Og et matrikelkort fra 1817 med marknavne omkring Alken bekræfter da også eksistensen af de tidligere hedeområder også heromkring, da netop markerne ved den senere etablerede Enggården dengang blev kaldt blandt andet Lille Hede Agre og Store Hede. Marknavnene er for manges vedkommende ret beskrivende som Svine Stie Dahl og Tosses Mose Fald. De gamle håndskrevne marknavne fra 1817-kortet blev i 1985 af den dengang arktektstuderende Bendt Nielsen plottet ind på et nyt kort med ejerlavsgrænsen for Alken Ejerlav fra 1784 indtegnet - herunder. Kortet indgik blandt andet i hans opgave om netop Alken, da han fik sin afgang fra Arkitektskolen. I kortudsnittet ovenfor - længe før jernbanen og det nuværende Alken - kan man se den gule Alkenvej krydse Emborgvej. Men studér matrikelkort fra 1817 - hvor der stadig ikke var andre gårde end de fire halvgårde i Gammel Alken - og prøv selv at tyde håndskriften i det mange gange redigerede kort. Marknavne kan skimtes med brun skrift. |  | | | | |
|
|