|
|
Liv i Landsbyerne 2019
| 3. okt. 2019 * To foreninger - fælles sommerfest. I 2020 går Liv i Landsbyerne sammen med Dover GF - om en sommerfest, oplyser Johan Harding Sørensen fra DGF. Så kryds i kalenderen lørdag 13. juni 2020 kl. 9-23.30.
| | 22. sep. 2019 * Livlige ideer op at flyve. Friplejehjem, cykelsti på Emborgvej, og bilfrie landsbyer. Fællesskab og sammenhæng mellem landsbyerne var i centrum, da der søndag var workshop i Liv i Landsbyerne. Processen hen mod at ansøge Landsbypuljen kom i gang, og der bliver arbejdet videre med flere ideer - også bytte- og reparationscentral, kajaksejlads og sauna på Mossø samt mange flere stier i hele området - til gående, cyklende og ridende. (Foto: Marlies Warming).
| 15. sep. 2019 * Syv gange festoprydning har givet 240.000 kr. I kølvandet på debatten om fortsat Liv i Landsbyernes Smukfest-oprydning eller ej har alken.dk forsøgt at finde ud af, hvor meget arbejdet har givet i indtægt, og hvad pengene er gået til:
2013: 40.000 kr.: Købmanden i Alken. 2014: 35.000 kr.: Alken Mejeri. 2015: 35.000 kr.: Købmanden i Alken. 2016: 35.000 kr.: Efter ansøgning: Elevrådet på Bjedstrup Skole: 5000 kr. til informationsevent til bl.a. nye elever, Bjedstrup Landsbyfællesskab: 4000 kr. til borde, bænke, grillplads, Svejstrup Borgerforening: 7.000 kr. til gadekær, ABAF: 7.000 kr. til shelters, bålhus på fællespladsen. Alken Mejeri: 7.000 til lydisolering i salen. 2017: 30.000 kr. Ingen ansøgninger. 2018: 30.000 kr. Bl.a. foredrag om Vild med Vilje. Feldballe-besøg. 2019: 35.000 kr. Efter ansøgning. Eva Nikolajsen og Jacob Gewitz har hjulpet med tallene, og Jacob bemærker, at pengene også går til søndagsmøder, generalforsamling og forsikring i foreningen, der er fri for kontingent og har oprydningen som eneste indtægt. Kapitalen er på ca. 100.000 kr. incl. indtægten fra i år, og den kan være vigtig, hvis der skal søges fonde eller 50/50-puljer. Husk Workshop om Landsbypuljen søndag 22. september kl. 10-13 på Mejeriet.
| 1. sep. 2019 * Omkring 100.000 kr. på kontoen. Mikkel Schwab svarer Thorbjørn, om vi som lokalsamfund næste år skal rydde op efter Smukfest. Han synes, vi skal fortsætte, peger på omkring 100.000 kr. på kontoen, mange gode forslag i krogene og opfordrer til at deltage i Liv i Landsbyernes workshop søndag 22. september kl. 10-13 på Mejeriet med tilmelding på 'Workshop om Landsbypuljen' her. Læs hele Mikkels indlæg på smalltalken - og deltag gerne i debatten ved at skrive til alken.dk.
| 25. aug. 2019 * Var det det? Så lykkedes det endnu engang at omdanne noget, der lignede en i hast forladt flygtningelejr, til en næsten uberørt skoveng. En lejr der var af en sådan beskaffenhed, at man fra Lesbos havde frabedt sig at få den pakket ned og tilsendt. Sådan indleder Thorbjørn Herrik en refleksion efter oprydningen på SmukFest. For: Var det det? Er det nok nu? Eller kan det lykkes at blive mange, mange flere og i så fald, hvad skal pengene gå til? - Læs Thorbjørns indlæg på smalltalken - og send dit svar til alken.dk.
| 14. aug. 2019 * Postkasse på rundtur. Hvad gør vores område helt særligt for dig? Hvad kan gøre det endnu bedre? Foreningen Liv i Landsbyerne afholder 22. september workshop om kommunens Landsbypulje, skriver Thea Reedtz fra bestyrelsen. Som optakt til workshoppen vil vi gerne blive klogere på lokalområdets styrker og potentialer, og derfor sender vi de kommende uger en postkasse på tur rundt i landsbyerne. Du finder små svarsedler og postkassen ved opslagstavlerne. Svar kort eller langt, én eller flere gange, alene eller sammen med andre. Svejstrup (uge 33), Bjedstrup (uge 34), Illerup (uge 35), Boes (uge 36), Alken (uge 37). Du kan læse mere om workshoppen på Liv i Landsbyerne og Tilmelding sker til Liv i Landsbyerne på følgende link: https://livlandsbyerne.nemtilmeld.dk/1/
| 7. aug. 2019 * Vigtig info for opryddere på Skovlunden. Eva Nikolajsen fra Liv i Landsbyerne informerer om smukfest-oprydningen: Om veste til de første, hapsere, river, privat og fælles klunsning, og hvilke fraktioner, vi sorterer affaldet i. Se info.
| | 24. juli 2019 * Nogen kan en eftermiddag eller en aften - andre kan begge dage. Til sammen kan vi i foreningen Liv i Landsbyerne tjene 35.000 kr. under Smukfest-oprydning mandag-tirsdag 12. og 13. august. Pengene skal bruges til projekter i lokalområdet. Tilmelding på denne Doodle, hvor de første 14 nu er med. (Foto fra en pause under oprydningen i 2017: Jacob Gewitz)
| 20. juli 2019 * Workshop om Landsbypuljen. Foreningen Liv i Landsbyerne inviterer til workshop om Landsbypuljen søndag 22. september kl. 10-13 på Mejeriet, Alkenvej 46. Skanderborg Kommunes Landsbypulje er en toårig pulje på fem millioner, som kan søges af bl.a. landsbyklynger som os. Penge skal gå til at understøtte byrådets vision: Mennesker møder mennesker, og vi har rig mulighed for at komme på gode idéer, der kan opnå støtte. Liv i Landsbyerne vil gerne være afsender på en ansøgning og understøtte processen, men vi har brug for, at alle i Bjedstrup skoledistrikt lægger hovederne i blød og kommer med indspark til, hvad der kan understøtte vores fantastiske lokalområde til at blive endnu bedre. Vi inviterer derfor til en åben idé-workshop med følgende program:- Velkomst og oplæg om Landsbypuljen.
- Gruppearbejde om idéer på tværs af landsbyer og foreninger.
- Fælles proces: Fra idé til projekt.
- Gruppearbejde om indledende projektideer.
- Udvælgelse og aftale om det videre forløb.
- Fælles frokost.
Tilmelding sker til Liv i Landsbyerne på følgende link: https://livlandsbyerne.nemtilmeld.dk/1/ Vi håber at se dig! Med venlig hilsen Liv i Landsbyerne.
| | 10. juli 2019 * Stien rundt om Enggården er næsten færdig. Den mangler nu kun enkelte pæle og et skilt, men der er slået hele vejen rundt og man kan sagtens gå på den, skriver Anne Mette Lykke fra Naturgruppen. Der er virkelig flot lige nu, så prøv den. Begynd ved fællespladsen, gå op ad trappen, langs volden, ned ad den nye trappe, over den nye spang, drej til højre mod banen – og så skulle det gerne give sig selv hele vejen ud til engen og tilbage langs vejen til byskiltet.
| | 1. juli 2019 * 225 meter grøftekant er nu revet fri for græs. Det drejer sig om strækningen på Alkenvej mellem Kildegården og Ninna og Jacob Gewitz' hus, skriver Tove Nyholm. Denne sydvendte skrænt udgør hermed et forsøgsområde. Vi må vente og se om det gør en forskel. Ved Boes er der også revet et mindre stykke. (Foto af Michael Schmidt og Harmandeep Gill i gang med løvriverne: Tove Nyholm).
| 29. juni 2019 * Rivegilde. Så er det nu! Kommunen har klippet grøftekanter i vores område fredag 28. juni. Naturgruppen under Liv i Landsbyerne samarbejder med Skanderborg Kommune om bedre forhold for insekter og sommerfugle - og smukkere grøftekanter. Hvis vi river græsset giver vi mulighed for bedre blomstring af de vilde blomster. Har du en time til rådighed så kom til fælles rivegilde søndag 30. juni kl. 16.30, med start fra Alken Trinbræt. Andre bud på en halv eller en hel times klipning er dog også helt ok. Husk løvrive! Og en refleksvest om muligt. Vi har også nogle stykker til udlån. Er der spørgsmål så ring til Tove Nyholm 5190 3349. Hilsen Naturgruppen / Liv i Landsbyerne.
| 22. juni 2019 * Smuk klunsning, pizza, nabokendskab og en doodle. Foreningen Liv i Landsbyerne inviterer til Smukfest-oprydning 12. og 13. august. Foreningen, der igen i år har fået mulighed for at tjene 35.000 kr. ved at rydde op på campingområdet 'Skovlunden', arbejder for at udvikle og styrke fællesskabet og kendskabet mellem alle os i hele Bjedstrup Skoles skoledistrikt. Vi håber at rigtig mange af jer kan komme allerede mellem kl. 12 og 16, hvor vi har 'Skovlunden' for os selv og kan klunse drikkevarer i fred og ro. Sidste år fik vi topfyldt to trailere, som blev fordelt rundt til byfesterne i Bjedstrup, Boes, Alken og Svejstrup. Der er masser af andre ting at klunse også, noget for enhver smag faktisk! Pengene, som foreningen får som betaling af festivalen, skal komme hele lokalområdet til gode, så vi pusler med at oprette en pulje, som alle i skoledistriktet kan søge. Formålet med puljen bli'r nok noget med, at mennesker mødes på kryds og tværs af landsbyerne og noget med mangfoldighed. Vi skal lige ha' det finpudset. I hører nærmere senere, også ang. ansøgningsfrister og maks-beløb. Oprydningen efter Smukfest foregår over to eftermiddage fra kl. 12 indtil ca. kl. 20.30 mandag 12. og tirsdag 13. august på camping-området bag Vrold Østergård på Horsensvej 4. Smukfest sørger for gratis vand, øl, rene handsker og skraldesække til alle os opryddere. Liv i Landsbyerne gi'r pizza ved spisetid. Man melder sig til i det tidsrum, der passer bedst. Men der er kun pizza til dem, der bli'r til spisetid :o) Tilmelding på denne Doodle. Vigtigst er at vi er mange mandag. Læg også gerne mobilnummer og mailadr. Så får I tilsendt en passer-seddel for at kunne komme ind forbi vagtene kl 12 og 14. Kryds fingre for godt vejr og ta' gerne din nabo med - så lærer vi også ham/hende at kende. Kontakt Jacob Gewitz, 20598315 og jacobgewitz@gmail.com - eller Eva Nikolajsen, 26962880 og eva.nikolajsen@gmail.com - for mere info.
| 21. juni 2019 * Ideer på vej i LiL. Bestyrelsen i Liv i Landsbyerne har i juni holdt to møder, hvor de bl.a. forbereder workshop om landsbypuljen, samarbejder med Dover GF om kommende Sportsfester og planlægger et omdelt magasin. Find mødereferaterne i højre spalte under datoerne 6. juni og 18. juni.
| | | 29. april 2019 * Så er der referater fra de to seneste bestyrelsesmøder i Liv i Landsbyerne - find dem i højre spalte under 7. april og 28. april. Der drøftes bl.a. legitimitet, planlægges hjemmeside, pjece, stiåbning og drøftes sportsfest og landsbypulje. Bestyrelsen: Jacob Gewitz, Mikkel Schwab, Hans Alexandersen, Eva Nikolajsen, Ditte Jensen, Alice Køppen og Jens Thor. (Foto: Claus Arvad) |
28. april 2019 * Sommerfuglekampagnen starter i blomstereng på skolen. Sommerfuglene er vågnet efter en lang vinter og nu kan vi begynde at tælle arter! I hele Bjedstrup Skoledistrikt inviteres alle børn og voksne til at være med, lyder det fra Naturgruppen i Liv i Landsbyerne i samarbejde med Bjedstrup Skole. Vi tæller sommerfuglearter for at finde ud af, hvor god natur vi har i vores område. Fordi bestemte sommerfuglearter kun trives godt på særlige steder i naturen og på bestemte vilde planter, kan vi lære noget om naturens tilstand ved at se på sommerfuglene. Lørdag 11. maj kl. 14-16 vil skolen vrimle med sommerfugle af mange slags, der vil være sommerfugle-løb og de lokale sommerfuglekendere, Sean Birk Craig og Thorbjørn Herrik, vil gøre os klogere på de flyvende individer og deres forvandling, metamorfosen. Der er også grundig introduktion til Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle, hvor vi registrerer arterne. Det er nok mest for de voksne. Børnene i Bjedstrup Fritidsklub og Skole har tilsået en blomstereng, der skal tiltrække sommerfugle og andre insekter. Hegnet udenom er brædder fra gamle fastelavnstønder, som børnene har malet små kunstværker på. Samtidig fungerer cirklen også som et kompas eller solur. Hensigten er at det med tiden også skal blive til en vejrstation. Kampagnen for større biodiversitet slutter d. 1. oktober med en sammentælling af arterne. (Foto: Mie Nielsen)
| | 6. apr. 2019 * Sporet skal have nye pæle - og nyt stiforløb skal etableres - vær med. Naturgruppen i Liv i Landsbyerne indbyder de første 20 aktive til en udendørs arbejdsdag søndag 2. juni kl. 9-15 - deraf de fire til køkkentjans - først til mølle. Sporet ved Alken-Bjedstrup-Svejstrup, der blev indviet i oktober 2007, trænger til nye pæle, ved Sortehøj skal der laves trampesti, og ved Enggården skal der etableres et helt nyt stiforløb, som den nye ejer gør mulig. Kl. 9 er der rundstykker og kaffe, frokost kl. 12 og slut kl. 15. Folk fra kommunen står for at bygge en ny trappe med gelænder på 35 meter, hvor Sporet er stejlest, og en spang på 20 meter, hvor der er vådest. Spor i Landskabet, Skanderborg Kommune og Liv i Landsbyerne betaler. De første 20 kan være med - tilmeld til Eva Nikolajsen på eva.nikolajsen@gmail.com. (Foto fra indvielsen i 2007: Sanne Dudoret)
| 23. mar. 2019 * Hvem vil være med til et grøftekants-eksperiment? Liv i Landsbyernes Naturgruppe efterlyser grøftekanter med mange vilde urter i hele skoledistriktet. Dem vil vi gerne passe ekstra godt på ved at fjerne afklippet, når kommunens græsslåmaskine har været forbi, skriver Eva Nikolajsen. Kender du en blomstrende grøftekant i dit nabolag, vil vi gerne vide det. Måske vil du være med til at passe på den, sammen med os? Skriv til eva.nikolajsen@gmail.com.
| | 14. mar. 2019 * Blaffersteder, delebiler og kør-med-ordninger. Skanderborg Kommune inviterer i samarbejde med bl.a. Blaffernationen til inspirationsmøde om bæredygtig transport tirsdag 19. marts kl. 17-20 i byrådssalen på Fælleden, skriver Julie Bune. Mødet gælder blafferstoppesteder, dele-el-biler og kør-med-kampagne. Man kan foreslå placeringer for officielle blafferstoppesteder over alt i kommunen på aftenen - og nu, hvis man ikke kan komme.
| | 10. mar. 2019 * Køb af Kollen sat på pause. Indsamlingen af penge og processen med at overtage de 7,2 hektar juletræsplantage syd for Svejstrup og bruge det i rekreativ retning er foreløbigt sat på pause. Hans Alexandersen fra foreningen 'Kollens Venner' har skrevet en status om forløbet - om optionsaftale, landbrugspligt, fondskonstruktion samt et godt og ordentligt forhandlingsforløb med ejerne Niels og Rosa Gylding. | 8. mar. 2019 * Hæng sammen. Kom til generalforsamling i Liv i Landsbyerne søndag 24. marts kl. 9.30-12 på Bjedstrup Skole. Alle er velkomne. Naturstier, bosætningsmøder og visionspapirer om landsbyernes udvikling er bare et par af de aktiviteter, der er løbet af stablen i foreningen Liv I Landsbyerne det seneste år. Men vi skal nå endnu mere og endnu flere. Foreningen, der har til formål at understøtte aktiviteter og udvikling på tværs af landsby-klyngen Alken, Bjedstrup, Boes, Illerup og Svejstrup, søger nye bestyrelsesmedlemmer med energi og lyst til at sætte vores landsbyer på kommunekortet. Ikke bare for at overbevise politikerne om, at skole, trinbræt og cykelstier er livsvigtige for at opretholde sammenhængskraften uden for de store byer, men også for at værne om den natur og det sammenhold, der lokkede de fleste til området i første omgang. Foreningen vil sørge for forplejning under og efter mødet, og vi håber på at se mange både nye og gamle beboere. Vel mødt.
| | 3. mar. 2019 * Sommerfugle-kampagnen i gang. Bruno Nielsen har spottet to citronsommerfugle, og Eva Nikolajsen en nældens takvinge. Hvor mange kan vi sammen registrere i hele vores område i år? naturgruppen i Liv i Landsbyerne er på vej med ny levering af vildengsfrø til at så, hvor man kan og vil, så vilde blomster kan tiltrække masser af sommerfugle. Se plakaten for bestilling - senest søndag 10. marts.
| | 19. jan. 2019 * Visioner - og bekymringer - for nybyggeri ved Enggården. En fyldt sal på Mejeriet blev torsdag for første gang præsenteret for visionen fra Fabulas om et nyt bofællesskab ved Enggården, Emborgvej 97. Ditte Jensen fra Liv i Landsbyerne pointerede, at hensigten med mødet var åbenhed. Op til mødet havde der nemlig været kritik af foreningen fra flere sider: Fra én side for alt for hurtigt at kaste initiativtagerne 'for ulvene', og fra en anden for at være 'i lommen på' kapitalinteressen bag projektet. Michael Eberhard fra Fabulas satte ikke antal på boligerne, men det tidligere nævnte 40-50 vil det ikke blive - det var blot 'det optimale'. Træ som materiale vælges af hensyn til indeklima og CO2-reduktion. Søren Næsborg forpagter nu jorden til økologisk dyrkning, og der skal etableres stiadgang på grunden i samarbejde med naturgruppen i Liv i Landsbyerne. Bofællesskabet skal rumme både børnefamilier og ældre i 60-65, 90-95 og 120-125 kvadratmeter-boliger i 1 og 2 plan samt fælleshus - på begge sider af indkørselen til gården. Alken - og hele området - er valgt pga. aktivt landsbymiljø, trinbræt samt skole og børnepasning. Boform bliver andelsboliger. En konstruktion, der også rummer lejeboliger, overvejes. Arkitekt Klaus Thoustrup fra C.F. Møller var på det rene med risikoen for konflikt mellem fælleshus og Mejeriet, ville undgå 'kannibalisering' og ønskede at integrere bofællesskabet i landsbyen ved bl.a. at lade vådområdet mellem nummer 97 og 107 blive rekreativt område for hele byen.Bekymringer, der kom op: Mere trafik. Malplacering så tæt på Mossø-fredningen. Alken kan ikke rumme så mange flere tilflyttere. Svært at integrere nyt fællesskab i eksisterende fællesskaber. Naturen forstyrres unødigt. Ros: Godt med dialog tidligt i forløbet, så lokale ønsker kan komme i betragtning. Råd: Pas på børnetallet på skolen, der har for få elever for tiden - og lev med ulemperne ved nybyggeri - især fra byrådsmedlem Ole Drøgemüller (S). Det er langt bedre for klimaet at bygge i træ end i beton - fra byrådsmedlem Maria Temponeras (EL). Forslag fra flere: Giv plads til flygtninge og andre uden mange penge. Uklarhed: Om byggeriet vil indebære byzone? Ditte Jensen samt Julie Abildgaard fra ABAF stillede flere møder i udsigt om udviklingen. Jens Thor mindede om møde om Anes Høj-byggeriet på Mejeriet søndag 3. februar 2019 kl. 10. (Foto af Ditte Jensen, Rasmus Arentsen, Michael Eberhard og Asmund Bertelsen: Peter Abildgaard)
| 12. jan. 2019 * Vores landsbyer er populære, og der er flere bosætnings-projekter på tegnebrættet. Derfor inviterer Alken Borger- og Aktivitetsforening og Liv i Landsbyerne til møde om landsbyudvikling og bosætning på Alken Mejeri torsdag 17. januar kl. 19-21. Alle er velkomne. Hvad er en landsby? Hvor stor eller lille skal den være? Hvem skal bo i den? Hvilke typer af boliger skal være tilgængelige? Og hvordan hænger udvikling og sammenhængskraft egentlig sammen? Spørgsmålene er mange, og blot nogle af dem vi på mødet forsøger at finde svar på i fællesskab. Jens Thor vil fortælle seneste nyt fra projektet på Anes Høj og om planen om en almennyttig boligforening. Michael Eberhard fra Fabulas vil fortælle om planer med Jens Ladefogeds grund på Emborgvej 97 og har desuden inviteret folk fra arkitektfirmaerne C.F. Møller, som snakker om landsbyudvikling, og Plusform, der taler om lokalprocesser. Fra By- og Plan-udvalget i Skanderborg Kommune kommer Maria Temponeras (EL) og Ole Drøgemüller (S) og fortæller om deres syn på landsbyudvikling i vores område. Første tredjedel af mødet vil være afsat til oplæg, hvorefter det vil være muligt at stille spørgsmål til paneldeltagerne og debattere i plenum. Formålet med mødet er, at borgere og lokale aktører kan blive klogere på hinanden. Hvilke ønsker, bekymringer og forhåbninger, der findes i projekterne og blandt de lokale beboere. Knud Abildtrup vil være moderator for debatten. Vel mødt! Alken Borgerforening og Liv i Landsbyerne.
| 12. jan. 2019 * Liv i Landsbyernes generalforsamling bliver i år søndag 24. marts kl. 9.30-12 på Bjedstrup Skole. Så sæt kryds i kalenderen. | |
|